Forkynd evangeliet.

Det fortælles om Demostenes, den store lærer i veltalenhed i det gamle Hellas, at han engang blev spurgt: ”Hvad er det vigtigste i veltalenhedskunsten?”
- ”Det er udtalen!” svarede han. ”Hvad er det næst vigtigste?” blev der videre spurgt. ”Det er udtalen!” lød Demostenes svar. ”Hvad er det tredje vigtigste?” blev der spurgt endnu en gang. Og for tredje gang svarede Demostenes: ”Det er også udtalen!”

Denne historie kom mig i hu under de overvejelser jeg har gjort mig i forbindelse med ovenstående emne.

Det vigtigste?
Hvad er det vigtigste i den kristne kirkes mangeartede og vidt forgrenede arbejde? Det er forkyndelsen! – Hvad er det næst vigtigste? Det er forkyndelsen! – Hvad er det tredje vigtigste? Det er også forkyndelsen! Denne sandhed kan der være grund til at understrege i dagens situation.
Der er så mange aktiviteter i gang, som alle tager sigte på at tjene evangeliets udbredelse. Nye ansvarsområder og arbejdsopgaver tages op. Der stilles forslag om snart det ene og snart det andet. Alt sammen er tilsyneladende helt rigtige og nødvendige ting at tage fat på, og der er midler som vi må prøve at gøre brug af såfremt vi er os vort ansvar bevidst. Det ene bør gøres og det andet i hvert fald ikke være uprøvet.

Denne situation er ensbetydende med at der lægges et enormt beslag på de fleste af os. Der rives og slides i os fra mange sider og kanter. Vi mærkes af åndelig adspredthed snarere end af en hellig koncentration. Resultatet af dette udebliver da heller ikke. Resultatet bliver ikke bare den tilsigtede og forventede videre ekspansion, men derimod en udbredt åndelig træthed og lammende depression.

Sådan må det uvægerligt gå når vi bliver mere optaget af alt det vi skal gøre for at bringe evangeliets budskab videre, end af selve evangeliet om hvad Gud har gjort til frelse for os i sin enbårne Søn. Den fare ligger os bestandig nær.

Forventning til Gud
Vi mennesker er så tilbøjelige til at sætte vor lid og forventning til vor egen indsats og til forskellige hjælpemidler, arbejdsredskaber og metoder, som vi anser for at være tjenlige for evangeliets udbredelse, heller end at sætte al vor lid og forventning til Guds gerning alene og derfor også satse alt på forkyndelsen af evangeliet.

Så tager de mange ”nødvendige” hjælpemidler, foranstaltninger og forsøg meget snart ”det ene nødvendiges” plads eller fortrænger det fra centrum, i så vel den enkelte troendes som i hele menighedens liv og virksomhed. Da rives vi bort fra Ham og Hans og overlades til os selv og vort eget. Det er der hverken liv eller salighed i. Det fører aldrig til åndelig vækkelse og fornyelse. Menigheden opbygges ikke ved det. Det resulterer tvært imod i åndelig stagnation, kulde og død.
Det som skulle tjene evangeliets udbredelse, kan på denne måde gøre det stik modsatte og blive en direkte hindring af evangeliet. Det er det som sker hver gang noget andet tager selve evangeliets plads, som genstand for hjerternes tro og forventning, eller fortrænger det fra centrum i så vel den enkelte troende som i hele menighedens liv og praksis.

Forkyndelsens betydning
Hvorfor har forkyndelsen en så alt afgørende betydning?
Det er den fordi ingen af os er i stand til at redde og befri os selv eller hverandre fra syndens og dødens og djævelens vold og magt. Gud alene er mægtig til det. Men så er evangeliet også det glædelige budskab om at alt det som skal gøres og ske, det er fuldbragt! Det er summen af alt det Gud har talt og som står skrevet. Det er det ord som skal prædikes som skal råbes ud fra tagene og hviskes mennesker i ørene: ”Og dette er vidnesbyrdet at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet” (1. Joh. 5,11-12).

Jesus Kristus
Der er ikke frelse i noget andet end Jesu navn. Det er ikke frelse i nogen anden gerning end hans fuldbragte værk til soning for vore synder. Alt andet svigter og bedrager til sidst. Det er derfor Paulus skriver som han gør i 2. Tim. 4,1-2a: ”Jeg vidner for Gud og for Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans komme og hans rike: Forkynd Ordet!”

Det er ikke en hvilken som helst tale, men et ganske bestemt ord Paulus skriver dette om: Det ganske bestemte ord som mennesker må høre for at kunne komme til troen og blive frelst. Det vil sige ”ordet om korset”, om ”Jesus Kristus og ham korsfæstet” (1. Kor. 1,18 flg. og 2,2).
Det er i og med dette ord Guds rige er kommet nær til os. Det er gennem forkyndelsen af netop dette ord at Gud udfører sin frelsende gerning med os og blandt os, frier os ud fra mørkets magt og fører os ind og bevarer os i sin elskede Søns rige (Kol. 1,13). ”For da verden ikke ved sin visdom kendte Gud i Guds visdom, fandt Gud for godt at frelse dem som tror ved Forkyndelsens dårskab” (1. Kor. 1,21).

En dyrebar skat
Troen kommer af det som høres, det vil sige, af forkyndelsen af Kristi ord (Rom. 10,14-17). Uden at dette ord bliver forkyndt og hørt, kommer intet menneske til troen og bliver frelst. Heller ingen bliver bevaret i troen, strider troens gode strid til ende, fuldender løbet og når målet i Guds evige rige uden ved stadig på ny at høre Guds evangelium forkyndt – ordet om Kristus og ham korsfæstet.

Intet kan erstatte og intet må få lov at fortrænge eller forvanske forkyndelsen af netop dette ord, som er det eneste som har frelsende kraft og magt i sig. Derfor skal vi også give akt på Paulus’ formaning i 2. Tim. 1,13-14: ”Hav som forbillede de sunde ord som du har hørt af mig, i tro og kærlighed i Kristus Jesus, tage vare på den fagre skat som er betroet dig, ved Den Hellige Ånd som bor i os!”
Guds frelsende evangelium er som en dyrebar, uforanderlig og umistelig skat. Et forandret evangelium er ikke længere noget evangelium i det hele taget, for da har det ingen frelsende kraft i sig.

Hvad kan vi undvære?

Alt andet kan vi – om så skal være – tåle at miste og undvære, og så ejer vi alligevel alt, om vi bare bevarer denne kostelige, dyrebare og umistelige skat, som er blevet os betroet. Alt andet kan vi – om så skal være – undlade, forsømme og være foruden i vore forsamlinger, bare ikke det at fremholde denne skønne betroede skat og at vi bliver delagtig i den gennem forkyndelsen af og troen på Jesus Kristus og ham korsfæstet.

Om vi så intet andet har eller magter, men bare lyder dette ord uafkortet og uforfalsket i vor midte, så har vi alligevel alt som både vi selv og andre trænger til og behøver til evigt liv og salighed. Da bor Han selv midt iblandt os og kommer til os i sit ord med al sin frelsende nåde og gave – rig nok og mægtig til i rigt mål at give os al nåde, så vi altid og under alle forhold har alt hvad vi trænger til, og endda rigelig til al god gerning (2. Kor. 9,8).

Den store fare

Men så gælder det også med modsat fortegn:
Alt andet kan vi eje, gå vældig op i, ofre tid og kræfter og enorme pengesummer på, blive fremragende dygtige til og rose os af. Men svigter det i forkyndelsen, får noget andet lov til at erstatte eller fortrænge den, eller gør vi os skyldige i en afkortning eller forvanskning af dens indhold, da har vi sat vort mest kostelige klenodie over styr og ødelagt alt.

Hvad vi så end måtte eje, så har vi dog mistet alt. For ”dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet” (1. Joh. 5,11-12).