Forord

Indledning

Den første bøn: Helliget blive dit navn

Den anden bøn: Komme dit rige

Den tredje bøn: Ske din vilje, som i himmelen således også på jorden

Den fjerde bøn: Giv os i dag vort daglige brød

Den femte bøn: Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

Den sjette bøn: Og led os ikke ind i fristelse

Den syvende bøn: Men fri os fra det onde

Afslutning: For dit er riget og magten og æren i evighed. Amen!

Bemærk at fodnoter står nederst.

 

Forord

Carl Olof Rosenius blev født 3. februar 1816 i Västerbotten i Sverige. Han døde 24. februar 1868, 52 år gammel. En bemærkelsesværdig vækkelsesbevægelse blev skabt ved hans forkyndelse både i Sverige, Danmark og Norge.

Rosenius skrev ikke bøger. Han udgav opbyggelsesbladet «Pietisten» som i 1850/60-tallet blev Skandinaviens største tidsskrift, og havde et oplagstal som udkom i op til tre gange så stort oplag som den tids største avis i Sverige: Aftonbladet. I «Pietisten» fik læserne et klart, Gudgivet budskab, og oplagstallet understreger bare at «Guds ord havde fremgang og fik magt», Apg. 19:20.

Fra bladet «Pietisten» er hans artikler så senere samlet og udgivet som bøger. Mest kendt er nok den store «Husandaktsboka» og bogen «Veiledning til fred,» men også sange han skrev, som vi endnu har i vore sangbøger. Det mest betydningsfulde værk Gud har givet os gennem Carl Olof Rosenius er vel alligevel hans Romerbrevsfortolkning, som også var noget af det sidste han fik udrettet før sin død.

Alle disse og flere bøger med Roseniuslitteratur foreligger nu i ny oversættelse på norsk bokmål på Arven Forlag i Mandal.

Det er fra disse bøger, som jeg videre oversætter til dansk i en sprogdragt som vi kender og bruger i dag, men uden et populært og moderne ordvalg og udtryk. Det har været meget vigtigt for mig at bevare det Åndens budskab som vi er blevet givet gennem Guds tjener Rosenius.

Stadig nye mennesker vidner om hvordan det budskab, som Gud har givet os gennem sin tjener Rosenius har givet dem en levende tro på frelsen i Kristus alene.

Denne bog, så vel indledningen, som bønnerne i Fader vor, har et budskab som først og fremmest stiller os overfor spørgsmålet om vort eget forhold til: Er du født på ny? Den taler så videre om det kristne liv. Og er dernæst en Gudgivet inspiration til bøn.

Lad os bede om at Gud må åbenbare, den bøn hans egen Søn har givet os, for vore hjerter! Og lad os tage budskabet til os med disciplenes ord: Herre, lær os at bede!

 

Fader vor, du som er i himmelen!

Vi er nu gået ind i et nyt år,1 noget som sædvanligvis vækker til alvorlige tanker om fremtiden. Af den grund, men særligt i en så oprørt tid som vi nu oplever, burde enhver kristen kende et påtrængende behov for et tillidsfuldt Fader vor, en tillidsfuld adgang til den almægtige Far. Han som «bor i himmelen og gør alt det han vil», Salme 115:3, denne mægtige og trofaste Far som «gemmer mig i sin hytte på den onde dag, han skjuler mig i sit skærmende telt ... og løfter mig op på klippen,» som David siger det i Salme 27:5.

Åh, hvor tryg man føler sig når det er denne vor Fars navn som er vort mål i bønnen. Igen ser vi hvad Guds ord siger om dette: «Herrens navn er et fast tårn. Til det løber den retfærdige og bliver bjærget», Ordsp. 18:10.

Men Guds børn bør ikke bare tænke på sig selv. Vi ser nu hele verden i betydelig bevægelse, alt det gamle synes at ville gå i opløsning, reformer i alle retninger ser ud til at bryde frem.

På denne baggrund burde alle kristnes hænder være løftet mod himmelen, som vi ser Moses gør det mens kampen stod på, 2. Mos. 17:11. Vi burde bede om at Guds Ånd måtte svæve over de oprørte have, og at det som er i gang i tiden, måtte føres sådan at både Gud, mennesker og engle kunne fryde sig over det, som i den første skabelsens morgen.

Burde denne tid ikke være en bønnens tid? Burde alle kristne ikke særligt i denne tid være «bønnens folk», som de også af og til bliver kaldt?

Med dette er der i hvert fald antydet én årsag til at vi ved at gå gennem Fader vor nu vil opmuntre til mere bøn. Desuden er det nogle særligt vigtige emner vi møder i de syv bønner i Herrens bøn. Også af den grund vælger vi denne rige tekst, og vil nu begynde med ordene Fader vor.

En dyb Guds lærer har med rette sagt at bønnen Fader vor «er Paradiset som åbnes på ny her på jord. I den kan det retfærdiggjorte menneske på ny tale med Gud som en far, og vandre mellem de skønneste og mest frugtbare træer - de syv bønner.»

En anden har sagt at «den som får nåde til at se hvad der skjuler sig i disse bønner, og at se det fuldkomne i deres sammensætning, ikke vil behøve flere beviser for Kristi guddommelighed.»

Alt det et Guds barn sukker mest efter i sit hjerte og kender som sit største behov, vil man finde her. Kunne Luther sige om Davids salmer at der får man frem for alt lov at «se ind i en kristens hjerte,» så kan man med endnu større grund sige det samme om bønnen Fader vor. Og man må tilføje at denne bøn er i sandhed det mest fuldkomne en kristen kan prøve sig selv på. Den som har et hjerte som af sig selv og uden påvirkning udefra har nøjagtig samme slags omsorg, begær og suk som vi finder dem i disse bønner, han stemmer overens med Kristi sind. Det menneske er sandelig født af Gud og er en ny skabning.

Den derimod, som har et sind, som er i åbenlys strid med disse bønner, må jo også være i strid med Kristi sind. Da gør han den værste synd når han alligevel kommer frem for Gud i bøn, og gennem den siger noget han ikke af hjertet mener.

Lad os derfor nu først og fremmest stoppe op og prøve vor egen sjælstilstand på denne bøn!

Du som læser dette, du er vel enig i at det er helt nødvendigt at du kan tale tillidsfuldt med din Gud i bønnen Fader vor, hvis du skal være sammen med ham i himmelen i al evighed?

Du kan jo ikke komme ind i hans boliger som en fremmed, en som husets herre ikke kender! Det er dette Kristus taler om når han lærer hvorfor nogen skal fordømmes, og siger at han bare skal begrunde det med dette: «Jeg kender jer ikke.»

Det er derfor helt nødvendigt at du bliver kendt med Gud, mens du er her på jorden, og taler med ham på den måde som Jesus har lært os. Du må undersøge om du virkelig kan det, eller om der er noget andet som først må ske med dit hjerte - før du kan bede denne bøn. Er der en stor, vigtig forandring som altså har endnu større hast og er endnu mere nødvendig end denne bøn?

Hvordan har du det selv overfor denne dyrebare bøn Fader vor? Fordømmer den dig?

Hvis hvert punkt i denne bøn strider imod dit sind, da hykler du jo åbenlyst ind for Guds ansigt i hver eneste bøn! Og da må der jo være et frygteligt misforhold mellem dig og Gud! Tænk dig et menneske som kommer frem for Gud og siger: Fader vor, på trods af at han aldrig har tænkt sig at blive et Guds barn! Han er ikke et Guds barn og tror heller ikke at han er det, fordi han aldrig har vidst hvad det vil sige at blive født af Gud. Han foragter måske til og med læren om den nye fødsel og den salige vished om at man er et Guds barn.

Kristus har udtrykkeligt forklaret at ordet Fader her på ingen måde kun har den intetsigende betydning som «Alfader» på samme måde som Gud er hele skabelsens, dyrenes og fuglenes far. Nej, Kristus lærer os noget ganske andet, da han sagde til Maria: Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud.

Her lægger jeg mærke til hvad Fader betyder. Hør nu hvad han siger: «Mine brødre» - «min Far og jeres Far» - «min og jeres.» Johannes siger også: «Alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn... og de er født ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud,» Joh. 1:12-13. Hør efter: «Født af Gud!» På den måde er det man bliver et Guds barn. Sådan er det åbenbaret gennem hele Guds ord.

Så har vi foran os, én som ikke vil høre snak om denne nye fødsel. Han tager fuldstændig afstand fra dem som, efter virkelig at have fået sin egen elendighed at se, har fået nåde til at tro at de har barneret hos Gud. Han foragter dem, og synes de er formastelige når de kan tro noget sådant.

Og så kommer et sådant menneske, som ikke selv tror på denne barneret, alligevel frem for Guds ansigt. Han løfter et bedende blik mod det høje og siger: Fader vor!

Er dette ikke en hån, et hykleri så frækt at man må beundre den evige fars tålmodighed? Man undres over at han ikke lader sin vrede ramme en sådan hykler.

Et sådant menneske beder måske videre: Helliget blive dit navn. Dette på trods af at samme menneske aldrig bryder sig om at hellige Guds navn ved at «lade sit lys skinne for menneskene så de kan prise hans far i himmelen.» Nej, tværtimod er dette navn så totalt uden værdi for ham at han kan finde på at trække det ind i de ynkeligste småsager og åbent misbruge det med letsindige udråb som f.eks.: «Min Gud!» «Herre Jesus!» Det foregår så tankeløst at han ikke er klar over det selv. Er der nogen som stiller spørgsmål ved dette, forklarer han det oprigtigt med at «jeg mente absolut ikke noget med det.»

Læg mærke til dette: Det store navn - som engle og keruber skjuler sit ansigt for, det som helvedes kræfter skælver for, det navn som er det eneste som frelser os, dette navn som alle knæ skal bøje sig for en gang, de som er i himmelen, på jorden og under jorden! - Dette navn betyder ikke mere for et menneske end at han «mener absolut ikke noget med det» når han råber det ud!

Hvordan kan det stå til med et sådant menneske? Han siger jo i bønnen til Gud: «Helliget blive dit navn!» Hvad er meningen med dette? Er det ikke netop en forfærdelig hån og spot mod Den Hellige? Gud lader sig ikke spotte!

Så fortsætter han med: «Komme dit rige!» Nu siger Guds ord at Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd. Dette rige kommer til sjælene når Herren vækker dem fra den søvn, som gør at de lever i falsk sikkerhed midt i sin synd. De vækkes til den sorg som er efter Guds vilje og virker omvendelse til frelse, 2. Kor. 7:10. Denne omvendelse har Herren ofte forsøgt at vække i dette menne­skets hjerte. Men nej, det er altid blevet lukket igen. Alt er blevet gjort for at stå imod Guds rige i en sådan sjæl som har forskanset sig med alle slags undskyldninger frem for at tage et opgør med sin synd.

Men så løfter han altså et bedende blik til Ham og siger: «Komme dit rige…!» Hvad skal Herren Kristus mene om en sådan bøn? Hvad andet kan han svare på den end dette: Du hykler, du vil jo aldrig tage imod mit rige. Du står imod mit rige, og alligevel beder du på denne måde? Forråder du menneskesønnen med et kys?

Så fortsætter han med at bede: «Ske din vilje,» osv. For ikke at tale om at han aldrig har forsøgt at leve efter Guds vilje. Nej, det er faktisk netop det striden mellem ham og Gud gælder: Gud forkynder sin vilje og kræver at den overholdes. Han, derimod, vil gøre sin egen vilje, og er faktisk bange for at Gud med sin vilje skal hindre ham. Alligevel kommer han i sin bøn og siger: «Ske din vilje.» Igen må vi spørge: Hvad skal Herren svare? Må det ikke på ny blive dette: Du hykler, du strider jo netop mod min vilje. Du skal ikke friste Herren din Gud!

Den fjerde bøn skulle man til sidst tro at et menneske som ikke er omvendt kunne bede. Der hedder det jo: «Giv os i dag vort daglige brød.» Og denne bøn er oftest den kæreste for et sådant menneske. Dette lægger han virkelig vægt på. Men tror han på Gud? Tror han sådan at han dermed venter dette, og virkelig begærer det han beder Gud om? Nej, tværtimod viser det sig at han sætter netop sin lid til sin egen kraft, sin egen forstand og indsats - eller til hjælp fra andre mennesker. Derfor kan han heller ikke bede denne bøn af hjertet.

Så vil han sikkert også have syndernes forladelse en gang, i døden og dommen. Men gennem hele sit liv kan han undvære dette. Det kan også være at han virkelig begærer forladelse her og nu – samtidig med at han fortsætter sit liv uden at ville bryde med sine synder. Dette er selvfølgelig åbenlys spot, og det samme som at friste Den Almægtige. Ja, nogle lever til og med i et uforsonligt had til nogle mennesker, og beder alligevel: «Forlad os vor skyld som vi forlader vore skyldnere.»

Dette bliver selvfølgelig forfærdeligt. Og det samme ville vi finde i forhold til alle bønnerne i Fader vor.

Alt dette skulle være helt tydeligt, og vi må ud fra dette understrege at et sædvanligt menneske som ikke er født på ny, er i en sådan tilstand at han ikke kan bede Fader vor i det hele taget uden at hykle. Hans bøn er tværtimod den største synd, samtidig med at den er den frækkeste spot ind for Den Helliges ansigt. Hans hjerte hverken søger eller begærer det som disse bønner giver udtryk for. Tværtimod strider hans hjerte mod alt dette - og alligevel kommer han frem for Gud som en som beder!

Tænk så hvilket forfærdeligt forhold - når alt det du beder gennem dit Fader vor er den største synd, er grufuldt i Guds øjne, som vi læser det i Guds ord: «Om man vender sit øre bort og ikke vil høre loven, da er til og med hans bøn en vederstyggelighed.» Ordsp 28:9.

Ja, hvad kan vel være en værre synd end at komme frem for Gud som en hykler, en skuespiller? Selv mennesker imellem, er der ikke noget som der reageres så stærkt på, som et falskt venskab. Hvad siger du til at én som er din fjende, og siger alt mulig ondt om dig når du ikke er til stede, men når han er sammen med dig opfører sig som om han skulle være din ven, med de smukkeste ord om dig? Ville du ikke foretrække en åben og ærlig fjende? Derfor finder vi heller ikke i Guds ord noget som er så afskyeligt, som da Judas sagde til Jesus: «Vær hilset, Rabbi», og ivrigt kyssede ham, samtidig med han forrådte ham til fjenden.

En så hastig fordømmelse har heller ikke ramt nogen i det nye testamente som Annanias og Safira da de hyklede overfor apostlene. De optrådte jo som om de ville dele alt det de ejede med de andre Guds børn, men samtidig blandede de løgn og falskhed ind i dette. De blev straks slået til jorden af Guds kraft og døde, Apg. 5. Der er ikke noget som er værre i Herrens øjne end hykleri. Og som nævnt er dette det bedste eksempel som bekræfter dette, i Det nye testamente.

Da der en gang var samlet så mange folk rundt om Jesus at de trådte på hinanden, begyndte han sin prædiken med disse ord: «Tag jer først og fremmest i vare for farisæernes surdej som er hykleri,» Luk. 12:1. Der var ingen anden synd han råbte et så omfattende «VE» over som netop hykleri. Vi finder eksempler på dette f.eks. otte gange i et eneste kapitel: «Ve jer, skriftlærde og farisæere, I hyklere», Matt. 23.

 *

 Hvert eneste menneske burde altså forstå af dette vi nu har gennemgået, hvor forfærdelig en sådan form for bøn er. Siger du: Fader vor, uden at du i det hele taget har søgt at blive hans barn? Siger du: «Helliget blive dit navn,» uden at du nogen sinde har anstrengt dig det mindste for at det navn skulle blive helliget - ja måske du selv til og med misbruger det? Siger du: «Komme dit rige,» mens du selv står imod det i dit indre? osv. Vær da klar over, at der ikke er nogen anden synd Gud reagerer mere på end en sådan bøn!

Det mest tankevækkende i dette spørgsmål er alligevel at der ikke er noget menneske som selv kan gøre noget med dette forfærdelige forhold, uanset hvor meget de anstrenger sig. Du kan nemlig bestemme dig og anstrenge dig stærkt, for nu skal du virkelig tænke og mene alvorligt, det du siger i Fader vor. Alligevel er en sådan tanke- og meningsindsats ikke det samme som hjertets begær.

 Det er ikke nok at bøn bliver et tankens begær -

den må være en hjertets sag

 Her hjælper intet andet end at selve hjertet bliver forandret. Gennem en ny fødsel må du få et hjerte som af sig selv har samme omsorg og begær som bønnerne i Fader vor giver udtryk for.

Hjertet kan aldrig tvinges. Det som det elsker - det elsker det, uanset om man stritter imod. Og det hjertet ikke elsker, det kan du ikke få det til at elske med nogen som helst tankeanstrengelse. Derfor må bønnen, som vi just sagde, ikke være et resultat af hvad du anstrenger dig for i dine tanker. Den må være hjertets sag, det indre behov eller begær.

Nådefulde Gud, hvem kan prise dig nok for det som den nye fødsel virker så skønt! Vi er i os selv elendige menneskekryb på alle måder. Åh, som vi må lovprise den nåde at vi virkelig erfarer hvordan selve hjertet er blevet helt forandret ved den nye fødsel! Læg endnu en gang mærke til dette: Hvis det kun er i mine tanker jeg følger ordene i bønnen og anstrenger mig med at mene det samme som Kristus har ment vi skal bede - men samtidig ikke i det hele taget kender det samme behov i mit hjerte, så er dette jo et skuespil!

Med dette vil jeg jo ligesom bedrage Gud og lade ham få indtryk af, at dette er min bøn. Bønnen skulle jo tværtimod være et udtryk for mit eget begær, - det som lå mig på hjerte.

Tænk hvor hjælpeløst et naturligt menneske er i en sådan situation! I sine tanker anstrenger det sig på det kraftigste for at lægge det samme i denne bøn som Kristi egne ord giver udtryk for. Alligevel er dette et skuespil ind for Guds åsyn. Det er en tillavet bøn. Skulle Herren, vor Gud, være tilfreds med noget sådant?

Men hvor ganske anderledes er forholdet ikke med en sjæl som er født på ny! Ganske rigtigt kan det ske at hans tanker bliver så adspredt at de flyder alle vegne midt under bønnen - men læg mærke til hvad hans hjerte egentlig søger. Er det ikke punkt for punkt det samme som Kristus har lært os at bede om?

Hvad er indholdet, det første og det sidste, i et nådebarns hjertesuk? Er det ikke netop det at være et Guds barn? Det er på en måde hvad man kan kalde det nye menneskets åndedræt: «Åh, kære Far, er jeg dit barn? Må jeg være dit barn? Åh, min Far, lad mig alene være dit barn!»

Dernæst er der ikke noget som betyder så meget for mig som dette: At jeg må leve og opføre mig i alt sådan at Guds navn bliver æret. At jeg må leve til ære for Gud vor Frelsers lære på alle måder. Og så at Guds rige må vokse mere og mere i mit eget hjerte og blandt alle mine medmennesker, ja i hele verden.

Videre vil vi spørge: Finder vi ikke netop dette i en inderlig bøn fra Guds børns hjerter: Åh, om jeg måtte gøre Guds vilje! Gud, hjælp mig til at gøre din vilje! Gud, driv din vilje i gennem med mig i alt det jeg måtte foretage mig! Spørg ikke efter min kødelige vilje, men før mig som du vil!

Derfor hører vi også Guds børn i alle mulige forhold sige: «Om jeg bare vidste hvad der er Guds vilje!» Verden, derimod, spørger aldrig på den måde. Videre vil et Guds barn gennem alt være afhængig af sin Fars omsorg, og beder: «Sørg du for alt det jeg trænger til!» Men det som først og sidst trænger sig på i et sådant hjerte er denne bøn: «Forlad mig mine synder! Åh, forlad mig, forlad mig!» Dette hænger altid sammen med: Hjælp mig i fristelserne, så jeg ikke skal falde! Hjælp mig at flygte fra det som frister mig til fald!

Stemmer det ikke at dette er nådebarnets egne og inderligste hjertebønner? Dette er da også punkt for punkt indholdet af Fader vor.

Må man da ikke fryde sig på trods af al sin elendighed? Fryde sig over at det ikke er til at komme forbi, at det først og sidst er sådanne forhold hjertet er blevet optaget af! På den måde ser man tydeligt hvad en ny fødsel vil sige.

Og de som er født af Gud er sandelig Guds børn på jord. Den store og gennemgribende forandring af hjertet beviser langt mere end alle kræfter og gode gerninger. Særlige fejl, glemsomhed, forsømmelse og svagheder har ikke mulighed for at ødelægge dette enkle vidnesbyrd. Den som har et hjerte som i alt væsentligt stemmer overens med Guds sindelag, må i sandhed være født af Guds Ånd - selv om han dagligt måtte klage og sukke over det gamle menneskets skrøbeligheder som altid hænger så fast ved ham, og hvad det kan finde på.

På den anden side er det et ligeså tydeligt bevis på at et menneske ikke er født af Gud, når alt det hans hjerte strækker sig efter, strider mod det Guds sind vi finder udtrykt i Herrens bøn.

 *

 Hvad kan vi så opsummere om den som ikke har et hjerte som stemmer overens med Herrens bøn, men tværtimod står i strid med denne? Jo, han er netop gennem dette bandlyst sit hjerte fra denne bøn. Han kan aldrig, så længe han lever, bede et Fader vor uden samtidigt at synde. Og den som er bandlyst fra Herrens bøn er selvfølgelig også bandlyst fra himmelen, om han dør i denne tilstand. Fordi den som ikke kender husets herre, kommer heller ikke ind.

Men om dette er åbenlyst, og samtidig en uhyggelig sandhed, så glæd dig! En ubeskrivelig nåde kan du endnu opleve, du som i dag er i denne ulykkelige tilstand. Du er endnu ikke i fortabelsens evighed. Du kan stadigvæk komme til din Frelser. Du kan endnu blive den største glæde for Gud og hans engle. Du har jo endnu en trofast Far i himmelen, som vil omfavne dig, og give dig den «bedste klædning.» Blot du kan vækkes, stå op og gå til din Far, som den fortabte søn gjorde det.

Da kan du straks bede en bøn som han synes om: «Far, jeg har syndet mod himmelen og mod dig. Forbarm dig over mig!»

Og selv om en sådan sjæl ikke straks kan bede så tilpas rigtig i tro og i Jesu navn, så er hans anger og omvendelse alligevel det som glæder Gud. Han hører nødråbet, ja, også de blinde ved vejkanten.

Læg så mærke til endnu et eksempel: Når Saulus, en stor Kristi fjende, endelig lå slået til jorden af Guds kraft, både fysisk og åndelig blind i Damaskus, da var han endnu ikke frigjort og lykkelig. Men da er det at der går ligesom et suk fra hans hjerte, et suk som i den barmhjertige Frelsers øre bliver som et mægtigt råb i natten, og som gør at Gud ikke venter til morgenen med at hjælpe. Nej, han vækker Ananias og driver ham til straks at finde den stakkels Saulus, for at trøste ham og tilsige ham syndernes forladelse. Og hvad er det Herren nævner som grund til at det haster? Jo, han siger: «For se, han beder.» Apg. 9:11.

Men det rette paradis i Fader vor åbnes egentlig først for din sjæl når du begynder at bede i tro - når du har fået fuld forladelse for al din synd og det vidnesbyrd at du er et Guds barn. Da først kan du i sandhed sige: «Far!»

Så kommer vi til den næste vigtige sandhed om dette ord. Der er nemlig ingen kristen som bør gå videre i bønnen Fader vor før han meget nøje har gennemtænkt følgende: Om han med et barnligt tillidsforhold mener det han siger i indledningen til bønnen; at Gud er hans kærlige Far, og at han er Guds elskede barn.

For hele bønnens trøst og kraft afhænger netop af, en virkelig hjertets tro på dette første ord i Fader vor.

Kan du af hjertet kalde Gud for din Far? Tror du af hjertet at du er Guds kære barn? Og har du tydeligt for dig hvad det vil sige? Åh, da skal du med salig tillid også bede det som følger videre i denne dyrebare bøn.

Men her møder vi forskellige problemer, til og med hos mange gudfrygtige sjæle. For det første har vi dem som endnu ikke er frigjorte og har liv i Gud. Det er sådanne som stræber og træller. De holder sig på en vis letvundet måde for at være et Guds barn. Men ikke i den inderlige, virkelige betydning som der menes når Kristus tager dette ord i sin mund. Det de lægger i det er mere dette at de er da ikke af verden, de er da kristelige, de er da sådanne som søger og elsker Gud.

I denne overfladiske mening kan man nok tale let om det at være Guds barn. Men at mene at man tilhører de kristelige, er slet ikke det samme som at tro at «Gud er vor rette Far og vi er hans rette barn». Hvad dette sidste betyder, vil du nemlig forstå af Kristi ord om at vi er hans brødre, som vi har nævnt tidligere.

Tænk nu endnu en gang over, og må Gud give os åbne øjne til at se, hvad det betyder når Herren på den dag han står op af graven efter at have fuldført sit forsoningsværk, begynder at tale sådan: «Gå til mine brødre og sig: Jeg farer op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.»

Går det nu op for dig hvad Guds barn vil sige? Her siger Herren først: «brødre.» Men ikke nok med det; for at ingen skal gå for let forbi hvad «bror» vil sige, så lægger han til: «Min og jeres Far, min og jeres Gud.»

Dermed har Herren Kristus jo udtrykkeligt vist os den egentlige betydning af bror. Og da får udtrykket Guds barn en så vældig betydning at englene i himmelen måtte skjule sine ansigter stillet overfor dette.

Guds barn! Det var dette vældige som Gud tænkte i begyndelsen, da han skabte menneskene, og det hver og en kan se med sine egne øjne: Alt det som findes på jorden, skabt for menneskene.

Menneskene, Guds børn! Netop det var det som gjorde at Guds evige Søn måtte blive menneskebarn, og på den måde bevise for enhver at vi er brødre. Men her må vi nok bekende at vore hjerter er alt for trange til rigtigt at fatte noget så stort. Og alligevel er det en så væsentlig forskel på den enes og den andens tro netop på dette punkt.

Den ene kan ligesom aldrig blive færdig med at undre sig over dybden, bredden og længden i denne herlighed. Han kan aldrig rigtig få det ind i sit hjerte, sådan som han ser det og tror det. Alligevel har han nu sin største glæde på jorden netop i dette.

Den anden, derimod, kan faktisk med lethed tro det, men har ingen forundring over det eller glæde af det. Så meget har han endnu ikke set af hvad det vil sige at være et Guds barn. Dette er den første fejl som gøres i troen på ordene Fader vor.

Det andet er at selv de levende Guds børn som en tid har frydet sig i troen på dette herlige barneforhold til Gud, på ny kan synke ned i sin egen fattigdom. De begynder at se på sig selv, og mister den rette barnlige tillid til Gud.

Enkelte beder da Herrens bøn med en vis ligegyldighed, sådan at de ikke selv er klar over hvad de siger og mener med ordene Fader vor. De går endda måske ganske let hen over dette. Af den grund bliver de tørre og uden glæde gennem hele bønnen. Andre har fået en bundet samvittighed. Det kan komme af at de har haft store fald, eller er sunket ned i store fristelser og synder. Dette møder dem så i bønnen med et skræmmende: Du vil bede til Gud. Du kalder Gud din Far, du som har gjort den og den synd, som erkender med dig selv dette og hint?

På en sådan baggrund opstår de største hindringer for at man kan bede Fader vor med den rette tillid. Måtte hver og en være klar over, at uanset hvilken af disse kategorier han tilhører, så er det af uvurderlig betydning at han ikke fortsætter på denne måde med at sige: Fader vor uden hverken at tro eller at mene noget med det! Grunden er den, at dette jo netop er det forhold selve livet afhænger af, det at have en virkelig barnlig tillid til Gud, og i ånd og sandhed kunne påkalde ham som vor Far.

Bliver samvittigheden på ny fanget under trældom, så man ikke vover at nærme sig den himmelske Far i denne bøn, eller man sover ind på ny, så man på letsindig måde siger: Fader vor uden at mene det man siger, så ledte det i begge tilfælde til åndelig død.

Det åndelige liv er et tillidsfuldt barnligt forhold til Gud. Dette udtrykker apostelen på denne måde: «I fik jo ikke trældommens ånd så I igen skulle frygte. Men I fik barnekårets Ånd som gør at vi råber: Abba, Fader! Ånden selv vidner sammen med vor ånd at vi er Guds børn,» Rom. 8:15-16.

Nøjagtig som i det første vi sagde om denne tekst, så er også i dette vi nu har omtalt det vigtigste at vi er oprigtige overfor Guds ansigt. Bort med al form for skuespil! Bed ikke Fader vor hvis du ikke mener det ordene står for, nemlig at Gud er din rette Far og du hans rette barn! Bed det i hvert fald ikke uden at «du jager efter det for at kunne gribe det,» altså efter at få denne frelsende tro ind i dit hjerte.

Stands ved de dyrebare ord Fader vor! Og gå ikke videre i bønnen før du har spurgt dig selv hvad de ord betyder, og om du virkelig er et Guds barn!

Dette kan nok føre en troskamp med sig, som gør at du ikke så hurtigt kommer videre til de andre bønner i Fader vor. Men det har så meget større betydning og velsignelse over sig, end om du farer gennem hele denne dyrebare bøn i tankeløshed.

Vor store lærer Luther skriver: «Her er det bedst at hver og en prøver sig selv når han går ind i sit kammer og begynder at bede, så han tænker efter hvad han siger. Og ligesom lægger ordene Fader vor på en vægt idet han siger: Hvad er det nu du beder? Hvad siger dit hjerte til dette? Er det sandt at du regner Gud som din Far og dig selv som hans kære barn? Hvis dit hjerte da svarer: Nej, eller: Jeg ved ikke, eller: Hvordan kan jeg tænke noget så stort og herligt om mig? Åh, hvorfor lader du da heller ikke være med at bede - når din mund kalder Gud for Far, mens hjertet beskylder både dig og ham for at hans ord lyver?

Eller hvorfor bekender du ikke meget hellere din svaghed og siger: Jeg kalder dig for min Far. Det bør jeg jo gøre både efter dit ord og din befaling. Men jeg frygter for at mit hjerte lyver. Det var selvfølgelig ikke så ilde om jeg kun lyver for mig selv, bare jeg ikke beskyldte dig for løgn. Åh, min kære Herre og Far, hjælp mig i dette så jeg ikke gør dig til en løgner.

Derfor, selv om jeg nok kender og erfarer at jeg desværre ikke kan sige Fader vor af hele mit hjerte - som heller ikke noget menneske på jorden kan sige fuldkomment og ret, (for da ville vi jo alle være fuldkomment hellige), så vil jeg alligevel forsøge. Og jeg vil begynde som et lille barn begynder at die sin mors bryst. Kan jeg ikke tro som jeg burde, så vil jeg alligevel ikke sige at noget af dette er løgn, eller vende mig bort fra det. Nej, jeg vil hverken lade det være, eller holde op med at øve mig i denne tro. Som Paulus siger, vil jeg «jage efter det», Fil. 3:12. Dagligt vil jeg lære at stave denne lektie til jeg kan både sige og mene Fader vor, og Kristi ord om at jeg er hans bror. Det kan gå så godt eller ilde det vil, ja om jeg stammer eller læsper. Gud giver mig i hvert fald nåde til at gøre lidt fremgang.» Så langt Luther.

 *

 Igen og igen må vi sige: Lad ingen ting i hele Herrens bøn være så vigtig for dig som dette første: At Gud er din Far og du hans barn.

Om du ikke er Guds barn, eller i hvert fald søger at blive det nu, hvad skal bønnen så tjene til?

Måske du er optaget med bøn, med andagtsøvelser og lignende åndelige sager, men er ikke et Guds barn, og søger heller ikke, frem for alt, at blive det. Ja, da er du netop som en skipper på et fartøj som har fået en så stor lækage at det i løbet af nogle timer vil synke, som ville have haft en mulighed for at nå havn, men alligevel ikke straks søger havn. I stedet fortsætter han i samme retning over de samme favne vand, bare optaget med at pudse sine klæder og ordne andre sager ombord i fartøjet.

Hvorfor være optaget med sådant - når han snart skal synke i dybet med det alt sammen? Hvad skal din bøn tjene til? Hvorfor beder du om noget som helst i Guds navn, om Guds rige, om Guds vilje, - når du ikke selv er hans barn, eller i hvert fald nu søger at blive det? Da er der jo heller ingen grund til at bryde dig om bønnen eller noget andet som hører Guds rige til.

Se hvor vigtigt det er, at du allerførst bliver klar over dit hjerteforhold til de første ord, Fader vor, før du fortsætter med at bede videre.

Selv om du ikke skulle komme længere i bønnen end til de første ord, så var det i sandhed nok for den dag - bare du ved Guds nåde får disse ord ind i dit hjerte, så du begynder at tro dit barneforhold til Gud. Det er den store hovedsag. Himmelen og frelsen er nu din. Og så kan du fortsætte med at bede: Min Far, helliget blive dit navn. Komme dit rige.

Det er slet ikke meningen at du selv, når som helst, kan tage denne frelsende tro til dig. Nej, meningen er bare at du ikke skal fremsige dit Fader vor overfor Gud uden i det hele taget at mene, tro eller være helt klar over hvad ordene indebærer. At du frem for alt må have som mål at få orden på det allervigtigste mellem dig og Gud, før du beder videre.

Farer vi løseligt hen over det forhold som er vigtigst, bliver det netop det som fører så meget falsk og vanskeligt i sjælen med sig. Den som er oprigtig i sit Fader vor, og virkelig tænker over hvad han taler om ind for Guds ansigt, vil derimod altid måtte have det ret med Herren for at kunne bede. Han vil altid og hurtigt måtte søge hjælp i situationer som vil ødelægge det gode forhold til Herren.

Dette barnets forhold er jo selve hjertet og livet i al kristendom. Og i Bibelen står der: «Bevar dit hjerte frem for alt det du bevarer, for livet udgår fra det,» Ordsp. 4:23.

Det kan måske blive en meget stor kamp at kunne tro denne din barneret hos Gud. Ja, - på grund af et eller andet forhold synes det måske ganske umuligt for dig. Vær da opmærksom på følgende som kan give klarhed over det: Hvad er grunden til at du ikke kan tro og hvile i din barneret hos Gud? Er det dette, at du ved med dig selv om en synd du bevidst lever i og som du ikke vil opgive, som at du f. eks. lever i had til et menneske og ikke vil gøre op med vedkom­mende? Er det nogen kødelige lyster, uærlighed i forretningsliv eller på arbejdsplads, altså åbenlyse kødelige gerninger som du lever i og som du ikke har tænkt at stoppe med?

Da kan det ikke nytte at bruge evangeliet i et forsøg på at overdøve eller dæmpe hjertets ægte modreaktioner. Da nytter det ikke at anstrenge dig for at tro din nådepagt hos Gud. Hele Guds ord strider nemlig så tydeligt og klart imod dette. Og Herrens Ånd, som skulle give dig troens vished og vidnesbyrd om din barneret hos Gud, er en ren og hellig Ånd. Den er sandhedens Ånd. Den kan ikke give dig trøst i noget som strider imod sandheden.

Du vil blive stillet overfor apostelens ord til troldmanden: «Du har ingen lod eller del i dette ord, for dit hjerte er ikke ret med Gud,» Apg. 8:21. Han siger ikke: For dine synder er for mange og for store. Men han siger: «Dit hjerte er ikke ret med Gud.» Men glæd dig over at han heller ikke siger: Derfor må du for altid være fortabt. Nej han tilføjer tværtimod: «Omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed Herren om at måske dit hjertes tanke måtte blive dig tilgivet.»

Tænk at ikke en gang troldmanden, som var så gennemsyret af hykleri og «lå i bitterheds galle og i uretfærdighedens lænker,» vers 23, ikke en gang han behøvede at gå fortabt. Nej, han kunne komme til Gud og bede om tilgivelse.

Men læg også mærke til at apostelen ikke uden videre siger til ham, at han straks skal «tro på Herren Jesus», men siger: «Omvend dig fra denne din ondskab!» Det samme siger Kristus jo: «Om dit øje frister dig til fald (til hindring for nådelivet), da riv det ud og kast det fra dig», Matt. 5:29. Han siger ikke: Så tro på mig, og du behøver ikke rive øjet ud.

Troen og en god samvittighed kan aldrig leve sammen med synder som forsvares. Gennem sådanne drives man altid bort fra nådestolen. Luther bemærker at der er mange som holder sig borte fra nadver og bøn på grund af at de ligger bundet i synder som hersker over dem. Det kan være had de ikke vil tage et opgør med, eller lignende. «Det bedste råd man kunne give sådanne», siger Luther, «ville være at de må vende sig fra synden og komme til Gud i sakramentet og bønnen. Dette ville i sandhed være bedre for dem end at fortsætte i sine synder og lade djævelen få både krop og sjæl.»

Åh ja, det siger Kristus også er meget bedre for dig; at du hellere tager lidelsen med at et øje rives ud og du kan opleve det evige liv, end at have to øjne og kastes i helvedes ild. Åh, gør nu det eneste rette: Flygt fra synden! Herlighedens krone er den store løn, selv om du vil lide når kødet korsfæstes.

Bliver du derimod værende i synden, bliver din bøn hindret. Da vil du heller ikke opleve Guds salige fred her på jord og den himmelske glæde i evigheden. Men læg mærke til at dette gælder synder som du tilbeder, ikke alene elsker. For kødet har altid sin gamle kærlighed til synden. Det gælder også de hellige. Nej, her taler vi om synd som du accepterer, undskylder, og som du er indstillet på at fortsætte med. Og det på trods af, at den ikke en gang er tvivlsom, men en åbenlys synd. Hvis man på den måde tilberedte sådant, så strider det altid klart mod troen og nåden.

Da er det helt anderledes med en kristen som siger: «Jeg elsker dig, synd, helt forfærdeligt. Men jeg hader og forbander min kærlighed til dig, og jeg råber til den almægtige Gud om hjælp mod selve denne kærlighed til synden.» Ja, hvis det er sådan du har det; at du ser og erkender din kærlighed til synden, men søger at blive løst fra den, da skal du sandelig ikke et øjeblik tænke på at flygte fra din kærlige Far, som jo har fået Sønnens soning for al verdens synd. Nej, da skal du straks flygte ind i hans favn og tro hans nåde med fuld vished.

Men nu må du være på vagt og lægge mærke til, at der ikke er tale om at du først skal vente på befrielse fra synden, før du skal tro nåden. For netop dette først at vente på det følbare, kan blive den største snare som djævelen kan fange dig med.

Det er alene ved tro du kan vente nogen befrielse. Se 1. Joh. 5:4 og Heb. 11. Kødet elsker synden. Ja, bestemte medfødte tendenser kan forfølge og plage os så længe vi er her på jord. Det er en tilstand som alle hellige sukker og klager over. Men Luther siger at sådanne synder, som vi selv på den måde dømmer, dem holder vi dermed ærligt og åbne frem for Gud. Vi har altid Kristi offer mellem dem og Gud, så de aldrig vil kunne fordømme os så længe vi bliver værende i Kristus, og synden dermed er korsfæstet.

Nej, når det gælder sådanne synder og lyster, da skal du bare stadigvæk, i dit hjerte, tage de store, evige sandheder som vor nådestand er grundet på til dig. Du skal kæmpe for dit evige liv og frelse, for netop at holde fast på din tillidsfulde barneret. For du skal være klar over at det djævelen stræber allermest efter, er at stjæle denne barneret fra dit hjerte og føre dig ud i mismod og trældom. Tag derfor nu hele Guds evangelium til hjælp. Tag sakramenterne, bønnen og brødrenes råd og forbillede til hjælp, så din samvittighed ikke skal blive draget ned i trældom, men at du i stedet må sejre over angrebene ved tro.

Nu vil du nok ofte opleve som det mest usandsynlige, at du kan være et Guds barn. Alt som er i dig taler ligesom imod noget sådant. Du synes du er meget mere lig et djævelens barn, særligt når en særdeles stærk natur bryder ud på en ubehagelig måde, eller der sker et fald som med Peter. Derefter følger ofte en langvarig tørketid i sjælen, og du får ulyst til både bønnen og Ordet. Netop da må du være særligt på vagt, så du ikke følger fornuften og følelserne, og glemmer de dybe, evige sandheder som vor himmelske barneret er grundet på.

Lad os tage et eksempel på hvor vigtig det er at være opmærksom på og at holde fast ved grundlaget for dette forhold, som ellers ser temmelig usandsynligt ud:

Lad os tænke os at der hvor du vandrer, stopper du op og fryder dig over et herligt palads du ser, som er omgivet af al mulig rigdom og skønhed både fra naturens side og hvad kunst angår. Ja, det fortoner sig for dig som hen imod et himmerige på jorden.

Et stykke vej derfra møder du så en fattig vandringsmand. Han er klædt i de mest elendige klæder, er støvet og afskyelig. Hvis så nogen fortæller dig at denne mand er arvingen til det skønne palads du passerede, så må det virke som den groveste løgn og skuespil i dine ører.

Men hvad så når du får den egentlige sandhed at høre, nemlig at den fattige vandringsmand netop da du mødte ham, er kommet hjem til sin slægts ejendom og hans arv efter en tur til udlandet som havde et meget uheldigt udfald for ham. Han var først blevet plyndret af røvere. Senere havde han selv bidraget stærkt til at ødelægge både krop og sjæl, til han omsider var kommet i den elendige tilstand han var i, da du mødte ham.

Onde magter havde længe holdt ham fanget så han holdt sig borte. Men nu, efter gentagne kald fra hans fars hus, er han endelig vendt tilbage for at tage imod sine fædres gods.

Ja, når du får den egentlige sandhed om det alt sammen at høre, da kan du tro det som lige før så fuldstændig usandsynligt ud. Og er alt dette, som svarer til Kristi lignelse om den fortabte søn, netop ikke også tilfældet med os? Mennesket er i sandhed en falden og forne­dret søn, og alligevel en himmelens søn, et virkeligt Guds barn. Hvor er denne underlige slægt ellers kommet fra? Hvem er menne­sket? Hvad er det skabt til? Er det ikke oprindeligt et Guds barn?

Vi vil vel ikke anse os på linje med dyrene? Eller hører vi til de forkastede ånders slægt? Ud over det den herlige skabelseshistorie åbenbarer om mennesket, bør vi også med egne øjne kunne se det samme, nemlig at mennesket var selve hovedformålet med hele Guds skaberværk. Alt det Gud skabte på jord, det skabte han jo for menneskene. Hvem skulle ellers have det alt sammen?

Tænk over hvad menneskene var for Guds hjerte! Men mennesket faldt, og det er faldets forfærdelige følger som vi nu forfærdes over.

Forestil dig så hen i stalden i Betlehem og spørg dig selv hvad du ser i krybben. Tror du virkelig at det lille barn der er Guds evige Søn, som kom fra himmelen og blev vor bror? Hør hvad der lyder som en hilsen fra himmelen til hyrderne på marken, og spørg dig selv hvad alt dette antyder om menneskene.

Hvem er menneskene - når Guds evige Søn er blevet vor bror? Er din elendighed større end alt dette som Gud har gjort?

Se videre på den kamp det kostede «den førstefødte blandt mange brødre,» Rom. 8:29, på korset, for at uskadeliggøre deres synd, tage lovens forbandelse bort og «fordømme synden i kødet,» vers 3.

Tæller du med dine synder mere end alt dette?

Bed Gud løse dig fra vantroens og djævelens anfægtelse og at du må få øjnene åbnet. Da skal du få en herlighed så stor, at du mere end gerne vil miste dig selv. I salig ydmygelse må du bare sige med Salme 118:23: «Af Herren er dette gjort, det er underfuldt i vore øjne,» og Ef. 1:5-6: «... idet han i kærlighed forud bestemte os til at få barnekår hos sig ved Jesus Kristus, efter sin frie viljes råd, til pris for sin nådes herlighed».

Kort sagt: Tænker du på din synd og uværdighed, så sæt alt det Gud har gjort, op imod dette. Tænk så efter hvad du og dit vejer imod det Gud har gjort!

Al min værste synd og ondskab beviser ikke noget som helst mere end vandringsmandens klæder, nemlig at han var en søn som havde været ude i hårdt vejr. Men hans fald og hans klæder kan da ikke omstøde det faktiske forhold - at han stadigvæk i virkeligheden er arvingen, og snart skal se ganske anderledes ud. Vi skal jo også en gang afklædes de sidste bevis på vore fald og vor tid i fornedrelse, for så at stråle i skøn, himmelsk pragt som de rette Guds sønner og døtre. Men mens vi endnu bærer på dette syndens og dødens legeme må vi passe på, at vi ikke glemmer hvad vi i virkeligheden er.

Det er derfor helt nødvendigt at vi holder fast ved hvad Gud selv har gjort og sagt om menneskene.

Går dine tanker igen til vilkårene for en ny fødsel, og er du ikke overbevist om at du er født af Gud eller ej, så tænk igen på hvad vi f. eks. har set om den indre strid, som det naturlige menneske har mod hvert punkt i Fader vor, og hvor modsat forholdet er for Guds barns vedkommende. Hvis du så midt i al din usselhed alligevel ikke kan fornægte at dit eget hjerte punkt for punkt sukker og er i overensstemmelse med denne bøn, sådan som vi tidligere har omtalt, - mens det hos det naturlige menneske er det helt modsatte - ja, så må en så total forandring af selve hjertet jo vidne om en ny fødsel.

Oplever du så, at hele dit indre ikke sukker efter noget andet så vigtigt som det at være et Guds barn, at intet andet end Frelseren kan trøste dig i denne sag, og at du derfor først og sidst ønsker dig den rette tro på ham og at være hans egen... da må det jo være dette som er at modtage ham. «Men alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn, de som tror på hans navn,» Joh. 1:12.

Følg da ikke naturen og djævelen, som aldrig vil at noget skal være nok til at give dig vished, så snart sjælen begynder at søge Kristus. Lad i stedet det store gennemgående vidnesbyrd i hele Guds ord være det som tæller for dig. Slip ikke ordene Fader vor før dit hjerte i det mindste har fået noget af denne herlige trøst. Gør som så mange Guds børn, som i enkel bøn gentager ordene i Fader vor for sig selv, samtidig med at de nøje gennemtænker grundene til at vi kan sige dette, indtil det virkelig glæder dem helt inde i hjertet.

De dvæler f. eks. i sine tanker ved sådanne sandheder: Fader vor, du som skabte os til børn, og skabte alt som findes på jorden for vor skyld (tænk!). - Fader vor, du som gav os din evige Søn for at han skulle blive vor bror (tænk!), og borttog syndens fordømmende magt ved korsets død (tænk!). Fader vor, du som selv har sagt vi skal kalde dig Far, og sagt at vi er dine børn. - Når jeg ved alt dette tør jeg ikke lade være at regne med dig som min rette Far. Ja, din elskede søn har jo kaldet sådanne disciple som endnu var fulde af skrøbeligheder, for sine brødre. Og han blev jo givet så vel for mig som for dem - og de var syndere så vel som mig - og du, Gud, gør ikke forskel på folk. Det som gjaldt for dem må også gælde for mig.

Åh, så giv mig da nåde til at kalde dig for min Far af hele mit hjerte, så jeg ikke begår den frygtelige synd at gøre dig til en løgner! Det er jo også din lyst at vi tror og anser dig for vor Far. Du Fader vor, som er i himmelen, en mægtig Herre over alt, du kan jo på et øjeblik give mig din Hellige Ånd så jeg får en fast og stærk tro. Du er jo altid nær hos os alle dage indtil verdens ende. Uanset hvor jeg går eller ligger, så ser du mig og hører alle mine bønner. Giv mig så den dyre gave at tro på dig og være dit barn, for dit navns skyld, kære Far.»

 

Den første bøn:

Helliget blive dit navn.

 I vor gennemgang af indledningen til Fader vor, så vi hvor helt og holdent umuligt det er for det naturlige menneske at kunne bede denne bøn ret. Vi fandt at al bøn må være hjertets, ikke alene en tankens sag. Og at det igen forudsatte at vi måtte få et sådant nyt hjerte, noget som alene kunne ske ved en ny fødsel. Alene dette genfødte hjerte har nøjagtig samme nød, begær og ønsker som udtrykkes i disse bønner.

Hvor vigtig denne konklusionen er, skal vi nok også erfare når vi nu skal gennemgå den første bøn. Hvilket menneske er det vel som er optaget med at Guds navn må blive helliget? Er det ikke alene den som er blevet både korsfæstet og frelst ved dette navn? Det er alene et fuldstændigt nyt hjerte som er optaget med sådant.

Hvis der var spørgsmål om vore gerninger, for ikke at tale om vort navn, når f. eks. Gud siger: Du skal ikke slå i hjel, du skal ikke bedrive hor, du skal ikke stjæle, - ja da kan det nok være noget som vækker et menneske, noget som engagerer os. Men når det bare hedder: Helliget blive dit navn – hvem oplever da noget vækkende ved de ord? Hvem er det som er optaget med sit forhold til dette som har med at Guds navn bliver helliget?

Vær da opmærksom på at dette netop er den første bøn - som Herren Kristus altså så som den allervigtigste.

I sandhed har vi her et forhold som sætter os på prøve og åbenbarer vor indre tilstand før vi rigtig er begyndt at vurdere tilstanden.

At engagere sig i ydre gerninger, det kunne så vel farisæere som hyklere. Men at have Guds navn som sigtemål, - i hele sit væsen, i ord og gerning have øjet fæstet på Guds navn og det som fremmer dets ære - til det kræves et åndeligt sind.

For at det skal blive lidt mere tydeligt for os hvad det er vi antyder med dette, vil vi nu se på hvad der egentlig er meningen med denne bøn: Helliget blive dit navn. Den må nok have både en dybere betydning og en større vægt end selv det som straks blev tydeligt for os. Det må vi regne med når Kristus, som nævnt, har ladet dette være den første bøn. Desuden finder vi at denne bøn tydeligt er optaget med det samme som det andet bud i Guds lov: Du skal ikke misbruge Herren din Guds navn. Og dette er det bud som Herren har knyttet denne frygtelige trussel til: Herren vil ikke lade den ustraffet som misbruger hans navn.

Når en så præcis betydning altså er lagt på dette bud og denne bøn, så burde hver og en begynde at ane at her må der ligge en stor hemmelighed skjult - samtidig med at samme bud og bøn synes at være de mindst vigtige for alle sædvanlige mennesketanker.

Hvad kan Herren Kristus så mene med bønnen: Helliget blive dit navn? Vi indser i sandhed først hvad Luther siger: «Guds navn er hellig i sig selv. Men vi beder i denne bøn at det også må helliges2 i os». Men hvordan sker så dette? Jo, i Luthers korte, men meget omfat­tende forklaring får vi også at høre hvordan dette i hovedsagen foregår: «Når Guds ord læres rent og klart, og vi lever efter det i et helligt liv som det sømmer sig Guds børn. Den som lærer og lever anderledes end det Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn iblandt os».

Men hvad der ligger i dette at Guds ord læres rent og klart, og at vi lever helligt, som det sømmer sig Guds børn, at Guds navn på den måde helliges - og under modsatte omstændigheder vanhelliges - det er jo netop det som bør undersøges nærmere. Og får vi nåde til at se dette ret, og at hjertet kan gribe dette, så vil denne bøn nok skabe stor uro i mange hjerter, og i højeste grad blive en vigtig bøn for os.

Lad os allerførst begynde denne undersøgelse med at tænke over hvad Guds navn vil sige. Hvad er Guds navn? Guds navn er alt det som fortæller os hvad Gud er med alle hans guddommelige og fuldkomne egenskaber. Men for at kunne svare hvad Gud er, må vi se på hele hans åbenbaring på jord - og alligevel ville vi bare fatte ham ufuldstændig. Nu har Gud først og fremmest åbenbaret sig i skaberværket. I den åbenbaring ser vi så og sige kun hans ydre. Men hans hjertes tanker, hans guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, hans vilje og råd med hensyn til os mennesker, ville fortsat være skjulte hemmeligheder i al evighed, om han ikke også havde åbenbaret sig i sit ord. Først i det skrevne Guds ord, og senere i det egentlige Ord i dybeste betydning, da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, som glansen af Guds herlighed og et billede af hans rette væsen. Derfor behøver vi også hele Guds ord for at lære at kende ham.

Kort kan man sige at det er ikke let gjort at sige hvad Guds navn er. Det antyder Herrens engel også da Manoah spurgte ham om hans navn. Han svarede: «Hvorfor spørger du om mit navn? - Det er et underfuldt navn», Dom. 13:18. På samme måde spurgte Moses om hans navn og fik som svar: «Jeg er den jeg er», og derefter: «Jeg er», 2. Mos. 3:14. Det er dette navnet Jehova betyder. Dette er hans majestætiske væsens navn. Og han har givet mange tilføjelser til dette. Tilføjelser som skildrer både forfærdelige og herlige egenskaber ved hans navn. Det er for eksempel et navn som kan gå gennem marv og ben i os, når han siger: Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud - eller når han kaldes en fortærende ild, en forfærdelig Gud for alle ugudelige - den almægtige, retfærdige, hellige, store.

Men Guds ord flyder også over af gode og salige navne på vor Gud. Han kalder sig for den barmhjertige, nådige, tålmodige, trofaste. Særligt sådan som han åbenbares legemlig til vor frelse, bliver Gud kaldet Immanuel, det betyder: Gud med os. Og videre kaldes han Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Far, Fredsfyrste, Esajas 9:6. Han kalder sig også vor trøster, ven, hyrde, brudgom, bror, og i denne bøn vor Far.

Men hvem kan udregne alle Den Højestes navne? De er udgydt over alt i Guds ord som den herligste balsam. Salomo siger: «Dit navn er en udgydt salve», Højs. 1:3. Kort sagt: Hele Guds ord udgør eller udtrykker Guds navn. Men hvordan skulle vi undlade særligt at minde om dette navn som er navnet over alle navne, det navn som er herligere for syndere end alle navne som nogensinde vil kunne nævnes i himmelen og på jorden. Det navn som giver liv til dem som slider og bærer på tunge byrder, som trøster dem som sørger, læger de sårede, løser de fangne, gør de fattige rige, udsletter synder, gør retfærdig og frelst! Det er det dyrebare navn som Gud har givet os i sin Søn, det trøstefulde navn Jesus.

I dette navn har Gud lagt hele sit hjertelag overfor syndere, sit evige frelsesråd, sin evige kærlighed, sin barmhjertighed, sin tålmodighed, sin trofasthed. Alt som kan gøre en synder frelst er samlet i dette navn Jesus. Dette korte navn er et helt evangelium, og betydningen af det er: Synderes frelse.

Men nu opdager vi noget: Mens vi ser på disse betydningsfulde Guds navne, så vel som andre hellige Guds ord, så begynder Gud selv at fremstå for vor sjæl, ligesom forklaret, stor, herlig, hellig, nådig - efter hånden som vi betragter de forskellige navne og skildringer af ham. Dermed kan man sige at det ikke bare er en hebraisk udtryksmåde at sige Guds navn, når man mener Gud selv. Det bruges jo også af os når f. eks. nogen taler nedsættende om sin næste, om hvad han har sagt eller om hvad han foretager sig. Da siger vi at de sværter hans navn til.

Tænker vi over alt dette, ser vi at det som gør at Guds navn bliver helliget, er alt det som gør Gud herlig og stor for sjælene så de kan kende ham, ære og elske ham på ret vis. Mens derimod alt som bidrager til at ødelægge Gudsbegrebet eller mindsker respekten for ham og hans ord, hans værk og hans sag på jord, er det som vanærer hans navn.

Vi kan let forstå at alt dette først og fremmest sker ved at nogen «lærer anderledes end Guds ord lærer». For det første får vi nemlig en falsk forestilling om Gud gennem selve den falske lære, sådan at man i tilsvarende grad ikke kan kende, frygte eller elske ham. For det andet: Al vildfarelse hos dem som bekender sig som kristne og dem som forkynder Guds ord, fører til at hele Guds sag bliver skadet. Det fører til foragt for Guds ord og Åndens værk, som sædvanligvis får skylden for alt blandt de blinde kritikere når de ser hvad de ufuld­komne eller også falske kristne foretager sig. På samme måde virker også et vanhelligt liv hos dem som går for at være Guds folk eller tjenere, og som i større grad end andre er engageret med hans ord. Det giver kritikeren mulighed, det forvirrer de svage, og fører til at de som står udenfor tænker og taler ilde om Guds sag og Kristi evangelium.

Hvad så når dette fører til at menneskenes sind vendes bort fra det aller helligste i himmelen og på jorden, og fra det eneste middel til evig frelse for deres udødelige sjæle? Når «den som Kristus er død for» føres bort fra Guds ord og Guds vej, når hans bytte, hans dyrekøbte får føres bort fra Ham - så er dette jo en gerning så forfærdelig! Kan man tænke sig noget værre?

Alligevel, hvis din sjæl sover tungt, så er dette nok bare en bagatel for dig - noget du måske aldrig tænker på. Men har du et vågent hjerte, betyder Gud, Frelseren, hans evangelium og hans dyrekøbte sjæle virkelig noget for dig. Da vil dette være så alvorlig en sag for dig at du hellere vil være død og gemt tre meter under jorden, end at du skulle leve til vanære for din Frelser og evangeliet, og være med til at føre andre sjæle i fortabelsen.

Det er rigtigt at «de alle sov». Det kan ske at en kristen ind i mellem glemmer sig væk og ikke tænker over hvad det han siger og det han foretager sig, kan føre med sig. Men sædvanligvis er der ikke noget hans hjerte er så fintfølende overfor som netop dette; at han kunne komme til at bidrage til at evangeliet blev vanæret. Derfor er det på dette område at sjælene bliver sat på prøve før de aner.

 *

 Så vil vi se lidt nærmere på hvordan det egentlig foregår at Guds navn vanæres. Nu tænker vi ikke på det grove misbrug af Guds navn blandt ufrelste, dette at det store, herlige navn letsindigt indblandes i forfængelig tale i alle slags forhold. Alligevel skal vi være klar over at hvor lidt vi end tror dette har indvirkning på Herrens store og kærlige hensigt med menneskene og deres sjæles frelse, så er det tværtimod netop en af de mest effektive opfindelser fra denne verdens fyrste. Han ved nemlig at kan han bare få hele verden til flittigt at misbruge de hellige navne og andre dyrebare bibelord, så vil de samme navne og ord senere ikke betyde meget for disse sjæle.

Gennem sådanne vaner fører misbruget til at deres ører lukkes og bliver døve, så de senere kan høre hvad som helst uden at der bliver den mindste virkning af det. Dette er der nok mange som ikke er klar over. Men dette er den gamle slanges strategiske plan med hvordan han bruger verden i sin krigsførelse.

Så går verden videre i al slags ugudelighed. Parallelt med bekendelsen af Kristi navn, vanhelliges det dermed. Og hver gang hans bud frækt bliver forkastet, demonstreres det at man ikke frygter Gud eller tror på ham. Dette vil vi nu ikke sige mere om. For verden i sin almindelighed kan egentlig ikke udrette så meget til at vanære Guds navn. Fordi de fleste indser jo at verden ikke har noget med Gud og hans ord at gøre. Tværtimod tænker de fleste vel, når det gælder de verdsliges vanære af Guds rige, at de jo lever og synder i sin egen verden.

Nej, skal Guds ord og navn virkelig vanhelliges så det får vidtræk­kende følger, så sker det gennem dem som ved sit liv har et udpræget tæt forhold til Guds ord. Det sker gennem dem som står frem som Guds ords repræsentanter og sagførere, om man så må sige. Som tilfældet er med dem man kalder Ordets tjenere og venner. De som på grund af sin stilling eller af egen trang omgås meget med Guds ord og forkynder det overfor mennesker. Hvis disse ikke lærer og lever ret efter Guds ord, vil det føre til at Guds ord bliver vanæret. Fordi de er i en sådan stilling at det de taler og det de foretager sig sættes i forbindelse med Guds ord.

Der er ikke noget som så tydeligt fører til at Guds navn vanæres, som ved utro forkynderes hykleri og ugudelighed. Ved noget sådant lærer store menneskemængder jo at foragte Kristi navn og evangelium. Dette sker gennem sådanne forkyndere som på talerstolen optræder andægtig, og taler smukt om Gud og hans ord. De revser også tilhørernes synder. Men selv lever de i al mulig slags ugudelighed. Dermed må alle og enhver jo tænke at han ikke selv tror på det han forkynder for andre. Og hvem kan da undres over at mange tænker? Når præsten, som har studeret dette, ikke selv tror på det han forkynder - da kan det ikke betyde meget med al den religion. Da behøver jeg heller ikke at tage det så nøje eller så alvorligt. Hvordan bliver Guds navn helliget gennem noget sådant?

Paulus forklarer også hvordan «Guds navn bliver spottet» på denne måde, når han siger: «Om du kender hans vilje og dømmer om de forskellige ting, fordi du er oplært i loven, og regner dig selv for at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørket, en opdrager for uforstandige, en lærer for umyndige, siden du har den rette form for kundskab og sandhed i loven: Du som altså lærer en anden, lærer du dig selv? Du som forkynder at man ikke skal stjæle, stjæler du? Du som siger at man ikke skal bedrive hor, bedriver du hor? Du som har afsky for afguderne, fjerner du deres templer? Du som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at bryde loven! For på grund af jer bliver Guds navn bespottet blandt hedningerne», Rom. 2:18-24.

Nu er det tydeligt at det er deres blindhed som gør at verden foragter Kristi evangelium på grund af at sådanne forkyndere lever efter sit kødelige sind. Herren og hans evangelium har jo ikke noget som helst med dette at gøre, for de er ikke hans tjenere. Som regel har de aldrig været hans tjenere, som oftest fordi de aldrig er gået gennem døren som er Kristus, Joh. 10. De er gået ind på anden vis, nemlig på en vej som kun bestod af menneskelige former, fordi Herren «ikke havde sendt dem», Jer. 23:31 flg. Ja, de fleste havde ikke en gang et ydre kald - der var nemlig heller ikke noget menneske som havde opfordret dem til tjenesten. I letsindighed havde de selv valgt det kald - i stedet for et andet virke. Og behøvede da bare gå en vej som var baseret på visse former. I kraft af de samme former var de også sikret stilling. Og selv om de en gang havde fået et ret kald, som også Judas havde fået, så er de altså nu blevet hans utro tjenere. Derfor er det i sandhed en blindhed af verden når Herrens ord foragtes på grund af sådanne. Det er som om man ville have givet Kristus eller Johannes eller Peter skylden for hvad Judas gjorde.

Men kan man forvente mere af denne blinde verden end at den bedømmer lærens troværdighed ud fra præstens tro? Guds ord bliver foragtet, Guds navn i den grad vanæret, at meget andet bliver at regne for småt ved siden af dette. Så her er i sandhed et stort bønneemne for alle Guds børn: Helliget blive dit navn! Hold anstød borte fra din menighed! Giv dine forvirrede får hyrder efter dit hjerte, så de trofast og modige, i liv og lære, kan bidrage til at dit store navn forherliges, så hele verden kan se at du er Gud og ingen anden!

Men i samme grad som opmærksomheden rettes mod dem som elsker Herren, det gælder både forkyndere og tilhørere, i samme grad bliver det vigtigt for disse at våge og skærpe opmærksomheden mod alt som tjener til hans hellige navns ære. Al fremgang for Kristi rige her på jorden afhænger af at selve Kongens navn bliver stort og holdes hellig. Derfor er denne bøn også med al ret den første.

Hvad er det så disse, som elsker Gud og hans ord, og som særligt har alles øjne rettet mod sig, særligt må huske på, for at kunne bidrage til at Guds navn bliver helliget? Først, når det gælder læren, er det ikke nok at man ikke forårsager forargelse ved falsk lære. Det kræves selvfølgelig også at alle Guds egenskaber ifølge Ordet bliver holdt frem, så menneskene kan få et sandt og helt billede af den store Gud. Han må skildres som både hellig og nidkær, så sjælene kan opvækkes af syndens søvn, og i sand omvendelse søge forsoningen i Kristi blod. Forkyndelsen og vidnesbyrd må også vise hen til en fuldkommen Frelser, så vakte sjæle som endnu er bundet af loven kan blive sat fri fra «trældommens åg» som hindrer enhver i at synge Herrens sang og hellige hans navn. De må føres til den troens fred og salighed som føder nye villige hjerter i dem til Herrens pris.

Når på den ene side Herrens hellighed og dom både forkyndes og indprentes hos de unge, ja hos alle mennesker, bliver det også nødven­digt at forkynde Kristus. Så de bange, de svage, ulykkelige og fortabte sjæle bliver draget frem fra sit trældomsmørke og sin forsagthed, så de bliver frelst og frigjorte. Da vil de også fryde sig i Herren, og begynde at prise det dyrebare Jesusnavn. Da bliver Guds navn helli­get.

Det er ikke noget godt tegn, og Guds navn bliver ikke helliget, der hvor der ikke er nogen erfaring hverken af lovens arbejde eller glæden i Herren. Hvor bare forstand, menneskelige tanker og ord, beslutninger og lovgerninger findes, men ingen kærlighed, ingen fri bekendelse af nåden, ingen hellig lyst og kraft. Kort sagt: Der høres ikke den karakteristiske Guds folks nye sang: Du er slagtet og købte os til Gud med dit blod. Men da hver og en altid taler det som hjertet er fyldt af, så hjælper det ikke her med gode fortsætter eller beslutninger. Alene Den Hellige Ånd kan udrette noget.

Derfor har vi igen et emne for alle Guds børns bøn: «Helliget blive dit navn! Herliggør din Søn, for at din Søn kan herliggøre dig. Fyld alles hjerter med hans kærlighed, så vi kan prise hans navn. Bevar dine børn fra al vildfarelse og alle gerninger som kan føre til at dit navn vanæres. Led dem i en hel og sand Ordets lærdom. Så Gud kan blive kendt på den rette måde, så han kan blive frygtet, æret, elsket og takket af glade, Guds børns hjerter».

Men hvordan Guds børn skal bidrage med et helligt liv til at Guds navn bliver helliget, det har Ordet talt særlig meget om. Vor Herre Kristus siger i den vigtige afskedstale til sine disciple: «I dette er min Far herliggjort at I bærer meget frugt, og I skal blive mine disciple», Joh. 15:8. Derfor lægger han også denne alvorlige formaning ind på alle Guds børns hjerter: «Sådan skal I lade jeres lys skinne for menneskene, så de kan se de gode gerninger I gør og prise jeres Far i himmelen», Matt. 5:16. Og apostelen Peter vidner: «For sådan er det Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på uforstandige og uvidende mennesker», 1. Pet. 2:15.

Men her kommer vi til noget af det mest sørgelige man kan tænke sig blandt kristne mennesker. Mange som står frem som venner af Guds ord giver alligevel «djævelen rum» på mange markante områder. Det er et forhold som i sandhed burde vække alle Guds børn til at bede den første bøn i stort alvor. Åh, om sådanne mennesker hellere ville lade være at tale et eneste ord om Gud, når de på den måde som er nævnt vanhelliger hans navn.

Nu taler vi ikke om de svagheder oprigtige sjæle kan have, som de græder over ind for Gud og bekender og tager sit opgør med overfor sin omgangskreds. Dermed bliver det ikke til forargelse. Nej, vi tænker nu på dem som fortsat praktiserer, forsvarer, ja nærmest fremholder positivt en eller anden åbenlys synd. Det kan være handel eller vandel til egen fordel og/eller anden uretmæssighed. Det kan være den kolde skulder overfor en underordnet, uredelighed i forretningsforhold og lignende, som medfører at Jesu dyrebare navn tilsøles.

Når sådant kan fortsætte og godtages må det ligestilles med Judas Iskariots synd. Og når de som lever sådan alligevel, ligesom han, tager plads blandt Guds børn og der taler et åndeligt sprog, men så i det daglige, som foran nævnt, er til forargelse med sit liv eller sin tale. Da er alt dette jo netop at forråde Menneskesønnen med et kys, nøjagtig som Judas. Åh, de burde frygte for hans brændende nidkærhed. De har jo ført skam over hans hellige evangelium.

Men så har vi også dem som selv er ligeså kødelige som disse, men som har et langt mere uangribeligt ydre. De fremholder måske netop de forannævnte som dårlige eksempler på dem som omgås Guds ord. Selv tager de afstand fra disse, og vil med sine udtalelser antyde at hele flokken af Ordets venner består af sådanne. De dømmer hele venneflokken lig med det en Judas foretager sig.

Er nu dette egenretfærdige menneske, som synes at være noget bedre end verden, så er det ikke noget som den grad synes at lykkes i at vende de enfoldiges sind bort fra Guds ord, som netop denne kritiske tale om Iskariots synd fra netop disse menneskers mund. Havde de været Herrens sande venner som havde omsorg for hans navns ære, så ville de altid i gudsfrygt kunne skelne mellem de falske disciple, og på den anden side den flok som holder sig til Herren og hans ord.

Kærligheden glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig over sandhed - kærligheden praler ikke, 1. Kor. 13. Den er ganske varsom i bedømmelsen af alt som kan virke ind på evangeliets omdømme, og vil hellere dække over, end at blæse de skrøbeligheder op som altid vil hænge ved discipelflokken.

Og når vi er inde på det at synliggøre Iskariots gerninger, så må en kristen altid være klar over det forhold at en flok disciple aldrig vil kunne bestå af ene selvsikre mænd. - Nej, da ville den nok ikke kunne hænge sammen længe. Det er det samme som at man ikke i noget land kun finder falske mønter. Det ville ikke gå, om der ikke også fandtes ægte mønter, præget med samme ydre hovedsymbol.

Ligesom en Judas findes der også en Peter i discipelflokken. Også han fejler og forløber sig. En gang huggede han øret af ypperstepræstens tjener. En anden gang fører menneskefrygt til at han siger en usandhed - han nægter at kende sin Herre. Også hos de trofaste disciple findes endnu fejl og mangler.

Men lad os lære noget af de to eksempler fra Peters historie. Af det første eksempel skal vi lære hvordan den bør forholde sig som ser en kristens skrøbeligheder. Når Peter huggede øret af tjeneren, skyndte Jesus sig at læge det. Men gav en alvorlig formaning til den discipel som gjorde dette. Sådan skulle vi også skynde os at gøre skaden god igen efter en brors fejl eller fald, så det ikke skulle føre til vanære for evangeliet. Men derefter skulle vi også give den bror som havde fejlet, den formaning han behøvede.

I det andet tilfælde lægger vi mærke til hvad der gør at faldet til en tro discipel ikke skader evangeliet: Peter går ud og græder bittert. De tårer taler også i dag, så hele verden erkender at Peter var en discipel som i sit hjerte var både tro og oprigtig. Og som derfor aldrig vil blive kaldt hverken en løgner, en fornægter eller en sværger. Han har derfor aldrig givet noget menneske grundlag til at tro at sådanne synder går an i de kristnes flok.

Det som jeg selv med oprigtig anger modstår og tugter hos mig selv, kan derfor selv ikke af de mest uforstandige belastes evangeliet - men må ene og alene tilskrives mit eget onde kød. Vi kan aldrig våge og leve livet stille nok. - Hvor vigtig det da er, når vi står overfor dem som ser vore fejl og synder, at vi erkender dem som netop det de er. Da skulle det alt sammen ved Guds trofaste ledelse, ligesom ved Peters fald, føre til alvorlig lærdom for vore omgivelser - og ikke til vanære.

Hvor ofte er det ikke hændt at det en kristens pletfrie liv ikke kunne udrette hos et andet menneske, det skete gennem hans mærkbare anger over en fejl han begik.

 *

 Åh, hvor vi først og sidst må våge over hele vort liv, vore ord og gerninger, så vi ikke på nogen måde giver grund til at det kristne navn ringeagtes. Dette kan der aldrig tales stærkt nok om. Apostelen siger: «Vi vil ikke på noget område give mennesker grund til anstød, for at tjenesten ikke skal kunne lastes. I alt viser vi os som Guds tjenere: i stor tålmodighed, i trængsler, i nød, i angst, under slag, i fængsler, under optøjer, i hårdt arbejde, under nattevagt, i sult, i renhed, i kundskab, i langmodighed, i godhed, i Den Hellige Ånd, i oprigtig kærlighed», 2. Kor. 6:3-6.

Hvor vi end færdes bør vi hver især leve sådan at verden med sine egne øjne kan se hvad Guds ord og nåde virker hos dem som søger efter dette. Ganske rigtig kan denne verdens mennesker aldrig vurdere dette ret. Men det vil da alligevel blive en almen opfattelse at f. eks. en kristen tjener er den bedste tjener, et kristent ægteskab er det bedste ægteskab, en kristen håndværker er den bedste håndværker, en kristen forretningsmand den bedste forretningsmand, en kristen nabo den bedste nabo.

Da bliver Guds navn æret og holdt hellig, og Guds rige bliver fremmet iblandt os. Selv de bedste ord ville aldrig kunne udrette så meget til menneskers omvendelse som at de kristne levede sådan.

Hør så også hvad apostelen formaner: Hold jer borte fra al slags ondt! 1. Tess. 5:22, og ikke bare det som er åbenlyst ondt, men også det som kan lede til at de svage og uforstandige tager anstød. I dette spørgsmål gik apostelen så langt at han i frygt for at lægge nogen hindring i vejen for Kristi evangelium, 1. Kor. 9:12, ikke bare afholdt sig fra meget som var helt uskyldigt. Han afholdt sig også fra det han vidste, var rigtig i sig selv, hvis han var blandt mennesker som endnu havde en anden opfattelse af forholdet.

Han beviser i 1. Kor. 9 at han ifølge Ordet havde ret til at leve (være lønnet) af at forkynde evangeliet. Ligeså at han var fri fra loven som forbød at spise kød m.m. Men, siger han, denne ret har vi ikke benyttet os af. Vi tåler hellere alt for ikke at lægge nogen hindring i vejen for Kristi evangelium. Han var nøje med hvordan han udtrykte sig, og med sin kristne færd, sådan at når han var blandt jøderne, som stadig holdt sig til den levitiske lov, rettet han sig til og med efter deres forskrifter, gik i templet, rensede sig efter nævnte lov osv. Men når han var blandt hedningerne snakkede han ikke et ord om den lov, men rettede sig efter hvor langt de var kommet i sin opfattelse af de forskellige ting.

Han gjorde sig på den måde til en frivillig træl under alle og hvor de stod i sin udvikling i disse forhold - alt bare for at han kunne vinde dem for Kristi evangelium. Hans egne ord om netop dette er: «For selv om jeg er fri overfor alle, så har jeg gjort mig til alles træl, for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde, for at kunne vinde jøder. For dem som er under loven, er jeg blevet som en som er under loven, selv om jeg selv ikke er under loven, for at vinde dem som er under loven. For dem som er uden lov, er jeg blevet som om jeg var uden lov, selv om jeg ikke er lovløs for Gud, men lovbundet for Kristus, for at vinde dem som er uden lov. For de svage er jeg blevet svag, for at vinde de svage. For dem alle er jeg blevet alt, for i hvert fald at frelse nogen», 1. Kor. 9:19-22.

Ja, dette er den rette nidkærhed og den rette visdom! Udelukkende for at han ikke skulle bevirke nogen hindring for Kristi evangelium, men tværtimod hellere kunne vinde de fleste, er han, som vi netop læste, træl for alle dem som står udenfor. Ja, i en så udstrakt grad at han afstår fra sin frihed både på talens og madens område. I 2. Kor. 5:13-15 siger han: «For om vi var fra os selv, så var det for Gud, og er vi ved sans og samling, så er det for jer. For Kristi kærlighed tvinger os, og så har vi gjort det klart for os: Når én er død for alle, så er de alle døde. Og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dem».

Læg mærke til hvad det er som bør bevæge os til en så streng opmærksomhed rettet mod os selv: Kristi kærlighed tvinger os, og videre: Kristus er død for alle. Her ser vi den lov som gælder for de kristnes liv: Ikke længere leve for sig selv! - ikke for os selv, men for ham som er død og opstået for os. Vi ejer os ikke selv - Han har købt os dyrt!

Åh, skulle al Guds kærlighed ikke tvinge os, så vi vedblivende kun så på hans store navns ære når det gjaldt alt det vi skulle foretage os, enten det var i tale eller i gerning - hvis vi bare havde det rette syn på hvad han har gjort for os, hvordan alt det som findes på vor jord er skabt for os, hvordan alt det vi har til krop og sjæl, øjne, ører, fornuft og alle sanserne er noget vi har fået af ham. Det samme gælder alt det vi behøver og alt det som styrker og glæder os. Det er alt sammen gaver fra ham. Men over alt andet: Sandheden om at han gav os sin evige Søn, som blev vor bror og frelser, som ofrede sit hellige og dyre blod så vi ikke skulle fortabes på grund af vore synder, men først her i tiden have en stadig nåde og venskab med Gud, og derefter det evige liv i himmelen! Åh, hvad skylder vi ham ikke for alt dette?

Tænk så også over al den nåde som netop du har erfaret da Gud ved sin Ånd vækkede dig op af syndesøvnen, udvalgte dig fra verden til at være hans egen, og gav dig visheden om at du var benådet og om din barneret til himmelen, så du af hjertet kan sige: Fader vor! Ja, du ved at du kan regne dig som hans elskede barn. Når han så stadig forlader dig alle dine synder, trøster og styrker dig, og indtil i dag har bevaret dig i nåden! - Skulle Kristi kærlighed da ikke gennem alt dette tvinge dig, så du i alt hvad du foretog dig, med et villigt hjerte tænkte på hans ære - og gerne som Paulus gøre dig til alle dårers træl og alle svages tjener!

Er det ikke herligt at se når en kristen ganske enkelt af evangelisk trang altid har dette mål: Evangeliets ære og medmenneskers bedste? Når man møder en kristen som ikke kan gøre noget, heller ikke tale, spise, drikke, eller klæde sig - uden at han tænker over om noget af dette kunne have nogen indvirkning på evangeliets omdømme eller på de svage som så ham!

Men, har disse ting nogen sammenhæng? siger du måske. Skal Guds navns ære være afhængig af noget som helst ved mig? Svaret er: Ikke af dig eller dit, hvis du ikke er en kristen. Men lad os prise Gud! Der er virkelig en sådan sammenhæng mellem Kristus og de kristne, at hele verden respekterer eller foragter Kristi navn på grund af de kristne - alt efter hvordan de lever. Så er vor sag fælles - altså Kristi sag og de kristnes. Men, siger du måske, skal jeg ikke være fri i de forhold som jeg ved at jeg ikke foretager mig noget virkelig galt i? Skal jeg være en træl under dem som ikke har bedre forstand på disse forhold?

Svar: Du skal være fri! Men det er Kain som siger: «Skal jeg passe på min bror?» Sådan siger en kristen ikke. Vi har også set at Herren har retmæssige krav på os: At vi ikke skal leve for os selv. «Han er død for alle». Hvem er vi da? Har vi ret til at leve uden at tænke på den almægtige skabers og Frelsers ære? Apostelen siger også: «Alt det I gør, i ord eller gerning», og videre: «Enten I spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør alt til Guds ære. Vær ikke til anstød, hverken for jøder eller for grækere eller for Guds menighed», Kol. 3:17, 1. Kor. 10:31-32.

Men udover det at vogte os for sådanne ord og gerninger som altså kan virke til forargelse, skal vi også være opmærksomme på at vi som kristne bør være et virksomt og hjælpsomt folk, rige på gode gerninger, så vi «i alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers lære», Titus 2:10. Til og med et uvirksomt og ufrugtbart liv fører til stor vanære for evangeliet, selv om jeg i det ikke gør noget menneske uret - men heller ikke gør noget menneske godt. Forholdet er jo nemlig at det til enhver tid vil være uforstandige mennesker som opfatter troens lære som at loven nu er afskaffet (de misbruger troens lære som forkaster fortjeneste af gerninger). Dermed har de heller ikke brug for gode gerninger. I endnu større grad gælder dette de som måske er nidkære for troens lære, men netop mangler gerninger og dermed understøtter samme holdning (at troens lære afskaffer loven).

Derfor siger apostelen at det er Guds vilje at vi «ved at gøre det gode skal stoppe munden på uforstandige og uvidende mennesker». Og derfor formaner Herren: «Sådan skal I lad jeres lys skinne for menneskene, så de kan se de gode gerninger I gør og prise jeres Far i himmelen», 1. Pet. 2:15 og Matt. 5:16.

Åh, hvilket skønt og frydefuldt syn, som kan glæde både himmel og jord, når en kristen som brænder af nidkærhed for troens vej for Lammets ære, står kraftig på vagt mod fortjeneste af gerninger ind for Gud - og samtidig selv er det mest betænksomme og hjælpsomme menneske, rig på gode gerninger og flittig i Herrens tjeneste!

Denne kombination kan ærgre Satan så det fuldstændig kan dræbe ham. Samtidig er der ikke noget som så effektivt hindrer hans rige, som så stærkt og klart vidner om evangeliets sandhed, ikke noget som så mægtigt griber sindene og overbeviser dem - som netop denne kombination af vagtsomhed mod fortjeneste af gerninger - og rig på beviselig gode gerninger. Om jeg bare har det ene: Iver for troens vej og mod fortjeneste af gerninger overfor Gud - men ikke selv beviselig har gode gerninger, så hører vi alle sige: Det er en meget behagelig vej til frelse - svært så enkelt, bare at tro og så slippe for at gøre noget godt.

Men hvis du som altid og bevidst afviser gerningerne som frelsesvej overfor Gud, samtidig har både medmenneskers og naboers udsagn om at ingen er mere villig og glad end du for netop at gøre gode gerninger - da «stopper I munden på uforstandige og uvidende mennesker». Da vil ethvert ærligt menneske ikke kunne undgå at tænke: Åh nej, det er nok ikke for sin egen mageligheds skyld denne taler mod fortjeneste af gerninger - han beviser jo selv noget andet.

Derfor betyder sådanne kristne rigtig meget, disse som i størst mulig grad forener nidkærhed alene for Lammets ære, og samtidig selv er rige på gode gerninger. Bed Gud om at vi må beholde sådanne kristne længe på vor jord! For det er gennem sådanne Kristi rige og evangeliets ære fremmes på det stærkeste.

Hvilken vanære det derimod er for kristennavnet hvis du som bekender dig som en kristen lever åndelig ligegyldig og ufrugtbar, og måske ved tydelige synder inviterer til kritik. Den som hører din nydelige bekendelse, og samtidig ser din dårlige færd, vil vende sig bort med foragt og sige: «Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus. Betyder din nydelige bekendelse ikke noget mere, da kan jeg også give mig ud for at være en kristen» osv. Og da har denne sjæl fået den stærkeste støtte for sit ligegyldige liv, sin foragt for ordet om syndserkendelse og omven­delse. Og den støtte har han fået af dig - af en kristen som tværtimod skulle været et redskab til at vække ham. Dette er forfærdelige sager for samvittigheden når din nådetid er endt, når det er slut med enhver mulighed for at ændre på noget, når du får bud: «Gør regnskab for hvordan du har forvaltet ejendommen, for du kan ikke være forvalter længere», Luk. 16:2.

Åh, hvilken hjerteskærende angst når det en gang vil blive klart for dig hvor meget du har hørt og troet og bekendt om Kristi kærlighed, om Kristi lidelse osv. - men alligevel levede du ikke for ham og til hans ære. Du levede for dig selv - bare til behag for dit kød. Du vil komme til at tænke på hvordan de som levede sammen med dig i nådetiden fik så lidt opbyggelse gennem dig - på grund af din dårlige færd. Du kommer til at sige med gru: «Åh, mine børn, mine medarbejdere, I har nok hørt gode ord af mig, men set dårlige gerninger - derfor gik det gode I hørte så lidt til jeres hjerter. De som har været mine medarbejdere sidder tilbage med dette indtryk: De som taler meget om Gud er hyklere. Dermed er de begyndt at foragte Ordet». Gud bevare alle Guds børn i tide!

Det er noget vi ved, at ingen undgår samvittighedens bebrejdelser eller Satans glødende skud. Ingen er fuldkommen. Allermindst vil den blinde verden kunne fortælle os hvad der er ret og galt i Guds øjne. Fra den kant accepteres ikke den bedste kristnes færd. De sagde da også alt mulig ondt om herlighedens Herre. Men vi er nok alle klar over forskellen mellem vort køds svagheder som vi angrer, som vi kæmper mod og erkender, på den ene side - og på den anden side de lyster som uhindret får lov at regere, og som, hvis det er tilfældet, udgør mit egentlige liv. Det er gennem de sidstnævnte evangeliet bliver vanæret. For om jeg selv virkelig plages med og åbent tager opgør med mine fejl, så har jeg ved det givet Gud æren - og dermed bliver evangeliet ikke vanæret.

Men læg endnu en gang mærke til hvad der just blev sagt om sammenhængen mellem nidkærhed for troen - og gode gerninger i virksomhed. Er det gode gerninger du er optaget med og først og sidst taler om, så det er gerningerne og det at følge efter Kristus som er A og Å i det du taler? Da kan man med god grund frygte at det er dette som dit hjerte trøster sig til - som ubemærket er blevet din trosgrund, «for det hjertet flyder over af, det taler munden», Matt. 12:34.

Nej, sangen må være om Lammet - «Lammet som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod». Gerningerne må bare komme enkelt og ligetil som et resultat af denne Kristi kærlighed, sådan som Paulus siger det i 2. Kor. 5:14: «Kristi kærlighed tvinger os». Og hvor han videre nævner så stærkt at «en er død for alle, derfor er vi alle døde»3. Dermed får Kristus al ære. Så ikke vort, men hans navn bliver æret og helliget.

Nu har vi i en vis udstrækning set hvad der fører til at Guds navn bliver helliget/æret. Den som med Gudbarnets sind kan gribe dette i sit hjerte, han vil ikke undres over at denne bøn er den første. Guds navn er større end alle menneskers frelse. Overfor ham som «samler jordens muld i tønder» er «folkefærd som en dråbe i en spand, og som et støvgran i en vægtskål», Esajas 40:12, 15. Alle himle lovsynger hans navn med et evigt: «Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den almægtige, han som var og som er og som kommer», Åb. 4:8, og videre: «Værdig er Lammet som er slagtet, til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og pris og velsignelse», Åb. 5:12.

Sådan bruser englenes lovsang for tronen og de fire livsvæsener og de ældste. Og englenes tal var «ti tusind gange ti tusind og tusind gange tusind», Åb. 5:11.

Husk: Det er menneskene al denne nåde strømmer mod, som englene lovpriser, de som Gud havde som sit mål med alt det han skabte på jord, med forsoningen og hele Åndens virke. Hvordan skulle menneskene så vove at leve uden at tænke på Guds ære?

Når man så tænker på hvor elendig dette foregår i praksis, kan man synke ned i afmagt og bare råbe ud: «Gud, forbarm dig over os!» Men når et nådebarn med al den synd som tynger alligevel ved troen griber Kristi forsoning og nåde, og skjuler sig i dette, da har det stadig et barnligt tillidsforhold til sin Gud.

Åh, hvor herligt og magtpåliggende det da bliver at skynde sig til den Far som er forsonet, og bede for dette problem også: Du som har al magt over alle mennesker, over mig og alle andre: Virk du selv at dit navn må blive helliget. Bevar mig og alle Guds børn fra al vildfarelse og alle syndens fald som kunne føre til at dit evangelium blev vanæret - bevar os fra alt dette for dit dyrebare navns skyld! Ja, lad mig hellere dø end at leve til den dag da jeg skulle føre vanære over dit navn! - Dette er det som ligger Guds børn mest på hjerte.

Der var en gammel kristen, en af disse Gud havde fået lært dybderne i nådens vej, som sagde: «På en nytårs- eller fødselsdag taler jeg ofte mere konkret med Gud om hele mit liv. Da plejer jeg bede: «Gud, bevar mig fra alle synder. Men kan jeg ikke bevares fra alle, så bevar mig i alle fald fra disse to synder: Først den synd som strider mod nåden, nemlig hovmodet, som man aldrig selv vil kunne vende sig fra. Dernæst: Synd som fører til at andre ikke vil have noget med dit evangelium at gøre. Lad mig da hellere få lov at skjule mig med min elendighed hos dig alene, end at noget sådant skulle ske».

Måtte alle kristne bede sådan for sig selv og for hinanden! Ja, lad os bede for de kristnes gode levemåde. Da beder vi den første bøn: «Åh, kære Far i himmelen: Helliget blive dit navn!»

 

Den anden bøn:

Komme dit rige.

Det denne bøn egentlig gælder, er sikkert nok let at forstå. I hele Guds ord finder vi beskrivelser af Guds rige, himmeriget, nådens rige på jorden, der hvor Herren er konge. Men for at vi skal kunne se noget dybere ind i denne Guds herlighed, og vore hjerter opvækkes til lov og pris, og til bøn for Guds rige, så lad os minde hinanden om følgende: Hvordan står det egentlig til med menneskene før dette sker, når mennesket endnu er under mørkets magt og vælde? Og hvordan virker det når Guds rige kommer til os?

Også når det gælder dette, er det først og fremmest Guds ord vi må spørge til råds. Hele verden vil have sin mening om dette. Hver og en mener han tilhører Guds rige. Ingen vil være med på at han tilhører djævelens rige. Men Herren Gud er den som dømmer. Hvad siger Guds ord? Jo, - «Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd», Rom. 14:17. Og om tilstanden i mørkets rige og om Kristi riges komme, taler apostelen i Efeserbrevets kapitel 2 på en så tydelig og uangribelig måde at det burde vække de åndeligt døde til live, og de levende til stor glæde og taknemlighed. Sådan står det:

Vers 1: Også I har han gjort levende, I som var døde ved jeres overtrædelser og synder.

Vers 2: I disse vandrede I før på denne verdens vis, efter høvdingen over luftens magter, den ånd som nu er virksom i vantroens børn.

Vers 3: Også vi vandrede alle blandt dem i vort køds lyster, og vi gjorde kødets og tankernes vilje. Vi var af naturen vredens børn ligesom de andre.

Vers 4: Men Gud, som er rig på miskundhed, har, på grund af sin store kærlighed som han elskede os med,

Vers 5: gjort os levende med Kristus, vi som var, døde ved vore overtrædelser. Af nåde er I frelst.

Vers 6: Han opvakte os med ham og satte os med ham i himmelen, i Kristus Jesus.

Læg mærke til det ord som apostelen først og sidst nævner som menneskets naturlige tilstand (vers 1 og 5) - det korte, men meget talende ord: døde - døde ved overtrædelser. Dette er det dybe, ulykkesmættede ord om selve syndefaldets resultat: «Når du spiser af det skal du visselig dø», 1. Mos. 2:17. Livet som er virket af Gud er borte - mennesket er åndelig talt et lig.

Herren Kristus taler selv sådan når han i Matt. 8:22 siger: «Lad de døde begrave sine døde». Mange synes at det er hård tale som ikke har den betydning som ordet død sædvanligvis har. Men Herren Kristus bruger et meget stærkt udtryk, og vi ser i det bibelord vi sidst citerede at han sidestiller den legemlige og den åndelige død som to slags lig. Ingen må overse eller bortforklare netop dette Herrens alvorlige sprogbrug. Nu skal vi se på selve sagen, og bliver nok forbavset når vi ser den betydning som ligger i dette ord døde.

Den legemlige død kendetegnes ved at den døde ikke reagerer på noget. Han ser ikke, hører ikke, kender ikke noget, udover at han ikke har det svageste åndedræt. Alt dette på trods af at han stadigvæk har alle organerne: øjnene, ørerne, munden og lunger - nøjagtig som et levende menneske.

Er det ikke også netop sådan med de åndeligt døde? De kan have alle sine menneskelige, ydre funktioner friske og livlige. De kan have en god forstand, et følsomt hjerte, meget kundskab, ædle livsholdninger, gode og barmhjertige gerninger. Men livet i Kristus - det er bare det de mangler, det at være forenet med Gud, det sind Gud har skabt som søger hans vilje, hans ord, hans nåde. De ser, hører, tænker og føler meget stærkt alt det som hører til det jordiske og sanselige, men «tager ikke imod det som hører Guds Ånd til», 1. Kor. 2:14.

Vi skal se nogle beviser på dette: De læser, hører, forstår og tror på en måde Guds ord. Ja, de kan også læse og høre Guds afgjorte domme over sin egen tilstand. Og alligevel at blive værende fuldstændig rolige og uberørte. De læser og hører også om Guds rige, om Guds nåde og venskab, om den salige forening med Gud. Men det vækker ikke den mindste længsel i dem efter alt dette. Det er jo netop som hos et lig hvor der ikke en gang findes et åndedræt. Deres hjerte er bare fyldt med afguder, med jordiske og forfængelige ting og sådanne tanker som: Hvad skal vi spise, drikke og klæde os med? Hvad skal vi se, høre eller nyde? Men Gud - hvad Gud vil? Det spørger disse mennesker ikke efter.

Ja, læg mærke til at de også har en vis tro på sandheden i Guds ord, så de aldrig tvivler på det. De har en vis indre overbevisning om dette, og både ser og hører i det samme Guds ord den konkrete fordømmelse over hver og en som ikke er «født af Gud», «født på ny». De kender ikke noget som helst til en sådan fødsel hos sig selv, men har ikke den allermindste frygt for det - og anser det fortsat som Guds ord!

De ser, læser og hører i dette Guds ord om to veje: Den brede, som fører til fortabelse, den «mange» går på - og den smalle, som fører til livet, som kun de «få» går på. Alligevel bekymrer de sig ikke en eneste dag over spørgsmålet om hvilken af disse to veje de selv går på. De hører og ser i Guds ord sine egne laster nævnt ved navn, og den konkrete dom som hviler over disse. Men frygter næppe et øjeblik for helvede. De læser f.eks. i 1. Kor. 6 denne forfærdelige dom: Eller ved I ikke at de som gør uret, ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken horkarle eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de som lader sig bruge til unaturlig utugt, eller mænd som øver utugt med mænd, eller tyve eller pengegriske eller drankere eller bagtalere eller røvere skal arve Guds rige.

I Gal. 5 nævner apostelen de samme synder og slutter sådan: De som gør sådant, skal ikke arve Guds rige. Denne konkrete dom hører og ser de i Guds ord, men stadigvæk smager maden nok lige godt. Stadigvæk sover de lige godt om natten. Ja, lige bagefter går de fuldstændig ubekymret til de samme synder igen, som om de ikke havde hørt noget som helst. Og alligevel anser de Bibelen for at indeholde Guds ord! Men hvorfor frygter de da ikke? Ja, sig det! Jo, dette er det som kaldes død.

I julen fejrer de samme mennesker med al mulig andagt Kristi fødsel. De læser, hører og synger om Kristi lidelse og død, ja deltager i at mindes Kristi død ved nadverbordet. Og ved med sig selv hvordan de hele året igennem, i det hele taget, ikke bryder sig om oprigtigt at tilbede, elske og følge denne Frelser som blev pint for os, eller leve i samfund med ham. De ved at de tværtimod lever fuldstændig tilfredsstillet uden ham, når de bare har mad, klæder, fornøjelser og venner i verden. De hører og læser også om den yderste dom, når Herren skal komme i sin kraft. Hvorfor frygter de ikke for at møde ham da? De tror vist ikke noget som helst af Guds ord? Spørg dem - og du vil høre at de tror alt! Men hvorfor frygter de ikke? Forstår du nu hvad det vil sige: Døde - døde ved deres overtrædelser og synder?

Men når mennesker er åndeligt døde, hvad er det da som afgør deres vej gennem livet? Apostelen siger i Ef. 2:2: …denne verdens tidsånd, efter høvdingen over luftens magter, den ånd som nu er virksom i vantroens børn.

Først: «…denne verdens tidsånd». De følger med strømmen, gør som de andre gør, ser på verden og de skikke som gælder i øjeblikket. Er trenden grovere, bliver menneskene grovere. Er skik­kene finere, lever også disse mennesker et pænere liv. De kan på denne måde optræde i forskellige udgaver. Men i alle disse former tilhører de verden, de mange som går på den brede vej.

Men er verden så sin egen herre? Regerer den sig selv? Nej, siger apostelen, verdens udvikling bestemmes af «Høvdingen» - «Høvdingen over luftens magter», dvs. «høvdingen som kommanderer over legioner af faldne engle som på guddommelig tilladelse farer omkring i luften fra sted til sted med det fjendtlige mål at myrde og ødelægge menneskeslægten» (Doddridge). Kristus kalder ham da også for verdens fyrste, Joh. 14:30 og 16:11, og heller ikke i disse bibelord taler Herren løgn.

Vi må aldrig glemme at det er to åndelige riger og to fyrster som kæmper om menneskesjælene: Kristus og Belial, Mikael og dragen, slangen og kvindens sæd, den stærke og den stærkere. «Mikael og hans engle begyndte at stride mod dragen. Og dragen stred, og dens engle», Åb. 12:7. Det er en strid som foregår så længe verden består. Regeringsformen i mørkets rige er løgn og mord, bedrag, synd og død. Kristus siger at verdens fyrste er «løgnens far» og en «manddræber» fra begyndelsen, og at de som tilhører dette rige er, udover de faldne engle, alle er vantro mennesker på jorden og i helvede.

Regeringsformen i Kristi rige er sandhed og nåde - retfærdighed, fred og glæde i Den Hellige Ånd, sådan som Skriften udtrykker det: «Retfærd og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn», Salme 89:15. Og de som tilhører dette rige er, udover Guds engle, alle Guds børn som er på jorden og i himmelen.

Men vi går tilbage til teksten. I tillæg til verdens løb og verdens fyrste (eller høvdingen over luftens magter), nævner apostelen videre, vers 3, magter som styrer de åndeligt døde: vort køds lyster - vi gjorde kødets og tankernes vilje. Ser vi os selv i dette? Når spørgsmålet dukker op om hvad vi skulle foretage os en ledig stund, f. eks. en søndag, da spurgte vi ikke: Hvad siger Gud? Nej, vi spurgte: Hvad giver os mest fornøjelse? Vi gjorde bare hvad kødet og tankerne ville, sådan som vi jo også ser hele verden gør. Den lever fuldstændig frit, som den selv lyster.

Hvem spørger efter Gud? Og hvordan er deres forhold til Kristus og hans rige? Apostelen siger: …at I på den tid var uden Kristus, udelukket fra Israels borgerret og fremmede for forjættelsens pagter med deres løfter. I var uden håb og uden Gud i verden, Ef. 2:12.

Dette passer ikke kun på hedningerne, men rammer også mange inden for kristenheden, og er jo så meget værre her som vi lever midt i rigdommen på kundskab om Guds ord, en gang optaget i Israels borgerskab, og dermed forpligtet på det ansvar det medfører.

Dette er altså verdens tilstand, og derfor siger apostelen at vi alle af naturen er vredens børn.

 *

Vi har altså nu set hvordan hele menneskeslægten af naturen er åndelig død. Som et lig som ikke reagerer på noget som helst, men føres af mørkets fyrste efter hans vilje og kødets begær. Alt foregår i den mest urokkelige dødsro. Da må vi vel stille samme spørgsmål som Herren stillede til profeten da denne så udover den store dal som var fuldt af døde ben: «Menneskesøn! Skal disse ben blive levende?», Ezek. 37:3. Og vi ved ikke noget bedre at svare på dette end profetens: «Herre, Israels Gud, du ved det».

Tænk dig da hvilken opsigtsvækkende hændelse det egentlig er her på jord - når et åndeligt liv opstår. Ånden blæser fra Herren og giver liv, så det begynder at røre på sig blandt de døde! Tænk dig hvor opsigtsvækkende det er når et menneske har levet fuldstændig død for alt åndeligt i tredive, fyrre, ja, måske halvtreds år. Det har udelukkende været jordiske og forfængelige mål som har styret dets tanker og alt det har foretaget sig. Og pludselig vågner så dette menneske for spørgsmålet om sin sjæls frelse!

Tænk dig et hjem hvor far, mor, alle børnene og de som ellers måtte tilhøre familien, i mange år har levet sammen i fred og fordragelighed men hvor alt det de har beskæftiget sig med har angået det jordiske. Det har kun været de sanselige sorger og glæder de har været optaget med. Aldrig har det nogensinde hændt inden for husets vægge at nogen stillede sig spørgsmål om hvordan man havde det med himmelens Gud. Af sædvane og nedarvet skik og brug lærte de sig måske det de mente var kristendom, som kunne passe med det de så praktiserede i den officielle kirke. Det bliver noget i lighed med hvordan kirkeklokkerne hver søndag sættes i bevægelse. Men en hjertets omvendelse, en ny fødsel, sand forening med Gud - noget sådant bliver der aldrig talt om. Sådan går år efter år i dette hjem. Årstiderne skifter fra forår med sine opgaver, sommeren med sit og høsttiden med sit. Men sjælen - selve sjælen bliver aldrig vist nogen opmærksomhed.

Og så - netop i det hjem - begynder der at dæmre et spørgsmål - et spørgsmål som skubber hele verden og hvad den angår fuldstændig til side, spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

Nu bliver den gamle far eller mor for første gang i hele sit liv urolig for sin sjæls frelse fra evig fortabelse. Nu taler de ord og udtryk som tidligere aldrig blev hørt i dette hus. Og snart hører man sange til Lammets ære blive sunget fra læber som indtil nu har været åndeligt stumme. De har talt tusinder, ja millioner af ord om alle slags småting, men ikke en eneste gang i sit liv talt et godt ord om sin Frelser.

Og tænk dig en gruppe mennesker, eller en by, hvor ingen i mands minde har haft nogen som helst bekymring for noget åndeligt. Alt har gået sin jævne, naturlige gang, som har begrænset sig udelukkende til det jordiske. Menneskene og dyrene har haft samme behov. Religion har været noget man bare forbandt med kirken og helligdagen. Så begynder pludselig spørgsmålet efter sandheden at arbejde. Sandheden om den rette vej til himmelen. Nu begynder nogen at finde Guds ord frem, som så bliver midtpunktet, det man samtaler om og går dybere ind i. Gamle, forstandige mennesker, som al sin tid har levet i fuldkommen fred fra ethvert spørgsmål angående deres sjæl, bliver nu urolige netop for dette. Ja, nogle fædre og foresatte bliver både overrasket, forskrækket og urolige over disse «nyheder». Jo vist er det opsigtsvækkende når sådanne ting sker.

Hvad er så den egentlige årsag når noget sådant begynder at arbejde? Ja, hvad er det som sker? Apostelen siger det sådan i den bibeltekst vi nu bruger, når han omtaler den åndelige død: «Men Gud, som er rig på miskundhed, har, på grund af sin store kærlighed som han elskede os med, gjort os levende med Kristus og opvakt os med ham» osv. Paulus siger altså at det er Gud som virker dette nye som sker i mennesket. En opvækning kalder apostelen det. Det er Guds rige som kommer til det sted, den forsamling, det hus, den sjæl hvor dette nye begynder at ske. På grund af sin store kærlighed som han elskede os med, gør han os levende.

I Guds øjne var vi så fuldkomment indesluttet i Kristus da han døde for os og derefter blev levende, at det også omtales sådan i Bibelen: «Én er død for alle, derfor er de alle (i Ham) døde»4, 2. Kor. 5:15. Om én er opstået for alle, så er de alle opstået i ham, «med ham», i Guds øjne, efter «tilregnelsesloven».

Men dette må også ske i os - blive en virkelighed for os, så vi ved Ånden opvækkes med Kristus. Vi må blive «ét legeme og én ånd med ham». Det er dette som sker når Herren opvækker sjælene fra den åndelige død, og sætter dem over i det himmelske rige i Kristus. De bliver født på ny, «skabt i Kristus Jesus til gode gerninger», Ef. 2:10.

Hvilken forandring! Den som hele sit liv har været så død at han i alle sine synder ikke frygtede noget som helst, - han får nu et hjerte som er på vagt mod al synd, også det han ikke engang ved om sig selv. Han frygter så for sit falske hjerte og fjendens bedrag, at han ikke engang våger at stole på sin egen selvransagelse, men må råbe ud: «Ransag mig, Gud og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine mangfoldige tanker»5 osv. Salme 139:23.

Den som tidligere i så mange år kun var optaget med det jordiske, og alt det slæb og stres det medførte – for det samme menneske har der nu åbnet sig en helt ny verden med nye mål, fuldstændig nye ting at være optaget med, nye sorger og nye glæder. I sit eget hjerte ser han nu syndens fordærv, og dermed kilden til sine største problemer og sorger. Men Kristus og hans nåde er målet han strækker sig efter.

Åh, den som tidligere aldrig kunne forstå at ordet «glæde i Herren» havde nogen reel baggrund i virkeligheden, at noget menneske her på jord kunne have nogen virkelig glæde i Gud - det menneske får nu en så konkret erfaring af realiteten i dette, at al verdens glæde fortoner sig som bare elendighed. Kristus, Kristus er nu hele hans liv, målet for hans inderligste længsel, hans hunger og tørst, hans fryd og salighed, sådan som vi synger det i verset:

Hans liv er at kende Jesus,

og stadig kende ham mere.

Og selv mere og mere leve

som Guds og menneskers ven.

 Den som før levede fuldstændig frit efter sit køds begær, og bare gjorde det kødet og tankerne ville, får nu et hjerte som har en sådan lyst til Guds lov at han aldrig kan få gjort alt det han har trang til at gøre. Og når han tidligere syntes Guds bud var tunge, ja som en trykkende byrde og en plage, så er det nu derimod bare hans køds begær som er tunge for ham og en plage. Når han før kun havde verdens skik og brug som forbillede (levede «på denne verdens vis»), så ser han nu sin fjende netop i dette. Nu undgår og frygter han dette, og ser det som en af de tre fjender som opererer sammen; disse som også katekismen omtaler: «djævelen, verden og vort eget kød». Her ser vi hvad der ligger i at Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd.

Men altså når dette fører en klar adskillelse med sig fra «denne verdens løb» - hvem vil da undres over at verdens mennesker begynder at klage over «afvigelse», «noget nyt», «uro»? Når du gør oprør mod «verdens fyrste» - lad dig ikke undre over at han med al sin vrede angriber dig, og stadig skyder glødende pile mod dit hjerte. Men midt i alt dette opleves en nød og bekymring i hjertet, en svaghed og anfægtelse. Netop da må man råbe til vor Konge. Nu bliver den anden bøn hjertets egen bøn: Herre, forstærk dit værk i mig! Lad dit rige, retfærdighed, fred og glæde, komme i mig! Virk du i mig så kraftigt at djævelen, verden og mit eget kød ikke overvinder mig! Ja, dette er netop den anden bøn. 

*

Dermed har vi set hvordan det går når Guds rige kommer på et sted, i et hjem eller i et menneskets hjerte, og hvordan vi oplever situationer da vi for alvor må bede om dette rige.

Men når vi nu skal tale lidt om selve bønnen (det at bede), så vil vi let kunne forstå velsignelsen for os selv af at bede denne bøn. For vor indskrænkede forstand og vantro hjerte er det derimod vanskeligt at fatte hvad vi kan udrette for verden omkring os gennem vor bøn. Vi tænker at Gud ville vel gøre alt som gøres kan for sjæles frelse uden vor bøn.

Dette hører vel ind under den hemmelighed og det spørgsmål som går på hvorfor Herren med al sin magt ikke straks fylder jorden med sin kundskab og sit rige, men fortsat lader store skarer sidde i mørke og dødens skygge. Men lovet være hans hellige navn! Selv om vi ikke forstår alle Den Højestes råd i den store krig mod denne verdens fyrste, skal vi alligevel en dag lovprise Ham for at hans tanker og råd alle sammen var retfærdige, troskab og sandhed, og at han skal «vinde når han fører sin sag», som det står i Rom. 3:4.

Når vi på det mest skarpsindige ryster på hovedet over Herrens veje, skal han bare svare: «Hvor var du da jeg grundfæstede jorden, mens alle morgenstjerner jublede og alle Guds sønner råbte af fryd? Kan du knytte Syvstjernens bånd, eller kan du løse Orions lænker? Kender du himlens love? Hvem skaber det og gør det? Jeg er den jeg er. Jeg er Herren, som gør alle ting», Job 38: 4-33, 2. Mos. 3:14, Esajas 44:24.

Derfor bør vi sige det sådan: Det jeg forstår, er guddommeligt, og det jeg ikke forstår, anser jeg for at være lige så guddommeligt. Sikkert er det at vi forstår meget lidt af dette. Når det gælder hedningerne skal Gud med den allerhøjeste visdom og retfærdighed til sidst afsige sine domme - de som synder uden lov, skal dømmes uden lov. Kan en hedning ikke få de levende kristnes frelse, så kan han heller ikke komme under de vantro kristnes fordømmelse, Matt. 11:22-23, Joh. 9:41, 15:22.

Og når det gælder kristenheden, må vi være opmærksomme på at nåderiget er et åndeligt rige som ikke styres i kraft af magt, som om Gud uimodståeligt tvang nogen ind i dette. Nej, det består af frivillige som ganske enkelt «hører hans røst», og det vil alene gå frem gennem dem som tilhører dette nåderige.

Selv om Gud kunne give os alt godt for både legeme og sjæl uden vor bøn, ja også uden vort arbejde - har han alligevel, til stor velsignelse for os, fastsat en ganske anden ordning: Nemlig at vi tværtimod skal bede og arbejde, og da vil han give.

Netop gennem dette skal menneskeheden altid forblive ved hans fødder, som det også er skrevet i Guds ord: «Du som hører bønner, til dig kommer alt kød», Salme 65:3. Derfor er det en grundlov for det åndelige rige at alt skal søges ved bøn til Ham, også at verden må blive oplyst om dette rige, og at hans børn skal være hans medarbejdere og delagtige i riget.

Åh, hvilken nåde og ære! Ganske rigtigt vil vi kunne forstå noget af dette. Men eftersom nye spørgsmål alligevel stadig opstår og gør os uforstående, så vil det være bedst for os at vi så snart som muligt indstiller os på det vi også for nylig erkendte: At Herren Gud er alt for høj for os, og omfanget af hans råd og hemmeligheder alt for ufattelige til at menneskene skulle kunne gribe dette med sine sanser. Vi må nok lægge nogle hemmeligheder fra os hos Gud. Vi må nok lade ham vide noget mere end os. En myre og en edderkop er vel mesterlige i sit virke, men de forstår sig ikke på menneskets værk. Det er ufatteligt for dem. Men menneskets værk er stadigvæk rigtig - selv om myren ikke fatter det.

Sådan er også Herrens værk fuldkommen - selv om vi stakkels menneskemyrer ikke forstår os på det. Solen er til, selv om vi stakkels små ikke har udforsket den. Nåderiget og en ny fødsel her på jord virket af Gud er virkelighed, selv om vi ikke forstår det. Jeg ser solen. Derfor må Gud have skabt den, selv om jeg ikke ved hvordan. Jeg ser et Guds rige på jorden, selv om jeg ikke forstår alt i dette rige. «Det skjulte hører Herren vor Gud til, men det åbenbarede er for os og for vore børn», som det hedder i 5. Mos. 29:29.

Så har Herren Kristus sagt: «Bed derfor høstens herre om at han vil drive arbejdere ud til sin høst», Matt. 9:38. Og apostelen har sagt: «Bed for os, at Herrens ord må have fremgang», og «at Gud må åbne en dør for Ordet», 2. Tess. 3:1 og Kol. 4:3 osv. Da trænger jeg ikke til mere. En sådan bøn er da ikke forgæves! Herren vil da slet ikke lave grin med os i det han opfordrer os til, at vi skal bede om og for hans rige!

Men det er ikke bare i bøn for verden, men også i bøn for os selv, at de største vanskeligheder ofte opstår for den som vil bede om Guds rige. Det vi beder om i denne bøn skulle jo være at Kristus måtte få mere og mere magt i os, og nedkæmpe alle vore åndelige fjender i vor sjæl. Videre at hans rige, som er inde i os, Den Hellige Ånds værk, den rette gudsfrygt, troen, kærligheden, helliggørelsen, alt sammen mere og mere måtte vokse og tiltage i vore hjerter.

Men her møder vi oftest den uendelige, stærke kamp med følelserne. Følelserne, sådan som vi oplever det, fortæller os at det tværtimod går sådan at alt ondt tager overhånd og alt godt aftager. Vi erfarer hvad Luther siger om frelsens horn (eller: rige) i Davids hus, nemlig at det ligger midt inde i synd og elendighed, at «Davids hus er et syndigt hus, at Kristi rige er et kæmpende rige. Så vi oftest ikke føler andet end at vi fuldstændig ligger under for synden og djævelen». «Kort sagt:», siger Luther, «Kristi rige er et syndigt rige», dvs. et rige som består af kæmpende syndere. Og der er ikke noget de kæmper mod og jamrer sig over, som sine synder (Luther).

Hvordan går det hvis vi ikke for alvor tror og er opmærksom på dette? Hvis vi fortsat omgås med den falske indbildning at i Kristi rige skal der udelukkende være retfærdighed og fred og glæde i Den Hellige Ånd, at der ikke skal være nogen kamp med synden og med djævelen? Jo, når det onde da for alvor møder os, konstant fordømmer os med at vi ikke er nogen ret kristen, da forstummer denne bøn om Kristi rige - vi anser alt for tabt. Dette er en følge af at man ikke giver agt på Ordet. Lad os nu bare tage en ganske almindelig tilstand som mange oplever:

Lad os tænke os at synd, ugudelighed, hykleri og en åndelig ligegyldighed helt synes at ville tilintetgøre hele Guds værk i min sjæl. Ja, jeg synes bestemt at se hvordan jeg føres af en ond magt skridt for skridt længere og længere bort fra Guds rige. Hvad skal jeg da redde mig med? Jeg råber, men min hjælp synes fjern. Jeg taler som i et uendeligt tomrum. Der er ingen hjælp fra Herren, og det onde bliver værre og værre. Jeg føler hvordan jeg bare bliver hårdere og hårdere. Min letsindighed, mit hykleri bare vokser og vokser. Åh, hvad skal jeg da kunne trøste mig med? Nu er det sandelig ikke noget hverken i himmelen eller på jord som hjælper - andet end en eneste ting. Og det er at du endelig lader vor Herre Gud fortsat være på sin trone og regner ham for det han er - nemlig en sandfærdig, trofast og almægtig Gud som har magt over så stærke onde magter som hele dit forfærdelige hjerte.

Stands op og tænk! Vi kan jo til og med bede til Gud imod vort eget hjerte. Han har aldrig sagt at vi selv skulle gøre hjertet godt, at vi selv skulle overvinde hjertet. Han har tværtimod sagt at han, og kun han, kan skabe et nyt hjerte i os. Denne almægtige og trofaste Gud har videre sagt at hans rige, som er inden i sjælene, skal i den grad være så beskyttet at dødsrigets porte ikke skal få magt over det, Matt. 16:18, - om vi bare vil sætte vor lid til ham. (Dette løfte gælder ikke bare en ydre beskyttelse. Hvis Guds rige indvendig kunne ødelægges ved angreb, så ville der ikke være nogen mere effektiv måde som menig­heden øjeblikkelig kunne tilintetgøres på.)

Og hør nu! Han har ikke sagt at disse afgrundsmagter ikke skal anfægte os. Men at de ikke skal få magt over os. Dette bibelord antyder en kamp på liv og død. Guds ord vidner også om at Kristi rige inden i os skal blive angrebet både indefra og udefra af alle afgrundens magter, så hurtigt som vi flytter fra deres overherredømme til Guds. Vort kød er fuldt af alle mulige synder. Vort hjerte er altid ondt og bedragerisk. Djævelen er ihærdig og listig med sine angreb fra alle kanter. Han giver os alle slags forfærdelige og syndige begær ved sine indskydelser i vore hjerter. Han indgiver os bedrageriske tanker om Gud.

Alt dette har Herren ladet blive tilbage på jorden til at kæmpe mod hans rige. Gennem den magt og intensitet vi erfarer i denne strid vil vi ofte opleve at vi føres til det yderste for hvad vi synes at kunne klare. For os er det da umuligt at se hvordan vi skal kunne hjælpes.

Og dette sker netop for at vi skal opgive al vor egen trøst. Så kun Herren alene skal være Gud, blive vor Frelser. Men nu - hvad har han selv lært os at gøre nu, i en sådan nød? Ikke andet end at råbe til ham, hele tiden bruge Ordet - men vide at han, og alene han, kan give Ånden. Han har lovet at disse bønner aldrig skal kastes bort. Så er det bare spørgsmålet om i hvilken grad han på dette område er til at stole på!

Efter at han, i Luk. 11, havde lært sine disciple bønnen Fader vor, fortalte han dem desuden to lignelser. I den første viser han hvordan det føles for den afmægtige sjæl som er inde i en tid med mørke og opgivenhed. Han står foran døren til en meget lille hjælpsom ven, banker på og beder om at låne brød. Men den han troede han skulle få hjælp hos, undskylder sig med alle mulige små hindringer: «Forstyr mig ikke! Døren er låst, og mine små børn er i seng med mig. Jeg kan ikke stå op og give dig det».

Ja, så trættende og sejt og umuligt kan det føles når man i nød og mørke vender sig til Herren. Dette vidste Jesus da han fortalte dem lignelsen netop sådan. Man oplever det som at stå udenfor i mørket - og døren er lukket - alt sammen for min samvittigheds skyld. Jeg ved med mig selv at jeg har syndet, jeg har fortjent at han opgiver mig. Men hans børn, de som virkelig er hans børn, de er i et nært og varmt forhold til ham - «mine små børn er i seng sammen med mig». Men jeg som står udenfor er af så lille værdi at det er ret og slet «ubelejligt» for ham at stå op og hjælpe mig. Sådan vil man opleve det. Og det ved han, det mærker jeg.

Men hvad siger han i vers 8-9 om denne træge hjælper? Jo, hør: «Jeg siger jer: Hvis han ikke står op og giver ham det fordi han er hans ven, så vil han stå op fordi han er så påtrængende, og give ham alt det han trænger til. Og jeg siger jer: Bed, så skal I få. Led, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer!»

Bemærk dette skal! Du siger det er forbi med dig, du kan ikke hjælpes. Måske det endnu er muligt? Du skal ikke være så sikker på at det er aldeles umuligt - når Herrens magt og trofasthed trods alt efter hans ord overgår al forstand.

Men om det nu er muligt, siger du, så kan jeg ikke være sikker på at jeg bliver hjulpet. Hvordan kan jeg vide at netop jeg vil blive bønhørt? Svar: Kristus har ikke sagt at der er en vis mulighed, han har ikke sagt: Der kan muligvis blive givet jer, der kan muligvis blive lukket op for jer. Nej, han har sagt skal,skal der gives jer, så skal der lukkes op for jer.

Men du siger måske fortsat: Hvordan skal jeg kunne vide at dette vil ske for mig? Kan ugudeligheden, hykleriet, letsindigheden, falskheden og hårdheden i mit hjerte ikke gøre at Guds nåde og magt overfor mig ikke kan komme til? Jo, om du aldrig hører og stopper op for Kristi røst! Hvorfor kom de ikke ind til hvilen? Kun «for vantros skyld», Heb. 3:18-19. Derfor, hvis du i vantro stopper med at søge Frelseren, så vil heller ikke du komme ind til hvilen.

Men du som beder netop for al denne ondskab i dit hjerte, som søger, som banker på Jesu hjertes dør, som føler du ikke kan bede ret, men dit hjerte råber med usigelige sukke! - Det er udelukket at al denne din ondskab kan hindre dig i at blive hørt. For Kristus har ikke sagt: Den som er fri fra hjertets ondskab, hykleri, hårdhed, letsin­dighed... Men: Den som beder, søger, banker, han skal få, for ham skal der åbnes. Dette siger Herren selv.

Hvem har lært os at vi skal søge Herrens hjælp mod alt andet - bare ikke mod hjertets ondskab? Skulle vi ikke søge Herren netop for denne ormeyngel i hjertet? Det er nu en gang ham, og ikke vi, som knuste slangens hoved og som kom for at «gøre ende på djævelens gerninger».

Men du siger: «Jeg føler jo at det onde endnu fortsætter, at jeg endnu ikke har fået det jeg begærede; forløsning fra det onde i mit hjerte». - Så læg da mærke til hvordan Herren selv taler netop i et lignende tilfælde. Læg mærke til det svar Paulus fik da han havde bedt tre gange om forløsning fra den Satans engel som slog ham. Han fik endnu ikke forløsningen, men hans bøn var alligevel hørt og alt var vel. Herren ved bedre end os hvordan han skal frelse os. Han svarede: Min nåde er nok for dig, for min kraft fuldendes i skrøbelighed. Min nåde får du, men endnu ikke forløsning fra din svaghed. Den må du lære at kende endnu bedre - sådan at min kraft gennem den kan komme desto mere frem. Sådan taler Kristus.

Men her møder vi så disse velmente, men tunghøre sjæle, som aldrig kommer på den tanke at de burde lægge mærke til dette svar som Paulus fik. De ser på det som om det skulle være skrevet kun for hans skyld, og ikke som noget vi skulle lære. De overser altså dette, og retter sit blik mod sin synd og nød, som virkes af Satans engel. Som om de aldrig havde hørt om Guds mening med dette. Disse får altså ingen som helst trøst af det Guds ord ville lære os her. Mens tusinder af andre anfægtede sjæle netop her fandt forklaringen på sin langvarige usselhed og det ondes raseri i sjælen.

Til visse tider skal vi bare have nåden, men ikke kende noget til kraften. Fordi det er netop svagheden vi i sådanne tider skal lære at kende. Men dette er noget de sjæle vi netop nævnte ikke vil fatte, og derfor må fortvivle i vantro. Vor store Herre og Gud må fortone sig som intet, sammenlignet med hvad de kender til i sig selv. Eller, det er som om Gud skulle have sagt: «Ingen slags helvedes porte skal anfægte jer, dersom I er mine rette børn. Ingen usselhed af den slags skal hænge ved jer som I ikke selv er i stand til at overvinde. Her på jorden skal I være helt fri fra alt ondt. Vær ikke tilfreds med bare min nåde, for min kraft er ikke mægtig i de svage - bare i de stærke».

Åh nej, siger du, var jeg bare som Paulus, var jeg bare alvorlig, oprigtig og flittig i bønnen, så kunne jeg også have håb. Men mit hjerte er falskt, hårdt og letsindigt. Hør endnu en gang: Var det ikke netop mod denne dit hjertes ondskab du skulle råbe på Herren? Eller har du måske selv magt til at gøre dig fri fra dette? Så gør da det, og klag ikke mere.

Det er altså endnu ikke gået op for dig at du slet ikke er i stand til nogen ting selv, at Kristus er den eneste som kan nedkæmpe djævelens gerninger i hjertet; letsindigheden, selvsikkerheden, hykleriet? Du tror altså endnu ikke at det er netop mod denne hjertets ondskab vi skulle bede: Komme dit rige? Du tror altså at vi skal gøre det vigtigste selv: Skabe gode hjerter i os, og så skal Frelseren gøre alt det andet?

At Herren da tøver med forløsningen, 2. Kor. 12:9, er måske nødvendig. Du er endnu ikke blevet til intet, du ser endnu vel meget på dig selv. Vor ondskab må fortsætte så længe til vi lærer at vi ikke selv magter noget som helst, slet ikke at tænke, slet ikke den rette alvor, selv ikke det at bede eller at tro. Nej, alt er Herrens nåde og gave.

Og hvad med dem som netop sukker under en sådan afmagt, selv det ikke at kunne bede? Jo, i deres hjerter er der en vedvarende bøn. For selve nøden er en bøn som i Guds ører er det stærkeste råb, sådan som vi finder det i Guds ord: Just når Moses i angst taler til folket, så siger Herren til ham: «Hvorfor råber du til mig?» 2. Mos. 14:15. Netop om det hjertets begær er det han siger i Salme 91:14: For han hænger fast ved mig, og jeg vil udfri ham. Jeg vil sætte ham trygt på et højt sted, for han kender mit navn... Videre siger han i vers 15: Han skal påkalde mig, og jeg vil svare ham. Jeg er med ham i nøden, jeg vil udfri ham og føre ham til ære.

De som da, på trods af sit hjertes elendighed, beder om Den Hellige Ånd, beder Guds rige komme i sin sjæl, skal ikke blive til skamme. Dette taler den anden lignelse om i nævnte kapitel, Luk. 11, på en særdeles stærk måde. Åh, hvilken kærlig Frelser! Han siger: «Hvem af jer som er far, vil give sin søn en sten når han beder om et brød? Eller når han beder om en fisk, give ham en orm i stedet for fisken?  Eller når han beder om et æg, give ham en skorpion? Hvis da I som er onde, ved at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere skal da den himmelske Far give Den Hellige Ånd til dem som beder ham».

Denne lignelse burde kunne sprænge alle vore vantroens bjerge og kaste dem i havet. Overfør dette på den bøn i Fader vor som vi nu har foran os. Du beder om hjælp mod syndens og Satans magt, og du beder om Den Hellige Ånd som Kristus særligt nævner her i Luk. 11: - «give dem Den Hellige Ånd som beder ham». Nu har Herren selv lært os at skynde os at søge ham i al slags nød. Og har selv sagt: «Uden mig kan I slet intet gøre», «kald på mig på nødens dag», og «bed, og det skal gives jer» osv. Så kommer en stakkels sjæl i stor nød og gør helt enfoldigt som Herren har sagt, han bærer sin afmagt frem for Gud og beder om frelse. Kan du da tænke dig muligheden af at Herren alligevel ikke ville give ham dette? Skulle Herren så hellere lade dit onde hjerte og djævelen fortsat regere med evig fortabelse som dit mål?

Når barnet beder inderligt om brød - så får det en sten af sin far! Når sjælen beder om et nyt og ydmygt hjerte, beder om Den Hellige Ånd til tro, frelse og salighed, da overlades sjælen i stedet til en evig fortabelse! Det ville være at give en sten i stedet for brød, ja bare orme og skorpioner. Er det muligt at den store, gode Gud handler sådan? Vist nok oplever vi tilstande i vort eget hjerte som om der bare er orme og skorpioner, eftersom mørkets magt omgiver os. Også i vort hjerte har vi jo efter syndefaldet den gamle ormeyngel.

Vist nok tillod Gud Satan at sigte Peter og at slå Paulus. Men det betyder da ikke at han overlader dig til evig fortabelse! Det betyder da ikke at når du beklager dig over din ondskab ind for din himmelske Far - at han da bare skal lade dette onde herske over dig til evig fortabelse - stik imod sine egne løfter! Da ville han jo holde din tro på hans løfter for nar. Læg mærke til hvad det ville sige: Selv opfordre dig til at bede - men når du så gør det, får du ikke det han lover, men i stedet den evige fortabelsens skorpioner. Dette er jo en grusom fornægtelse af din tillid til hans ord. Du gør jo Gud til en djævel, om du kan tro noget sådant.

Åh, så lær dig da dette, at en sjæl som flygter til hans frelsernavn, kan Gud aldrig for alvor overlade til evig fortabelse. Men tag også til lærdom at Gud fører den han har kær på underlig vis. Og at vi ikke behøvede bede denne bøn om Guds rige hvis vi helt havde, og kunne nyde, Guds rige uforstyrret - hvis ikke mørkets rige omgav og anfægtede os. 

*

Vi har nu set hvad denne bøn om Guds rige indebærer, hvad det egentlig er vi bør bede om gennem den for os selv og for andre. Måtte vi nu også flittigt bede sådan, særligt i denne tid. Det er tid for Guds riges komme. Løft jeres øjne og se markene. De er hvide til høsten, Joh. 4:35. Det sagde Jesus da han så de første tegn på at noget begynde at ske blandt samaritanerne i Sikar. Vi ser også i denne tid mange lignende ting begynde at røre sig blandt folk. Åh, hvilken nåde og ære at Herren vil gøre os alle sammen til medarbejdere for sit rige, når han siger: Bed høstens Herre osv.

Så ser vi med bekymring f.eks. på vore nærmeste kære, vore børn, vore forældre, vore brødre, som endnu er under mørkets magt. Vi ser hvordan vi med alle vore ord til dem ikke udretter noget som helst. Åh, hvilken trøst da at tale med vor almægtige og trofaste Frelser om dem! Hvad kan han ikke gøre? Han vil vel ikke tvinge dem, om de standhaftigt står hans Ånd imod. Men han gør i stedet særlige ting som knuser og bryder modstanden hos disse som hans kære børns forbøn gælder.

Eller, du bor måske et sted eller i en by hvor du ser en ret udbredt og fræk ugudelighed. Du ser massevis af udødelige menneskesjæle fare omkring uberørt af al sin letsindighed og alle slags synder efter denne verdens handlemåde og dens fyrstes regering. Du bor måske til og med et sted hvor alt er mørkt og åndelig dødt, der hvor ingen spørger efter Gud. Du befinder dig som Israel ved Babylons floder, og din sjæl er i sorg over tanken på Jerusalem.

Åh, hvilken trøst det er under sådanne tilstande at skynde sig til den mægtige i Israel og bede: «Komme dit rige! Hav barmhjertighed med dette folk! Lad undere ske ved din højre hånd!» Til sidst, når vi ser ud over hele jorderiget og fortsat ser så meget «sort» på missions­kortet, hvor gribende er det ikke da at høre Herren sige: Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre osv. De som står i et sandt samfund med Frelseren må føle sig som delagtige i hans rige - som de jo også i virkeligheden er, efter Kristi egne ord, Luk. 22:29 og Joh. 17:20-22. Man kender uvilkårligt en nidkærhed for hans riges fremgang og sjæles frelse. Man ved knapt nok hvorfor, men det er vort rige, det er vort rette, eneste, uforgængelige rige.

Her i verden er vi som i et fjendeland, fremmede og gæster som vore fædre. Vi er som dem i Babel. Da må jo vi også tænke på Jerusalem, vor konges by, hans «højre hånds rige», og sige: «Glemmer jeg dig, Jerusalem, så lad min højre hånd glemme mig! Må min tunge hænge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke sætter Jerusalem højere end min største glæde!», Salme 137:5-6. Det må være noget mærkeligt med den kristne som ikke ser sig selv igen i dette sind. Kongens ord lyder sådan: Den som ikke er med mig, han er imod mig, og den som ikke samler med mig, han spreder, Luk. 11:23.

Måtte vi da alle være fyldt af denne bøn: Komme dit rige! Så vi flittigt beder for os selv, for vore nærmeste og for vækkelse i vort land, at Gud må give os mere vækkelse og lede det alt sammen i sandheden. Ja, lad os bede for hele Kristi rige på jorden som endnu er fuldt af døde ben: Kom, du Ånd, fra de fire vinde og blæs på disse dræbte mænd, så de kan blive levende! Ezek. 37:9. Herre fuldfør dit værk! Udrust dig, Du Vældige, med dit sværd, med din majestæt og din herlighed! Drag ud i din herlighed, du som altid lykkes! Skarpe er dine pile, så folket skal falde for dig - de træffer kongens fjender i hjertet. Komme dit rige! Amen!

  

Den tredje bøn:

Ske din vilje, som i himmelen således også på jorden.

I den forrige bøn bad vi om at Guds rige - efter grundsproget: kongerige - måtte komme. Og det er netop vilkåret for at en konge skal kunne regere, at hans vilje sker og hans bud efterkommes. Mellem den bøn og den vi nu har for os, finder vi en påtaget indre sammenhæng, som det er vigtigt at vi lægger mærke til, hvis vi vil opfatte Herrens egen mening rigtig når han lærte os at bede sådan.

Det som også hjælper os til at få den rette opfattelse af Herrens egen mening, er at han lægger til: som i himmelen således og på jorden. «... på alle steder som han hersker», Salme 103:22. Det er muligt at forestille os hvordan Guds vilje sker i himmelen. Hvordan den på den mest fuldkomne, lydigste og villigste måde udføres af hans englehære, disse hans tjenere som med vindens eller ildens hastighed udfører hans befalinger. Om dette siger David: Lov Herren, I hans engle, I vældige i magt som fuldbyrder hans ord, idet I lyder hans ords røst! Lov Herren, alle hans hærskarer, I hans tjenere som gør det han vil! Salme 103:20-21! Og umiddelbart derefter: Han gør vinden til sit sendebud, luende ild til sine tjenere, Salme 104:4.

Nu har vi tidligere talt om at Herren i sit nåderige i denne verden ikke virker direkte. Han bruger i stedet mennesker her på jord, disse som er blevet benådet til at være medlemmer af dette rige. Alle Guds børn skulle være hans værktøj, hans engle på jord. Det gælder ikke kun til at udbrede hans rige, men i alle forhold han har talt til os om sin vilje. Som konge vil han regere, først og fremmest over vort indre menneske, og videre over alt det vi gør og foretager os, som hans hellige bud viser.

Når vi ser den tredje bøn i denne sammenhæng bliver meningen med den tydelig. Det betyder jo at vi her skulle bede Gud om nåde til at vi i alle ting kunne gøre hans vilje. Det betyder videre, at på samme måde som hans kongelige vilje på det mindste vink øjeblikkelig bliver adlydt i himmelen, beder vi om nåde til at være hans værktøj på jord, lige så villige og uden betingelse.

Det indebærer også at vi beder om: 1: At han må oplyse vor forstand så vi kan forstå ret hvad hans gode, velbehagelige og fuldkomne vilje er. Og ydermere fylde vore hjerter med kærlighed, fryd og kraft. Så vi også må kunne udføre hvad vi har forstået er hans vilje. 2: At Gud selv ved sin magt må gennemføre sin vilje med os og alle mennesker i alle de forhold hvor hverken vor forstand eller vor vilje slår til. Ja, dette er det vi skal bede om i denne bøn.

Men læg nu mærke til at det står sådan: Ske din vilje! - ikke det ene eller det andet gode, nyttige, fortræffelige, som du vil, men din vilje! Denne bøn kræver helt og fuldt et hjerte som elsker Gud - et hjerte som egentlig bare ser på Guds velbehag. Den kræver et godt barns hjerte «som ingen vilje har», men alene vil Fars vilje. Og ikke behøver vide mere om hvorfor og sådant - udover bare dette at det er Fars velbehag.

Mennesker i tusindtal kunne elske noget godt, ædelt, noget nyttigt, nødvendigt - men det er ikke det samme som at elske Guds vilje. Det er nemlig ikke nok at vi elsker de samme ting som Gud elsker. - Nej, meningen er at vi, uden hensyn til sagen, skal elske selve Guds velbehag. Sådan som han vil det - sådan skal vi elske Gud. Og videre: I kærlighed til ham elske hvad som helst han vil, også om det for os ser aldrig så forkert eller vanskelig ud, som når Abraham får befaling om at ofre sin Isak, «Løftets søn». Da var det umuligt for ham at indse hvorfor. Men han ville gøre det udelukkende for at gøre Guds vilje. Og nu kræver den tredje bøn at vi ikke bare skal acceptere en sådan Guds vilje - men at vi skal elske den sådan at vi også beder om at den må ske.

Vi må nemlig aldrig glemme at bøn - bøn må være hjertets sag. Ikke forstandens værk og ikke som resultat af et påbud. Men som et begær sprunget ud af det som ligger os på hjerte. Når så Guds vilje er død og korsfæstelse for den gamle Adam, og desuden al menneskenatur vil være fri og elsker sin egen vilje, så kan man vel spørge: Hvordan kan det ske at noget menneske kan få et sådant hjerte som i den grad elsker Guds vilje at man virkelig også beder om at den må ske?

Svar: Et sådant hjerte får man aldrig, om man så plager sig til døde for at få det, på nogen anden måde end gennem en ny fødsel, virket af Gud.

Men når en sjæl er blevet fuldstændig udpint af sin egen ondskab og af lovens hellige krav, og omsider som den helt uværdige overvældes af den store, uforskyldte nåde, så han siger: Åh Jesus, det er for meget! Når et menneske i hans blod får hele sin renhed, i hans kærlighed hele sin frelse. Når Guds kærlighed på en sådan måde flyder gennem hans hjerte. - Da bliver Guds velbehag også mere dyrebart for ham end alt det som tænkes kan. Da bliver hjertets første spørgsmål dette: Hvad kan jeg gøre til dit velbehag, du enestående Frelser? Åh, må jeg bare gøre Guds vilje!

Da er den sjæl ikke mere optaget med hvad der er godt eller ret - men alene hvad den himmelske Far vil. Da ved han ikke om noget som er så ondt som hans eget hjerte, og siger nu i fuldt alvor: «Død, o Gud, min vilje! Jeg kan ikke selv døde den sådan som jeg bør, men gør det du». Når han på den måde beder mod sig selv, da beder han om Guds vilje.

Efter en sådan proces bliver man endelig udmattet af sin egen viljes ondskab. Når man dernæst bliver så gennemtrængt af Guds storhed at hans vilje bliver mere værd for mig end hele min frelse, og af hans kærlighed og herlighed, sådan om kun hans vilje sker, så er alting vel - ja, da har jeg et hjerte som virkelig elsker Guds vilje.

På dette område må enhver prøve sig selv. Her har vi nemlig igen et forhold som åbenbarer vort hjertes inderste tilstand. Vi husker også at bøn må være udtryk for et menneskes virkelige trang, det som ligger det på hjerte og som det er optaget med. Da vil hvem som helst slet ikke kunne bede denne bøn. Nu taler vi selvfølgelig ikke om de mange som lever fuldstændig frit «efter sit køds lyster». Men også bortset fra disse finder vi stadigvæk to slags mennesker som ikke kan bede denne bøn ret.

Først er der nogen som ganske rigtig beder den både alvorligt og flittigt, fordi hele deres frelses håb egentlig bygger på at de må fuldføre Guds vilje, - disse «trælkvindens sønner». Af disse er der nogen som under tung og møjsommelig kamp sukker efter nåde til at kunne gøre Guds vilje. Andre blandt dem, derimod, gør det med en vis lyst, ja en vis tro og kærlighed, ret og slet ved glæden over dette bønnens engagement! Men alt sammen bygger ubevidst ret og slet på denne deres egen fromhed.

De er nemlig aldrig «ved loven død fra loven», Gal. 2:19. De er aldrig blevet gjort helt til skamme overfor Gud, fortabte og fordømte i sig selv, og alene gennem Kristi gerning, lidelse og forbøn blevet frelst. De er fortsat «trælkvindens sønner». Derfor er det ikke for Guds eller for Kristi kærligheds skyld, men for sin egen skyld, sin egen fromhed og kristendom, de lægger vind på at gøre Guds vilje. Og «trælkvindens søn skal ikke arve med den frie kvindes søn», Gal. 4:22-31.

Men der er også et slags «evangelisk» folk som heller ikke kan bede denne bøn. Det er disse evangeliets løse tilhængere. Disse som gerne vil høre det som lyder herligt og let, så man kan have en fuldstændig uforstyrret og rolig tro, en tro som ikke fører noget helligt sind med sig, som kunne angribe deres gamle menneske og gøre at Guds vilje blev deres livslov, blev målet for deres virkelige hjertes bøn. Nej, disse lever fuldstændig uberørt af spørgsmålet om hvad der er Guds vilje. I sit liv har de nok en vis form for kristendom afpasset til et bestemt mål, og dette synes de må være nok. Efter at de har indtaget en sådan holdning er de siden uberørt af spørgsmålet om Guds vilje. De læser bønnen: «Ske din vilje», med eller uden eftertanke. Om også tanken følger ordene, rækker det alligevel ikke til mere end en tanke, ikke en bøn, ikke noget som virkelig ligger dem på hjerte. 

*

Du som læser dette, stands nu op en stund ligesom ind for Guds ansigt, ind for de øjne som ser ind i hjerterne, ser vore tanker og viljes mål. Hvordan er det med dig og dette forhold? Du ved vel selv om du er optaget med sådanne suk og bønner: «Gud, vis mig din vilje! Hjælp mig at gøre din vilje!» Det er nemlig umuligt at Den Hellige Ånd kan bo i et hjerte uden at der opvækkes en sådan nød og suk der inde.

En kristen kan nok ofte fare over bønnen: Ske din vilje så adspredt at han ikke engang følger med i sine tanker. Men læg mærke til hvad der først og sidst er hans hjertebøn! Er det ikke netop dette: «Gud, min Far og min Frelser, hjælp mig, hjælp mig så jeg kan gøre din vilje? Hjælp mig mod min forfærdelige træghed! Giv mig Den Hellige Ånds kraft som driver mig til at gøre din vilje, og som viser mig din vej så jeg kan vandre i din sandhed!»

Ja, dette er noget af det som kendetegner et hjerte som Den Hellige Ånd bor i. Dette er netop den ene store halvdel af det som skulle være kendetegnet på den nye pagts børn, disse som Herren taler dette om: Jeg vil give min lov i deres sind og skrive den ind i deres hjerter, Jer. 31:33. Guds lov er jo Guds vilje.

At Guds lov er skrevet i hjerte og sind, det opleves ganske enkelt ved at hjertet elsker Guds vilje, at jeg har et sådant sind som inderligt sukker: «Åh, må jeg kunne holde din lov af hele mit hjerte! Åh, må jeg kunne gøre Guds vilje!»

Vi siger ikke at en kristen er et fuldkomment menneske. Åh nej, der er meget i hans indre liv og i hans ydre færd som virkelig er skrøbelig. Han kan heller ikke våge, bede og kæmpe mod sine skrøbeligheder som han burde eller ville. Der findes ikke nogen som kender til så meget svigt som netop Guds børn. 

Men læg alligevel mærke til: Forstår et Guds barn at noget er Guds vilje, da er det straks hans livslov! Da vil han også gennemføre det, om end kødet stritter imod Ånden. Da trænger der sig en bøn på - se nu her hvordan denne bøn vågner op i hjertet! - Netop gennem kødets strid imod Ånden vækkes det til kamp og bøn om Guds vilje. Det er vigtigt at vi holder dette fast, at en kristen har et sådant hjerte og sind.

Vi taler bare om dette sind, om det indre menneske. Apostelen siger netop i det kapitel hvor han allermest klager over «syndens lov i lemmene», Rom. 7: «Viljen har jeg - jeg har lyst til Guds lov efter mit indre menneske». Der hvor denne vilje og lyst findes, og min egen adamittiske vilje strider imod på det hårdeste, der må der opstå et suk, et råb og en bøn om Guds nåde til at kunne gøre hans vilje, tværtimod den vilje som strider imod dette.

Selve striden består netop i sådanne åndens usigelige suk. Det er den kristnes rette tilstand. Bliver han så ind imellem ligeglad, så han ikke tænker på Guds vilje, da er det kendetegnet på en søvnens tilstand. Herren sagde selv om dette: «De slumrede alle ind og sov», - også de kloge jomfruer, Matt. 25:5.

Men hele en kristens liv kan ikke være søvn. Han kan vel ofte bittert beklage hvor svag vilje, hvor lille alvor og flid han lægger for dagen i det at gøre Guds vilje og at døde sit kød. På grund af sådanne skrøbeligheder kan han være nær ved at fortvivle. Men da bliver netop denne svage vilje og dette manglende alvor, det som hans bekymring, suk og bøn drejer sig om.

Læg videre mærke til at det er dette sind vi taler om, og det er ikke uden grund vi bruger så mange ord på dette. Herren kender alles hjerter og ved om menneskenes hemmeligheder. At ophøje kristendommen, at tænke og tale lidt åndeligt, koster ikke så meget nu for tiden. Men Guds rige består ikke i ord, men i kraft, 1. Kor. 4:20. Og en trang til at gøre Guds vilje, sukkene og bønnen om nåde til det, det er noget som man finder selv hos de svageste nådebørn.

Det er dette som er det nye menneskets åndedræt, som ikke ophører så længe der findes noget liv. Skriften siger det sådan: Se, ligesom tjeneres øjne følger sin herres hånd, ligesom en tjenestepiges øjne følger sin frues hånd, sådan følger vore øjne Herren vor Gud, til han bliver os nådig. Det siger David i Salme 123:2. Han siger ikke at vi er i stand til fuldkomment at gøre alt det Gud vil. Men at vi trods dette ser på ham på samme måde som «tjeneres øjne følger sin herres hånd.» Det vil sige at vi tænker på hans vilje, og stadig øver os i at gøre efter den. Dette er betingelsen for at kunne bede denne bøn.

Men nu er situationen altså at det onde kød med hele sin fordær­velse som fulgte af syndefaldet, altid strider mod Ånden. Samtidig har vor Guds højeste vilje (hans store hjertesag: Menneske­nes frelse, omvendelse og helliggørelse) hele djævelens rige imod sig. Da må der opstå en kamp om at Guds vilje skal ske. At bede: «Ske din vilje», er derfor at bede om meget lidelse, ja om død og korsfæstelse for vort kød. Det er ydermere at bede imod djævelens og verdens onde råd.

Derfor har Luther så rigtigt udtalt at Guds vilje sker «når Gud hindrer vor kødelige vilje, alle onde råd og djævelens og verdens angreb som vil hindre os i at hellige Guds navn og hindre at hans rige kommer til os», med mere.

Med denne bøn skulle vi altså ikke bare bede om den nåde at kunne gøre Guds vilje, men også om at Gud selv må regere i blandt os, ja til og med gennemføre sin vilje i verden. Det som optager vor Far i himmelen, må også være det som optager hans børn.

Vi må samtidig tro at han for sin elskede Søns skyld har et sådant hjerteforhold til os at vi ved det bliver ophøjet til hans børn, til rigsarvinger og medarbejdere. Og at han hører vor bøn også når vi beder for andre, ja også for de store ting som sker rundt om i verden. På samme måde som han lod sin ven Abraham tale med sig om hvad han skulle gøre med Sodoma. Og ligesom Moses med sin forbøn afværgede straffen over Israel, sådan skulle vi også her bede om, at alt det som sker i verden måtte udvikle sig efter Herrens store rigsplaner.

Når de mægtige på jorden vil herske over verden med sine regeringer og militærmagt, da skulle Guds børn gennem sin Far, kongernes konge, bevirke at alle de store hændelser i verden måtte gå hans ærinde og fremme hans rige. Når fyrsterne rådslår sammen mod Herren og mod hans salvede (Salme 2) skulle vi bede om at han som troner i himmelen må spotte dem (vers 4) og gøre en Akitofels råd til intet eller «tvinge selve skaden så den tjener os til gavn».

Men når Gud er underlig, og vor stakkels forstand ikke kan følge ham, da oplever vi ofte den allervanskeligste kamp for vort barnlige hjerte. Netop fordi vi synes alt ser ud til at gå så galt og ilde som det bare kan gå. Åh hvilken nåde og visdom om vi da kunne huske hvad Herren siger om dette: «mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren. For som himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker», Esajas 55:8-9.

Når vi gennem dette bliver opøvet siger vi omsider: «Ske din vilje!» Ja, da siger vi det med glæde og som den som underordner sig. Og vi siger det selv når det ser allermest underligt ud. Vi bliver bare stående i undren over vor store Gud, og tilstår at vi ikke forstår hvad der er bedst. Vor bekendelse bliver denne:

Du skjulte Gud, og ophavs kilde

til alt som her på jorden sker,

jo mere du helt får lede alting

for mig, for verden, åh des mere

omstødes mine tankers vej.

Vel hænder det som synes småt,

iblandt så æres himlens drot.

Du vender alt fra os - til dig.

 

Når tunge skyer kommer nærmer´,

får true mig og gør mig ræd,

det tager min ro, da falder skærme,

fordi jeg nu selv må give op.

Men hænder det at alt går godt,

ja, sådan jeg tror det helst bør være,

da er jeg stærk, kan alting bære -

og tror på Gud i stort og småt.

Sådan bliver det altså sat på prøve hvad vor fred og vor tilfredshed egentlig grunder sig på, om vi kan sige: Ske din vilje - og virkelig mene det. Ikke: Ske dette og hint gode og nyttige, sådan som vor forstand udtænker det - nej, bare sådan det behager dig. Vi burde indprente os at Guds vilje er bedre end selv vor bedste vilje. Mange tror at de beder den tredje bøn ret så rigtig, selv om de helt har gjort sin egen mening om hvad der skal være Guds vilje - og beder om dette med ordene: Ske din vilje.               

Det hele bliver sat på en særdeles stor prøve når vi på en særlig måde selv er part i spørgsmålet. Vi vil f. eks. virke noget for Herrens sag, men vort stakkels hjerte vil også påtage sig ansvaret for sagens udvikling. Åh, hvor ofte det da bliver tydeligt at mange som troede de kunne forsikre både overfor Gud og mennesker at de bare havde Guds vilje som mål - alligevel, uden at de selv var klar over det, var ført ind på egne planer. På disse planer havde de så sat den skønne titel «Guds vilje». Dette bliver åbenlyst når denne antagende Guds vilje ikke har fremgang, når Gud sørger for at den hindres. Da kommer sjælen i en urolig og utilfreds tilstand, som om Gud skulle være styrtet fra tronen, eller at hans sag skulle være tabt.

Dette er nok til at bevise at vi har et sind som ikke udelukkende ser på Gud som den eneste store, almægtige og alvidende. Nej, da har vi enten vor egen vilje med i spørgsmålet. Eller vi har tilladt at flere guder er stillet op i vort hjertes tempel. Sådanne som vi har ladet blive mægtigere end Den Almægtige. Hvis ikke skulle vi jo «stille vort hjerte tilfreds» med den store sandhed at Gud hersker til og med over det onde, ja over djævelen og over verden, og at så vel helvede som død er i hans magt.

Vi må huske at der er en straf for dem som misbruger friheden og menneskets ånd. Dette kan ske når Gud ikke ved sin almagt standser dem, og de vælger bevidst at stå imod hans Ånd. Men selv straffen for noget sådant; forhærdelse og evig død, skal tjene til forherligelse af Guds majestæt, Guds retfærdighed, magt og hans beslutninger. Herrens ord om Farao bekræfter jo dette: Jeg vil forhærde Faraos hjerte, så han forfølger dem. Og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær, og ægypterne skal se at jeg er Herren.

Et ubegribeligt kongevælde

din almagts hånd på jorden før,

og er mit øje bare indstilt´

på dig, din hånd som alting gør,

da får jeg undrende beskue

helt som du styrer det din vej.

Hvad som er bedst, hvad var din vilje,

det ser jeg først i evighed.

 

Men vi går tilbage til selve spørgsmålet. Af alt det vi nu har nævnt, ser vi at vi i denne bøn først skulle bede imod al åbenlys ond vilje. For det andet imod en vilje som vi troede var god, men som der skjuler sig noget ondt i. For det tredje imod en virkelig god vilje, når denne alligevel ikke er Guds vilje.

For at vi bedre skal forstå dette kan det være nyttigt at bemærke følgende træffende forklaring af lærefaderen Luther. Først omtaler han den åbenlyst onde vilje, som når vi er tilbøjelige til at gøre det som enhver anser for ondt (hidsighed, løgn, bedrageri, det som kan skade vor næste, og lignende), og hvordan vi altid må bede imod noget sådant. Så tilføjer Luther: «For det andet er vor vilje ubevidst ond når den kommer i fine former. Som f. eks. når Johannes og Jakob vil nedkalde ild over samaritanerne som ikke ville tage imod Jesus, og Herren svarede: I ved ikke hvad ånd I er af. For Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse, Luk. 9:55-56.

Dette ser vi hos dem som kolliderer med det de anser som en tåbelighed eller uviselighed rettet mod sine aktiviteter. Så sætter de ind med at gennemføre hvad de har sat sig for. De giver højlydt udtryk for sin klage og siger: «Jeg mente det jo så vel, jeg ville have hjulpet hele byen, men djævelen ville ikke tillade det». Dermed mener de at de gør det som er deres pligt og ret, selv om de bliver både hidsige og mærkelige i sin færd, og fører ufred over både sig selv og andre mennesker. De slår omgående stort op at de er blevet hindret i at gennemføre sine gode hensigter. Havde de fået det at se i fuldt dagslys, så ville de opdage at det kun var «et skin af ret». Og at deres gode hensigt ikke var andet end at de søgte sin egen vilje, sit eget bedste, ja, ind imellem også egen nytte eller lære. For det er ikke muligt at gode hensigter/en god vilje, om den da virkelig er god, virker hidsighed eller mishag hvis der er noget eller nogen som hindrer den i at udfolde sig.

Læg også mærke til at det er et sikkert tegn på en ond vilje når man ikke kan tåle at der kommer hindringer i vejen. Utålmodighed er netop den frugt du skal genkende den skinfagre, falske «gode» vilje på. For en vilje som virkelig er god siger sådan når den oplever hindringer: «Åh, Gud, jeg troede dette skulle være rigtig. Men om det ikke er det alligevel, og altså ikke skal være sådan, så er jeg tilfreds. Ske din vilje!» For hvor der er misfornøjelse og utålmodighed, er der intet godt - om det ser aldrig så godt ud.

I tillæg til disse to onde viljer er der også en retskaffen god vilje som heller ikke bør ske (nemlig når Guds vilje fortsat er noget andet). Dette gjaldt f. eks. David da han ville bygge et tempel for Gud. Gud roste ham for det, men ville alligevel ikke at David skulle gøre det, 2. Sam. 7. Det samme med Kristi vilje i Getsemane da han bad om at slippe for at drikke denne kalk, og denne gode vilje alligevel måtte vige. Altså, om du kunne omvende hele verden, opvække døde, føre dig og alle mennesker til himmelen og gøre alle slags undere, så burde du alligevel ikke ville noget sådant. Hvis du ikke havde sat Guds vilje foran alt, og bøjet din vilje under Guds, havde forkastet din egen vilje og sagt: «Min Gud, det og det ser godt ud for mig. Behager det dig så må det ske. Behager det dig ikke (at jeg skal gøre dette, 2. Sam. 7), så lad mig ikke gøre det».

Gud hindrer denne gode vilje ganske ofte hos sine hellige. Det sker for at den falske, bedrageriske og onde «gode vilje» ikke skal snige sig ind gennem det gode udseende. Dette også for at vi skal lære at vor vilje, hvor god den end er, er langt dårligere end Guds vilje. Derfor bør en dårlig «god vilje» i sandhed vige, eller til og med underdanigt tilintetgøres, overfor Guds uendelige gode vilje. For det tredje skal den gode vilje i os hindres også fordi den må blive renere. Den bliver renere når den underordner sig den guddommelige vilje, som er det som hindrer den, indtil mennesket bliver fuldstændig under­ordnet, fri, viljeløst og ikke ved mere end at det afventer Guds vilje.» Så langt Luther. 

*

Af alt det vi nu har set finder vi at det slet ikke er nok at vi har en god mening, et godt forsæt, og det vi nu altså kalder en god vilje. Nej, der kræves noget mere. Vi må nemlig også have en gudfrygtig vilje, som er mistænksom overfor sig selv og beder om at Gud må drive sin vilje igennem.

Vi har også set, at ved syndefaldet er hele vor egen vilje gennemtrængt af synd, sådan at vi må bede imod os selv, mod vor egen vilje som mod vor farligste fjende. Vi må sige: «Åh, Far, lad det aldrig udvikle sig sådan at det skulle gå efter min vilje! Bryd min vilje og hindre du den! Det må gå med mig som det vil - må det bare ikke gå efter min, men efter din vilje! For sådan er det jo i himmelen - der er ingen egen vilje. Må det også være sådan på jord!» En sådan bøn gør den gamle Adam virkelig ondt, for vor egen vilje er det allerdybeste i os. Der er ikke noget vi har så kært som vor egen vilje.

Nu er vi kommet til det ømmeste punkt i vort emne, eller rettere i vort livs erfaringer. Kun få mennesker er klar over eller forstår hvor meget bedrøveligt og bittert, men også hvor meget saligt for evigheden, de pådrager sig her i tiden ved alvorligt at bede den tredje bøn, 2. Kor. 4:17-18. De tænker ikke over at vi står overfor en Gud som regerer over hele vort liv, og som vi aldrig kan være mere sikker på hører vor bøn end netop når vi beder om hans vilje.

Beder du virkelig om Guds vilje, så vær forberedt på mange vanske­ligheder for det gamle menneske. Vil du at alt skal gå efter din egen vilje, så bed aldrig den tredje bøn!

For du bør både vide og tænke over at Gud hører denne bøn og kommer til at lede dig gennem livet efter sin vilje og ikke efter din. Det bliver selvfølgelig til din sjæls allerhøjeste og evige vel, men til megen lidelse for kødet - til korsfæstelse og død for den gamle Adam.

Vi kommer nu også i hu hvad Luther en gang svarede en from sjæl som spurgte ham: «Hvordan kan det være at jeg altid skal være så ulykkelig i denne verden at det jeg har ønsket mig mest, det har jeg ikke fået? Det går altid imod min vilje». Da svarede Luther: «Måske du nogle gange har bedt i fuldt alvor: Far, ske din vilje?» - «Jeg har vist nok forsøgt», fik han til svar, «også at bede denne bøn alvorligt». Da sagde Luther: «Ja, der har du det. Sådan må du aldrig bede, hvis du vil at alting skal gå sådan som du vil det».

Det var dette vi burde være klar over. Det kommer nemlig til at blive den allermægtigste trøst i livets bitreste erfaringer, at det er den trofaste Far i himmelen som handler med os sådan. Og han gør det bare for sin evige trofasthed og nidkærhed for vore sjæle. Han hører gerne al vor bøn. Men ingen bøn kan mere sikkert være efter Guds behag end når vi bare beder om hans vilje. Hver og en plejer sikkert helst at gøre efter sin vilje. Om du tror at Gud har en god vilje, og du beder om denne imod din egen vilje, så vær sikker på at han hører det. Om det som så sker, går imod din vilje, så vid at dette er netop det du har bedt om - og din største lykke.

Når en gang mine øjne åbnes - da får jeg Guds store hovedsag at se, Guds allerømmeste hjertesag: Sjælenes frelse, som han er så optaget med, at han for deres skyld blev menneske, blev et offerlam for os, svedte blod, lod sig hudflette, korsfæste og dræbe. Da ser jeg hans brændende hjerte bevist ved hans gråd over Jerusalems tilstand - og på den anden side hans glæde over samaritanernes omvendelse, så han af den grund helt glemmer sin sult. Åh, når mit øje får alt dette at se - hvilken usigelig, vældig trøst i at jeg da kan bede: Ske din vilje.

Det er frem for alt nødvendigt at vi tror at Gud vil at vi skal blive frelst. Ja, at vi både ved det og altså holder det for sandt så vi tror, ja, er overbevist i vort hjertes inderste om at han aldrig i evighed vil noget andet. I dag og i morgen, ja, bestandig vil dette være hans dybeste vilje. For denne sag, som altså ligger ham mest alvorligt på hjerte: Din evige frelse, kan han lade mangen en bitter lidelse ramme dig. Så siger Herren: «Fordi du er dyrebar i mine øjne, fordi du er agtet højt og jeg elsker dig, giver jeg mennesker i dit sted og folkeslag i stedet for dit liv», Esajas 43:4.

Gud lod mange folk legemligt gå under, alene for at fremme Israels sag (se vers 3). Det samme gælder i det vi nu taler om: Alene for din sjæls evige vel lader han dit «ydre menneske gå til grunde», 2. Kor. 4:16. Han lader megen timelig bedrøvelse ramme dig, ja, af og til de bitreste oplevelser, som tab af det du havde mest kært på jorden - noget som var vokset sammen med dit hjerte, som var dig kærere end dit eget liv. Døden bortrykker en hjertens kær ven, måske din ægtefælde eller dit kæreste barn. En anden mister pludselig hele sin ejendom. Onde mennesker tager noget endnu mere dyrebart fra dig: Dit gode navn og rygte. Endnu en anden får en uhelbredelig sygdom osv.

Hvor uendelig bitre erfaringer har jammerdalen ikke for sine vandringsmænd! Da kan hjertet fuldstændigt forgå - om det alene retter blikket mod det det kan se med sine øjne. Men hvis du som Asaf kan «gå ind i Guds helligdomme», Salme 73:17, da får du øje på det som egentlig betyder noget i dette liv, og i evighedens alvor. Da får du den trofaste Guds dybeste mening med at sende dig dette at se - nemlig at han tænker på din sjæl. Da vil du med tilbedelse «stille dit hjerte til ro for hans åsyn», 1. Joh. 3:19. Og du vil se på dine bitreste oplevelser som den allerstørste nåde. Eller ved du hvor meget lidelse som behøves for at din sjæl skal blive frelst? Vi spørger igen: Ved du hvor meget lidelse som behøves for at din sjæl skal blive frelst?

Stands her! - Hvis nu din trofaste Gud har en sådan kærlig tanke med dig at han vil gøre dig evig frelst i himmelen - skulle du da være misfornøjet med at han bruger så bitre midler? Kan hænde du selv - når du kender til din ynkelige træghed og svaghed når det gælder helliggørelse og det at døde kødet - ofte har råbt i dybeste nød: Gør det du, o Herre! Død du mit kød! Virk du selv min helliggø­relse! Da har Herren selv bevist sin nåde overfor dig og hørt din bøn. Nu er han begyndt at døde dit kød, og har ikke fundet bedre middel til dette end netop denne lidelse du oplever. Vil du så være misfornøjet?

Åh nej, bed Gud om en ydmyg og stille ånd, så du, når dit gamle menneske kæmper sin hårdeste dødskamp, kan bede: «Far! …ske ikke min vilje, men din», Luk. 22:42.

Der er kun én ting det er afhængig af: At man kan overgive sig - overgive sig til døden, tage afsked med dette liv, fra al tanke på nogen jordisk lykke, og vende sin sjæl mod evigheden. Den tredje bøn må man lære i Getsemane. Når pinslernes og dødens rædsler presser denne bøn frem fra Jesu hjerte: Abba, Far! Alt er mulig for dig. Tag denne kalk fra mig, - så lægger han øjeblikkeligt til: men, ikke som jeg vil, bare som du vil, Mark. 14:36.

Dette var sejren. Senere sagde han med lettet ånd: Skulle jeg ikke drikke den kalk min Far har givet mig? Når man bare har overgivet sig til døden, da lindres lidelserne.

Men, siger du, havde det så bare været min Far som sendte mig disse lidelser, men jeg ser jo både det ene og det andet konkrete menneske som er årsag til dette. - Da må jeg svare dig: Dette er følgerne af at du ikke tror kun på én Gud. Dette er hedningen i dit hjerte. Du har flere guder: Først skaberen, senere djævelen, så et ondt menneske osv. Hvis du i stedet havde troet hvad Skriften lærer - at der kun er én Gud som regerer over alle magter i himmelen, på jorden og i helvede. At djævelen ikke kan røre Job uden at han får lov til det. At verden ikke kan krumme et hår på vort hoved uden den himmelske Fars vilje. Da ville du se at selv det som onde mennesker gør mod dig, er bestemt af den vise Far, både når det gælder lidelsens art og styrke. Da ville du ikke se på kød, men alene se Gud i alle forhold.

Ja, lær af Skriften. I Klag. 3 taler profeten om at han vender sin kind til den som slår ham (vers 30), eller (retten) gør en mand uret i hans sag, vers 36. Men hvad siger vers 37? Jo, hvem talte så det skete, uden at Herren bød det? Er det ikke fra den Højestes mund både de onde og de gode ting udgår? Hvorfor klager et menneske som lever? Enhver klage over sin egen synd. (Læg mærke til at det er disse dine synder som enten skulle straffes eller dødes hos dig gennem disse onde mennesker). Lad os ransage vore veje og granske dem, (for at forstå hvad Herren vil påpege gennem lidelsen), og lad os vende om til Herren!

Det lærer Skriften altså, at det er Herren som sender os lidelsen, selv når den påføres os af onde mennesker. Dette havde David også for øje når dette onde menneske, Simei, forbandede ham. Når han forbander, og når Herren har sagt til ham: Forband David! - hvem tør da sige: Hvorfor gjorde du det? 2. Sam. 16:10. Det var også onde mennesker som pinte Kristus. Men han sagde at hans Far i himmelen havde givet ham denne kalk. Vi skal altså anse det for ligegyldigt, om Gud anvender gode eller dårlige mennesker til at døde vort kød.

Luther siger: «Kødet dødes gennem mennesker som står os imod, anfægter og ængster os, og stræber med at gøre os imod i alt det vi foretager os, selv i gode, åndelige gerninger. Åh, det er uvurderligt, kosteligt! Sådanne anfægtere bør man bruge alt det man ejer på at købe. Det er nemlig dem som virker denne bøn i os, og gennem dem er det Gud bryder vor vilje så hans vilje kan ske. Hvis nogen bagtaler dig og vil gøre dig til en tåbe, så skal du altså ikke modsætte dig det, men bare anse det som rigtigt. Det er jo også i sandhed din rette situation ind for Gud. Vil de tage noget fra dig og påføre dig skade på den måde, så lad dem tage det, som om det er ret det de gør. For det er uden tvivl ret ind for Gud. Om så dette onde menneske, ved det han foretager sig, gør en urigtig handling, - så er det ikke uret som rammer dig».

Tænk når så Herren Kristus siger: Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt uden at jeres Far vil det. Hvad kan have mindre værdi end et hår? Forfærdelige vantro, når vi ikke tager sådanne ord fra Kristi egen mund mere alvorligt! Han har jo dermed udtalt at vor himmelske Far har omsorg for de allermindste ting som angår os, og at ikke det mindste kan hænde os uden hans vilje. Skulle vi da ikke med glæde og ydmyghed lægge alt i hans hånd og bare sige: Ske din vilje

Til sidst bør vi også tilføje en anvendelse af denne bøn som er blevet til stor trøst for mange kristne. Når du må tage afgørelser og bestemme dig for hvad du vil gøre i en sag hvor du ikke kender Guds vilje - hvad skal du da gøre? Jo, bare at bede denne bøn, om at vor Far ikke lader noget have fremgang hvis det ikke er hans vilje. Gør så derefter det du ser som det bedste. Da kan du vide, at nu kan ingenting komme til at ske uden netop det Gud vil. Vid at udgangen på det hele skal vise dig Guds vilje.

Men, siger du, bare jeg ikke selv, til og med mens jeg bad om Guds vilje, også havde min egen vilje - og at det derfor skete efter den? - Svar: Var det ikke netop imod din egen vilje du bad Gud føre sin vilje igennem? Tror du da Gud hellere gør efter din egen vilje, som du påkaldte ham imod, end efter sin vilje, som du bad ham om?

Men selv om jeg ikke bad alvorligt nok? siger du. - Svar: Hvad er alvorligt nok? Læg nøje mærke til: Om du bare ønsker at kunne bede alvorligt, så har Gud hørt din bøn helt alvorligt nok - før du råbte. Tænk over at Gud selv først og fremmest vil gøre efter sin vilje. Når en sjæl da i en situation virkelig er optaget af at det må være Guds vilje som sker, noget som jo i sig selv er den stærkeste bøn ind for Gud, og så fortsat er usikker på om det er Guds vilje som sker, - da vidner det altid om en letsindig tankeløs­hed. Ja, det er fuldstændig at opløse Gudsbegrebet. Eller - hvad står Gud da for? Findes der i det hele taget en Gud som er over alt, trofast og almægtig? Jeg spørger dig som kan tænke sådan!

Mange tænker ikke over hvor vigtigt dette forhold er, som vi nu er standset ved. Hvor mange forstyrrende anfægtelser over din stilling i livet, hvor mange ulykkelige ægteskaber osv. havde ikke kunnet forebygges, om bare menneskene havde haft dette klart i sit hjerte! Hvor salig en ro, hvor mægtig en mur mod alle djævelens angreb - når jeg bare i dette lys kan sige: «I denne situation har min Gud sat mig. Disse vanskeligheder har min trofaste, eneste viselige Far, mit livs Gud, bestemt at jeg skulle have! Det er min Guds vilje».

Ja, dette er den salige ro for alle lidende hjerter - den eneste fredelige bolig på vor jord fuld af jammer! Her finder du hemmeligheden ved en urokkelig fred! Gud give os sådanne hjerter, så vi kan sige og virkelig mene det: Fader vor - ske din vilje! 

 

Den fjerde bøn:

Giv os i dag vort daglige brød.

Mennesker møder det emne vi nu tager frem med mange forskellige holdninger. For nogle er det daglige brød en så selvfølgelig ting at de slet og ret undrer sig over at man taler om dette i et åndeligt skrift, at Kristus midt i den åndeligt rige bøn Fader vor lærer os at bede om dette. Andre igen er så optaget af sit forhold til dette spørgsmål om det daglige brød, at det er som om sjælen helt vil forgå. Så hele Guds ord om omvendelse og tro, lov og evangelium ikke har nogen som helst virkning på deres hjerte - bare på grund af dette spørgsmål. Dette betyder slet ikke at disse sidste er så meget mere vantro og de førstnævnte har så meget mere tro. Nej, i de fleste tilfælde antyder det bare forskellen på fristelserne ‑ som igen har sin baggrund i forskellige naturlige anlæg og ydre omstændigheder.

Vi kan som eksempel bruge et lykkeligt ungt menneske som endnu lever i sit hjem hvor forældrene betaler alt for ham. Han kender ikke meget til bekymringen for det daglige brød. Har Herrens høje himmelske rige så også virkelig grebet hans sjæl, så er dette emne ikke det han er mest optaget med. Lykkelige ubekymrede ungdom! Andre dage kan alligevel komme. Men selv blandt dem som er et hjems forsørgere finder vi nogen som enten på grund af gode legemlige omstændigheder, eller med baggrund i et medfødt sorgfrit levned, ikke kender til nogen som helst bekymring for hvad det daglige brød er. De har ikke noget behov for at bede denne bøn, men bare takke for Guds godhed. Åh ja, selvfølgelig bør I som har det sådan takke for Guds godhed. ‑ Men selv I skulle finde noget at bede om, i denne bøn ‑ såfremt Guds Ånd bor i jer.

Vi skal nu først tale med dem som har bekymringer og fristelser i spørgsmålet om det daglige brød. Har I nogen sinde tænkt over hvad det indebærer at Herren Kristus selv lærte os at bede om dagligt brød, ja lærte os at vende os til den himmelske Far og bede også for alle legemlige bekymringer? Sagen er jo at der ikke findes nogen stærkere garanti for at Herren vil give mig noget - end når han selv har opfordret mig til at bede om dette. For dermed har han for det første sagt at skal jeg få dette - så er det afhængig af at han giver mig det. At det ikke står i min magt at skaffe mig det selv. For det andet har han dermed vist mig vejen og måden det kan modtages på, så jeg ikke behøver plages i uvished om hvad jeg skal gøre. For det tredje - det tredje er det mest markante - men før vi nævner det så lad os tænke lidt mere over det første.

Det er en hel, dyb brønd af de største anfægtelser som ryddes af vejen når jeg får at vide at det ikke står i min magt at afhjælpe min bekymring. Men at det er helt afhængigt af at Gud giver. For djævelen anfægter os til stadighed med at det er afhængigt af os, selv når vi synes at være ved at dø af magtesløshed. Når den som ikke vil arbejde lider nød, skyldes det selvfølgelig ham selv. Men her taler vi om dem som trods al sin indsats fortsat har vanskeligheder som ikke er løst, og som de lider under.

Når det virkelig går op for mig at det ikke er i min magt at løse sagen, da bliver jeg stille. Derfor har Herren netop i spørgsmålet om legemlige bekymringer givet os de beroligende ord: «Hvem af jer kan vel med al sin bekymring lægge en eneste alen til sin livslængde?» Matt. 6:25-34. Derfor har han lært os at bede sådan: Giv, Far, giv os vort daglige brød!

Men vi vil nu nævne det tredje som Herren viser os når han lærer os at bede til ham, nemlig dette: Hvilket forfærdeligt bedrageri det ligger i dette først at sige til nogen: Bed om det og det af mig, og så siden, når vedkommende netop gør det han er blevet opfordret til, og beder om netop det som er nævnt, alligevel ikke vil give ham det! - Den som forstår det forfærdelige bedrag som ligger i noget sådant, vil vel vanskelig kunne leve i så stor en vantro at han skulle tænke noget sådant om vor Herre Gud. Netop det forhold at han selv har lært mig at bede om det som jeg nu behøver, det giver mig den stærkeste garanti for at han også skal give mig det. Den som forstår det forpligtende i dette forhold, vil indse at han hellere må fornægte hele Guds væsen, Guds sindelag, end at tvivle på at Gud bønhører i et sådant forhold.

Jeg vil jo her komme til den enkle konklusion: Er det sandt, det som der står skrevet om Gud? Hvis ikke hele Guds ord er opdigtet - og hvis ikke alle hellige gennem alle tider i hele verden er bedragere og løgnere, så vil jeg tro Herren på det han siger, selv når det ser mørkest ud. Min tro skal stå eller falde på sandheden af hele Bibelen og alle vidnesbyrd om Guds væsen og vidnesbyrd fra dette almagts- og nåderige.

«Ja, er det ej sandt, det jeg læser om Gud,

da betyder det ingenting hvordan det i det hele taget går med mig».

 

Det er jo en stor trøst bare at høre Herren sige: «Derfor skal I ikke være bekymret og sige: «Hvad skal vi spise, eller hvad skal vi drikke, eller hvad skal vi klæde os med? Jeres himmelske Far ved at I trænger til alt dette», Matt. 6:31-32. Men, som vi også viste, så er det endnu mere rigt på trøst når han i tillæg lærer os at bede sådan som denne bøn.

Vi spørger endnu en gang: Kan nogen tænke sig at når vi tager ham på ordet og beder netop sådan som han selv har lært os, at han da skulle svigte os og vor tillid til ham, ja svige sit eget ord, sin egen sandhed, sin egen ære, så han ikke skulle give os den hjælp han selv havde opfordret os til at bede om?

Men, siger du, mit legeme er ikke mættet og klædt alene ved troen på Guds velsignelse. Mine børn og dem jeg skylder penge er heller ikke fornøjet alene ved min tro. - Jeg vil nu se at jeg får netop det som jeg trænger til, og som jeg beder om. Når jeg ser at jeg ikke får det, hvad hjælp er der da i disse trøstens ord eller min tro på dem?

Dette er sandelig stærkt talt mod vor Herre! Vær forsigtig nu! Du siger jo i grunden det samme som Jakob udtaler om falske mennesker - disse som bruger store ord, men ikke har gerninger: «Hvis en bror eller søster ikke har klæder, og mangler mad til dagen, og en af jer siger til dem: Gå bort i fred, varm jer og spis jer mætte - men ikke giver dem det legemet trænger til, hvad gavner det da?» Jak. 2:15-16.

Vi burde nok tænke os om før vi i det hele taget antyder noget sådant om vor trofaste Far i himmelen. Det er ikke spøg, men et forfærdeligt alvor som ind i mellem får sjæle til at rase mod Gud og alle hans løfter i fortvivlet vrede, når de bestemt synes at kunne se at han ikke giver hvad han har lovet. Nu må vi have for øje at alle fristelser har sin egentlige grund og kilde i djævelens og det faldne menneskes ondskab. Så har da denne fristelse også en særskilt årsag eller baggrund. Forholdet er nemlig dette at mennesket har gjort op med sig selv hvor meget af disse timelige goder de bør have. Når de så ikke får alt dette som de selv har sat sig som mål, mener de at vor Herre Gud ikke har holdt sine løfter. Dette på trods af at han har lært dem et helt andet mål for bønnen, og aldrig har lovet at give os alt det vort fordærvede hjerte ønsker at diktere.

Lad os derfor tage stærkt ind over os hvordan Herren har lært os at bede. Da ved vi også hvad han har lovet at give os. Så skal vi få at se om ikke han holder sit løfte, og til sidst står frem som den som er «retfærdig i sine ord og vinder når han fører sin sag», Rom. 3:4. Han har lært os at bede sådan: Giv os i dag vort daglige brød.

Hvad betyder så vort daglige brød? Vi spørger ikke hvor mange ting udtrykket daglige brød, omfatter, om det er mad, drikke, klæder, hus og hjem osv. - men standser først og fremmest med ordet «daglige». Det ord i grundteksten som her er oversat med «daglige», har sikkert nok været et vanskeligt ord at forstå6, men alle fortolkninger samstemmer alligevel i at det betyder noget som er nødvendigt for vor eksistens. Ikke hvad som helst som hjertet begærer, men det nødven­dige. Det betyder egentlig det som er nødvendigt for at opretholde vor eksistens. Derfor har nogen også opfattet denne bøn som om den gælder det åndelige brød eller sjælens mad.

Desuden lægger vi mærke til at Kristus tilføjer ordet «i dag», eller dag for dag, som det også betyder. Gennem det ser vi igen samme tanke som han lige bagefter giver udtryk for i den samme tale som han holdt (Bjergprædikenen), i Matt. 6:4: «Vær da ikke bekymrede for morgendagen. For morgendagen skal bekymre sig for sig selv. Hver dag har nok med sin egen plage».

Så spørger vi den som «tager til genmæle mod Gud», Rom. 9:20: Har du ikke helt til denne dag fået det som var nødvendigt for dit livs ophold? Du har måske ikke fået alt efter den opskrift som du selv havde lavet dig for dit liv her på jord. Nej vel, men du har alligevel fået alt det han har lovet, han som ved bedst hvad du mest trænger til. Eller ved du hvor meget tugt i fattigdom og bekymringer du behøver for din sjæls evige vel?

Men her vil en kristen, som ikke bare er fattig, men også bundet af gæld, måske svare os: «Der er noget som gør at selv fattigdommen bliver som ingenting, nemlig det forhold at jeg står i gæld til mennesker, og måske ikke skal kunne gøre op over for hver og en, måske skulle blive til en god historie i spotterens mund til skade for evangeliet». Svaret bliver da: Forudsat at du ikke har nogen særlig tilbøjelighed til hovmod, som trænger til en meget dyb ydmygelse, og forudsat at du ikke «frister Herren» enten ved forsømmelighed og ladhed, eller ved forfængelighed og sløseri med hans gaver, Jak. 4:3 og Joh. 6:12. Men er ordentlig, ydmyg, flittig og trofast i dit arbejde, og i enfoldig tro beder denne bøn. Så har du alle Herrens løfter og forsikringer: Han skal give dig så meget at du ikke skal blive til skamme som en bedrager, men skal kunne gøre det som er ret overfor alle.

Men det kan være sådan at vi frister Herren med ladhed, eller sætter os op mod ham. Eller vi kan have et stort overmod som nødvendigvis må bøjes ved tugt. Sådanne ting kan føre en kristen ind i den bitre situation at han ikke kan få gjort op over for alle, som er langt tungere end al mulig fattigdom.

Vi har jo også det forhold at mangt et Guds barn enten gennem sygdom eller andre omstændigheder ikke kan forsørge sig selv, men må sætte sin lid til brødres barmhjertighed. Dette er selvfølgelig ydmygende for vor stolte natur, men er også Herrens opdragelse af nogle af hans børn, måske for en vis tid, til de er blevet tugtet nok til at kunne bære nogle af Guds gaver. Sådanne skæbner må vi altid forholde os til med gudsfrygt og ydmyg holdning ind for Herren, den eneste vise og almægtige Far. Hans højre hånd kan også forvandle alting.

Har vi et eller andet bekymringsfuldt forhold i vort legeme, så har vi også i det forhold en øvelse som er nyttig for troen og bønnen. Et Guds barn har ved troen på Frelseren først og fremmest sine synders forladelse og lever af det Han har gjort. Det brød som er kommet ned fra himmelen er det hans sjæl lever af, Joh. 6:47-58. Men til den åndelige opdragelse hører også en masse prøvelser som døder det gamle menneske, både dets fornuft og dets lyster. Det er med og vender sjælen væk fra jorden til det som er der oppe. Det øver os i tro, tålmodighed og ydmyghed. Til det bruger Herren åndelige fristelser og anfægtelser på nogle af sine børn. På andre igen bruger han en serie legemlige bekymringer som virker det samme, nemlig at døde fornuften og det verdslige sind, vende sjælen til det himmelske og øve os i troen og bønnen.

Hvis ikke denne opdragelse var nødvendig, så kunne Gud vel spare os for mange bekymringer. Men hele vor åndelige opfostring må altid bestå af prøvelser. Når bekymringer møder en kristen, betyder det bare at han altid trænger til at prøves. Var det ikke sådan, da kunne vor himmelske Far selvfølgelig føre os gennem livet i fryd og gode dage. Men om der ikke fandtes andre grunde, behøver vi altid nogle prøvelser for at troen skal opøves. Hvis ikke bliver vi efterhånden blinde og glemmer Gud, så vi hverken ser vor egen elendighed eller Guds gaver, hans godhed og magt. Derfor er det sædvanligt at Herren først lader sine børn møde bekymringer, før han viser dem sin nåde og magt.

Lad os nævne et eksempel: Da Jesus så en skare på mere end fem tusind mennesker i ørkenen, vendte han sig til Filip, den fattige og rådløse discipel, med det store spørgsmål om hvordan en sådan mængde mennesker skal kunne få mad. Han siger: «Hvor skal vi købe brød, så disse kan få mad?», Joh. 6:5. Men hvad skriver Johannes efter dette spørgsmål? Jo: (vers 6) «Dette sagde han for at prøve ham, for han vidste selv hvad han ville gøre». Skulle vi ikke nøje huske på sådanne eksempler hvor Herren retter et så tyngende spørgsmål til en fattig, rådløs discipel? Når Herren ikke taler direkte med os for at bekymre og prøve os, så gør han det gennem de tilstande som møder os. Gennem disse får vi nøjagtig samme spørgsmål rettet mod vort hjerte som en Filip fik. Som om det var Herrens største alvor at vi skulle sørge for en menneskemængde som vi slet ikke kunne forsørge.

Men Herren gør det altså «for at prøve os», siger Johannes, «for han vidste selv hvad han ville gøre». Men da går det ofte på samme måde som med Filip og Andreas. Vi forstår ikke Herrens hensigt, men begynder i fuldt alvor at beregne mulighederne. Vi tror ikke at der findes nogen anden løsning. Vi tror ikke at vi har mere end det vi ser for vore øjne. Filip tænkte og beregnede helt rigtigt. Hans konklusion var at «brød for to hundrede denarer ikke var nok til dem, så hver af dem kunne få et lille stykke». Sandsynligvis vidste han at der ikke fandtes mere i deres beholdning som Judas forvaltede. Andreas ville også vise delagtighed i problemerne og bemærker endnu mere enfoldigt: «Her er en lille dreng som har fem bygbrød og to småfisk». «Men», lægger han til, «hvad er det til så mange?»

Da var det slut med disciplenes muligheder. Men var det slut med Herrens? Nej, først nu var hans time kommet. Han sagde: «Lad folket sætte sig ned!» - Og nu delte han ud, ikke så meget som de havde, men så meget som behøvedes7. Sådan går det i alle de prøvelser Guds børn oplever. Hver gang de i prøvelserne begynder at beregne mulighederne, så bliver konklusionen på dette regnestykke altid: «Hvad er det til så mange?» Men vi burde lære noget af dette at Herren uddelte så meget som behøvedes.

Tag imod denne lærdom: Dette bibelord udtrykker netop hemmeligheden ved alle vore prøvelser, nemlig at Herren tildeler hver og en nøjagtig så meget som der behøves. Det koster Gud nøjagtig lige så lidt at gøre os rige, som at holde os i fattigere tilstand. Han har hele skabningen i sin hånd, og kunne meget let lade alle jordiske rigdomme regne ned over os, på samme måde som han lod vagtlerne falde i så tykke lag over de knurrende israelitter at de lå to alen over jorden. Men det ville ikke være til mere lægedom for vor sjæl end den nævnte overflod blev for israelitterne: De slukkede sin lyst, og «mens de endnu havde kødet mellem tænderne, blev Herrens vrede optændt». De spiste og døde, til straf for sin lyst. Derfor kaldtes stedet «grådigheds grave», 4. Mos. 11:31-34 og Salme 78:26-31.

Lad os da ikke knurre eller begære, sådan som de begærede og blev dræbt! Hvor store fristelser følger ikke med overflod! Se hvilke forfærdelige ord Herren taler til de rige! «Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige», Matt. 19:23-24. «Ve jer som er rige, for I har fået jeres trøst», Luk. 6:24. Gud, led os ikke ind i fristelse!

«En kristens største lykke er ikke at have for meget lykke på jorden». «Har vi mad og klæder, skal vi lade os nøje med det», 1. Tim. 6:8. 

*

Dette er det Herren har lært os at bede om: Vort daglige brød, vort egentlige behov. Må Gud bevare alle kristne fra en så uafhængig tilstand at de ikke mere skulle behøve at være afhængige af hvad Gud har gemt til dem! Hvor lykkelig er det derimod ikke at leve som børn, afhængig af vor Fars brød! Han skal nok vise sig ikke at være nogen ubarmhjertig far. Eller - lad os spørge endnu en gang: Tror du han vil skuffe tillidsfulde børn som stoler på hans ord og beder om alt det de trænger til fra Ham?

Han siger jo klart nok at selv vi som er onde alligevel ikke kunne finde på at give vore børn en sten, når de bad om brød, eller give dem en orm når de bad om fisk osv. Skulle vi da tro at den store trofaste Gud i det hele taget ikke ville give os vort daglige brød, på trods af at han selv har lært os at begære det af ham, og at vi har troet disse hans ord og gjort nøjagtig det han har bedt os gøre; at begære det af ham?

Måden, tidspunktet og omfanget vil han i sin visdom og godhed selv bestemme. Men vort daglige brød kommer han helt sikkert til at give os.

Læg videre mærke til hvordan han ikke bare forsikrer os om dette. Han vil også bruge det vi ser for vore øjne til at bevæge vor forstand og vække os af vor vantro. Ja, han vil ligesom tvinge os til at se at han ikke kan lade os være foruden det som er nødvendigt. Han siger: «Se på fuglene under himmelen! De sår ikke, de høster ikke, de samler ikke til huse, men deres Far i himmelen giver dem føde. Er I ikke langt mere værd end disse?» Matt. 6:26.

Tænk, og åbn dine øjne og se hele denne uendelige mangfoldighed af levende væsner i hele naturen! Se hvordan han som skabte alle disse, sørger for hver eneste art med hver dens særlige behov, så hvert eneste levende væsen får sin næring netop der hvor det lever. Se videre hvordan han har gjort menneskene til ejer og herre over hele denne verden af væsner. Mennesket råder over fiskene i havet, over fuglene i luften og over alle dyr som rører sig på jorden, 1. Mos. 1:28.

Læg så mærke til et ynkeligt skuespil: Mennesket, barnet, husets arving, ængster sig så han bliver syg og bleg, ja gammel af bekymring ‑ fordi han ikke tror at han skal få det han behøver! Kan der findes større forlystelse for djævelens hadefulde hjerte og hele afgrundens selskab, end et sådant skuespil? Tænk at den som er så højt ophøjet som selveste arvingen, han som er herre over alt, som både jord og himmel blev skabt for fra tidernes morgen (Matt. 25:34), han går nu her nede og ængster sig for at hans Far skal lade ham opleve at han mangler det mest nødvendige?

Må vi da ikke med rette kunne sige: «Så uforstandige, og så træge i hjertet til at tro...» Luk. 24:25. Om fuglene siger Kristus: «de sår ikke, de høster ikke, de samler ikke i huse». Det vil sige at de ikke har noget lager eller noget middel de kan forsørge sig med, sådan som vi har. «Men deres Far i himmelen giver dem føde. Er I ikke langt mere værd end dem?» Tænk: Betyder menneskene ikke mere for Guds hjerte end dem? Alligevel skulle vi altså ikke kunne tro at Gud skulle have lige så stor omsorg for os som han har for dem? Fuglen lever lykkeligt i Guds omsorg - men menneskene vil forgå af vantroens bekymringer!

Er det ikke træffende hvad Luther siger netop omkring denne tekst, at når en fugl med sin glade kvidren flyver over vort hoved, så burde vi løfte på hatten og sige: «Min kære læremester, jeg bekender at jeg ikke kan den kunst som du behersker. Du hviler så trygt gennem hele natten. Du uroliges ikke af bekymring for morgendagen, og når du vågner, så synger du først en glad morgen-lovsang til din skaber. Derefter flyver du ned og søger efter det korn du behøver - og finder det. Mens jeg, gamle dåre, lader djævelen drive gæk med mig i den grad at jeg er ved at forgå af bekymring for mit udkomme!»

Lad os da bede Gud imod denne galskab, og lad os åbne øjnene og med taknemmelighed og dyb ydmyghed tænke over hvordan Herren, vort livs Gud, helt fra vor første dag har udgydt al nåde og velsignelse over os både til krop og sjæl. Han har givet os alle vore kræfter og evner, vore øjne, ører, vor fornuft og alle vore sanser. Han har bevaret det og opretholdt det. Alt sammen alene for sin faderlige godheds skyld over os i Kristus. Skulle han da ikke også herefter give os det vi behøver? Eller oplever vi nu at hans barmhjertighed har en ende? Har han nu vist os sin allersidste velgerning?

Men den fjerde bøn har også en lærdom til de mere heldigt stillede, de som ikke kender til dette med bekymring for det de behøver til livets ophold. De synes ikke de har noget behov for at bede om dagligt brød. Der er to ord i denne bøn som netop disse burde lægge mærke til. To ord som antyder samme forhold; ordene vort og os.

Har I Kristi sind, så burde I også lægge mærke til disse Kristi ord. Han siger ikke mig og mit - give mig mit daglige brød, men give os vort daglige brød. Tror du Gud har givet dig alt det du ejer for at du bare selv skal leve af det til dit eget velbehag? Eller at du skal samle skatte bare for dine børn? Hvad siger Herren?: Gør regnskab for hvordan du har forvaltet ejendommen, for du kan ikke være forvalter længere! Luk. 16:2. Her ser du hvad Guds hensigt er når han giver enkelte så meget af det jordiske.

Har du nogen sinde tænkt på hvorfor Gud deler så forskelligt ud her på jorden, så den ene bliver så rig at han har meget mere end han trænger til, mens den anden er så fattig at han ikke har det nødvendige? Hemmeligheden ved denne underlige og forskelligartede fordeling er ganske enkelt at Gud har kaldet os til forskellig tjeneste. De som har fået mere end de behøver, skal være Herrens forvaltere. De skal forvalte hans gaver på hans vegne. Så vil han lade en flok fattige samle sig omkring disse, for at de dagligt skal sættes på prøve. Det skal vise sig om de ærligt vil forvalte hans gaver som husholdere og dele ud. Eller om de vil grave pundet ned i jorden og lave sig afguder for sig og sine børn af sin ejendom.

Måtte vi aldrig glemme den store almengyldige regel: «Hver den som meget er givet, af ham skal meget kræves. Og den som har fået meget betroet, af ham skal des mere kræves», Luk. 12:48b. Og det kongelige bud: Elsk din næste som dig selv. Glem heller ikke at der rundt omkring dig altid findes en eller flere fattige, syge, svage og skrøbelige. Alle rækker de sine hænder ud efter brød.

Derfor skal du i denne bøn bede for alle mennesker, og ikke tænke mig, mit - men os, vort. Du skal heller ikke bede som en forræder, sådan at du i bønnen siger vort, og så derefter, når du har fået noget, handler med det som om det skulle være dit. Nej, du er kun en forvalter. Og det skulle vi være med lyst og glæde, for Kristi kærligheds skyld. Så han kunne sige om alt det gode vi havde gjort: «I har gjort det mod mig», Matt. 25:40.

Når vi så dernæst ved at udtrykket «dagligt brød» ikke kun står for mad og klæder, men også alt det som er nødvendigt for dette livets eksistens, som hus og hjem, ejendom og penge, en god ægtefælde, lydige børn, ærlige folk i din tjeneste, en god og trofast øvrighed og andre som styrer landet, godt og tjenligt vejr, fred, helse, tugt og ære, gode venner, gode naboer og endnu mere af lignende goder. Ja, da skulle der i hvert fald ikke være nogen som helst kristen som ikke bare lever for sig selv, men også elsker sin næste, som skulle mangle anledning til at bede denne bøn. Desuden kan Herren pludselig tage alt det bort som du ejer. Derfor har du al mulig grund til altid at bede om hans bevarende nåde, eller at han hver dag må give et daglig brød. Det at kende sin konstante afhængighed af Herren på denne måde - det er meget værdifuldt for en kristens åndelige helbred.8

Nu har vi set at vor Herre Kristus i denne bøn vil lære os at gå til ham med alle vore bekymringer, som et barn går til en trofast far. Han har lært os at begære alt af ham, og kaste alle vore byrder på ham, han som også efter sin opstandelse, i sin forklarede tilstand, kom til sine fattige disciple ved Genezaret sø morgenen efter den nat de havde arbejdet og ikke fået noget, og råbte: «Børn, har I fisk?», Joh. 21:59. Han gav dem ikke bare en rig fiskefangst, men indbød også til stegt fisk og brød for dem på stranden.

Stadig vil han med samme trofasthed tage del i vore bekymringer, selv de mest ubetydelige. Han vil sørge for melet i krukken og for olien i dunken. Han vil sørge for at vi har fisk og har brød. Han sagde: «Selv jeres hovedhår er talte, alle sammen». Hvad kan da være for lille til at omfattes af hans omsorg? Åh, den som kun fik nåde til at kunne bede denne bøn i tro! - Den sjæl skulle nok aldrig mere have nogen sorg på denne jord, men kunne leve i fuldstændig fred fra alle dette livets bekymringer.

Herre forøg os troen! 

Den femte bøn:

Og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

I de tre første bønner, hvor vi sagde dit, din, så vi på Gud, hans navn og hans vilje. I de tre sidste bønner, hvor vi siger vor, vort, os, ser vi på vore egne sjæles vel og frelse. I den bøn som ligger mellem disse, altså den fjerde, har Herren så valgt at vi skulle lære at kaste alle legemlige bekymringer på ham, så vi skulle være desto mere ledige for de åndelige forhold som møder os.

Emnet for den første bøn: Guds navn, hans ord, og at vi helligholder dette, er den første betingelse for at Guds rige skal komme og at Guds vilje skal ske. På samme måde er syndernes forladelse også forudsætningen for og selve livet i vort indre menneske. Uden det har det ingen hensigt at bede imod fristelser eller noget som helst ondt.

Ja, bønnen: «forlad os vor skyld» er selve det nye menneskes hjerteslag. Det er netop herfra alle øvrige kræfter i det nye menne­ske sættes i bevægelse. Hvis hjertet standser i kroppen, og ikke mere driver blodet gennem årerne - da er det slut med livet, da flygter sjælen. Så også når denne bøn ophører - så man ikke længere sukker om forladelse, ikke længere behøver komme til nådestolen. Da er det slut med nådelivet, da flygter Guds Ånd.

Vi ved jo at hele det åndelige liv i hovedsagen består af to nådeværk som kort sagt betegnes som omvendelse og tro. Eller på den ene side den levende erkendelse af synden som driver menneskene i bøn både om forladelse og hjælp mod synden. Og - på den anden side nådens erfaring. Gennem den kommer menneskene til nådestolen hvor de begærer og modtager denne forladelse. Det er for dette allervigtigste punkt i vort åndelige liv at Herren lærte os denne bøn.

Vi ved at om alt andet som tjener til liv og gudsfrygt findes hos et menneske, men denne afhængighed af nådestolen mangler, så er alt falskt og dødt. Dette er det Herren Kristus vil sige når han taler til engelen for menigheden i Efesus: «Jeg ved om dine gerninger og din udholdenhed. Du har tålmodighed, du har haft meget at bære for mit navns skyld. Men jeg har det imod dig at du har forladt din første kærlighed», Åb. 2:1-4. «Den første kærlighed» er forlovelseskærligheden - den kærlighed som springer ud over modtaget forladelse når man netop har fået benådning.

Denne engel eller leder var altså kommet i den situation at han nu ikke længere behøvede ligge, som i sin første benådningstid, ved sin Frelsers fødder og bede om forladelse. Nu havde han nok med sin egen virksomhed, sin forkyndelse og det han måtte lide for Kristi navns skyld. Ja, Herren siger at på den yderste dag skal mange sige til ham: «Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet onde ånder i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?» Men han skal måtte sige til dem: «Jeg har aldrig kendt jer». Dvs. at det inderlige samfund som kendetegner forholdet mellem den benådede synder og Frelseren - det eksisterer ikke mellem dig og mig, Matt. 7:22-23.

Sådan skildrer lignelsen om manden i bryllupssalen (himmeriget på jorden), som ikke havde bryllupsklæder på, også hvordan han havde alt det andet, men ikke havde haft behov for renselsen i Lammets blod, Matt. 22 og ApG. 7:14.

Se da hvor vigtig det er at vi til enhver tid prøver os selv på om vi er afhængige af at ligge ved nådestolen! Altså om vi lever i en sand og drivende syndserkendelse, om vi har den femte bøn som vor kæreste bøn, vort inderste hjertes trang. En bøn som stadigvæk går som åndedrættet fra vort hjerte.

Åh, hvilken forfærdelig tilstand, en hemmelig lurende fortabelse, er det ikke når en kristen har alt det andet så rigt og ret efter Ordet. Men ikke mere behøver at komme dagligt til Frelserens fødder og bede om nåde og forladelse. Det er slut med dette fattige syndeliv hvor man ikke kunne leve uden den daglige syndernes forladelse. Nej, nu får der lov til at vokse græs på nådestolens trappe. Nu er det ikke mere magtpåliggende, hver dag, at forvisse sig om Guds venskab. Nu er der andre sager som optager sindet og beroliger samvittigheden. Det er måske en lysende dragt af kristelig virksomhed som nu gør den blodige dragt på Golgata overflødig. Man er med til brylluppet. Man har kæmpet sig gennem de hindringer forretningsliv eller gods og gård havde skabt - og behøver ikke bryllupsklæderne!

Må Herren Gud hjælpe hver og en som vil være en kristen, til virkelig at vågne op og tænke alvorligt over dette, for sin udødelige sjæls frelses skyld!

Det første denne bøn vil tale til os er følgende: Herren lærer sine børn i denne daglige bøn at bede: Forlad os vor skyld. Af dette lægger jeg mærke til hvilke egenskaber hans børn forventes at have. For det første ser jeg at hans børn vil være sådanne som aldrig kommer forbi det stadium hvor de føler behov for forladelse, og altså også kender til de synder som bekymrer dem. Herrens mål for denne bøn kan ikke være at vi skal give et tomt udtryk for noget som vi ikke mere behøver bekymre os for. Han har ikke inviteret os til en hyklerisk bøn. Nej, det skulle i sandhed være udtryk for virkelig bekymringsfulde forhold. Må Gud advare os stærkt mod det hykleri at vi skulle fortsætte med at bede denne bøn - samtidig med at vi ikke var os bevidst om synder som virkelig bekymrede os!

Så kan vi da drage denne konklusion at denne bøn vidner om at de rette kristne, er sådanne som har en vedvarende syndserkendelse. Derfor har de et stadigt behov for at være overbevist om syndernes forladelse. Dette var det første vi burde lære og tænke alvorligt over. Men vi skal også bemærke at det ikke behøver være noget bevis imod vor kristendom at vi kender til disse synder som bekymrer os.

Der findes nogle kristne som på trods af et vist lys over evangeliet og flittig brug af dette, bare sjældent er virkelig frie i sin ånd. Grunden er ganske enkelt den at de ikke har modtaget den kraft og befrielse fra sine synder som de mener den rette tro skulle føre til. De er meget vel klar over - for de ser det i hele Skriften - at Guds børn også har synd, at kødet strider imod Ånden osv. Ikke desto mindre bliver de forvirret og mister sin frimodighed så snart de ser nogle tydelige synder hos sig selv. Dette fordi de tænker at sådant ikke skulle være muligt hos dem hvis de var rette kristne. Dermed bekræfter de at der i deres inderste alligevel skjuler sig den indstilling om de rette kristne at de er frie fra virkelige synder.

Sådanne burde altså vækkes af sin vildfarelse hver gang de beder denne bøn, og grundigt erkende at der endnu må findes virkelige synder hos de rette kristne. Vi behøver jo ikke bede om forladelse for synder som i virkeligheden ikke findes hos os. Nej, her lærer Herren Kristus sine bedste disciple en bøn som de og alle rette kristne skulle bede dagligt, nemlig Fader vor. Og denne bøn lærer dem at sige: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere. Da er jeg jo klar over at hans sande børn endnu har konkrete synder at kæmpe med. Da ved jeg at han ikke forestiller sig nogen børn som skulle være frie fra synder. Men tværtimod at synden endnu altid skulle bekymre dem. For, som tidligere nævnt, kan han slet ikke have lært dem en bøn som ikke havde samklang med deres eget hjertes behov. Det ville jo have været at lære dem at hykle. Lige utænkeligt er det at de skulle føle noget behov for syndsforladelse hvis de ikke havde nogen virkelige synder. Nogen kan heller ikke med sandsynlighed tænke, at Herren ville, at vi hele vort liv skulle bede om forladelse for de synder som vi en gang havde da vi ved den første benådning fik «renset hjerterne fra en ond samvittighed», Heb. 10:22.

Konklusionen er altså at denne bøn viser at de rette kristne fortsat altid vil have synder som bekymrer dem. Ja, Luther indleder netop sin forklaring til denne bøn i sin store katekismus med disse ord: «Dette forhold angår vort usle og elendige legeme som ikke går fri af synd - selv om vi har og tror Guds ord, følger hans vilje, tåler konsekvenserne af det, og lever på Guds gaver og velsignelse. Vi falder jo og bryder Guds bud dagligt mens vi lever i denne verden blandt mennesker som gør os meget ondt og giver grund til ærgrelse, vrede, onde lyster osv. Desuden har vi djævelen som angriber og frister os fra alle kanter, så det ikke er muligt at man altid kan stå fast i en så ustandselig kamp. Derfor er det igen en stor nød som giver grund til at råbe: Kære Far, forlad os vor skyld!

Ikke sådan at forstå at han ikke skulle forlade synden både uden og før vor bøn. For før vi har bedt om det, eller nogle gange tænkt på det, har han givet os evangeliet. Og i det har vi fuld og evig forladelse. Men sagen er den at vi bør erkende og modtage denne forladelse. For det legeme vi lever i er af en sådan art at det ikke tror eller tager sin tilflugt til Gud. Det er altid tilbøjelig til onde lyster, så vi dagligt synder med ord og med gerninger ved det vi gør og det vi ikke gør. Dermed får vi ufred i vor samvittighed så vi frygter for Guds vrede og unåde, og mister dermed trøsten og tilliden i evange­liet. Derfor er det nødvendigt at man omgående skynder sig til denne bøn, og henter trøst for at samvittigheden igen kan finde hvile. Men dette skal bare tjene til at Gud kan nedbryde vor stolthed og holde os i ydmyghed. For om nogen vil stole på sin kristendom og betvivle andres, da bør de se på sig selv og holde denne bøn op foran sine øjne. Så skal det nok gå op for dem at de ikke selv er mere kristelige end de andre. - Åh, måtte vi alle slå vore øjne ned ind for Gud og blive glade for at vi kan få forladelse». Så langt Luther.

Den pæne, men falske indbildning om at de kristne ikke er så elendige og syndige, har ganske stor magt til at gøre nådebørnene nedtrykte i sin trosfrimodighed. Men da må vi igen minde om det hele Skriften viser os, nemlig at der ikke er nogen mennesker på jorden som pines og jamrer sig over synden så meget som de hellige. Derfor siger apostelen netop om dem som tilhører Kristus, altså om de rette kristne, at de har et kød med så onde lyster og begær at det må korsfæstes, Gal. 5:24. Og i Skriften findes ingen udførlig historie om nogen hellige som ikke til og med omtaler hvordan deres synder brød ud, somme tider i ord, somme tider i gerninger.

Om dette siger Luther igen i en prædiken på døberen Johannes’ dag (St. Hansdag): «Tænk på hvem du vil, så er han ikke uden synd. Paulus, den allerhelligste apostel, tilstår i Rom. 7 at han kender synden i sine lemmer. Viljen har jeg, siger han, men jeg ser en anden lov i mine lemmer som strider mod loven i mit sind, og som tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. For det gode som jeg vil, gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Denne Paulus ville ikke være i synden - og måtte alligevel være i den. Jeg og flere andre ville gerne slippe synden. Men det lader sig ikke gøre, hvor meget vi end undertrykker den. Når det sker at vi falder i synd, står vi nu op igen på ny. Undervejs plages og pines vi så med den»... osv.

«Samlet set kan vi sige: Kristi rige er et syndigt rige. Hver og en som gerne vil være hellig, må bare sige: «Åh, almægtige Gud, tilregn mig ikke mine synder!» Alle må synge med på denne sang: Fader vor, du som er i himmelen, forlad os vor skyld! De som spiller hellige, som ikke ved nogen ende på sin hellighed, forstår ingenting af dette. De mener jo det er sådan fat med Kristi rige at der slet ingen synd er, men alt er så fint som om der var fejet fuldstændig rent. De vil have en sådan kristen som er hellig og fuldstændig uden synd, ja sådan som Kristus selv er. Det er et forhold langt fra realiteterne. Nej, den som er en kristen er en synder som erkender sin synd. Det tynger ham og er helt i strid med hans hjertes ønske at han endnu kender til syndens fristelser. Den som slet ikke har nogen oplevelse af synden er ikke en kristen».

Luther siger videre: «Fromme kristne hader dette liv og vil gerne flytte til det himmelske alene på grund af sine synder. De kommer aldrig så langt her at de ville kunne sige: «Jeg er helt uden synd». Tror de selv at de er kommet så langt, da har selveste djævelen bedraget dem. Ingen hellig vil nægte at han plages af synd. Nej de bekender det alle, og det gør dem hjertelig ondt, så de alle må råbe med Paulus: «Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?» Rom. 7:24. Sådan sukker og klager de alle på grund af at de kender synden og higer efter at være løst fra den» - Så langt nævnte prædiken.

I en prædiken til søndag efter jul siger Luther videre: «De kristnes liv er at de begynder på det at blive hellige, og fortsætter med at arbejde på den vej. Men ind imellem mislykkes det, så de også bærer frugter som er dårlige og som strider mod Ånden. Derfor må du være klar over at Kristus er underlig i sine hellige. Så du må tage dig i akt og ikke fordømme nogen, såfremt de ikke åbenlyst taler imod evangeliet. Det er på Åndens frugter man kan kende dem. Men netop fordi Kristus vil være både skjult og åbenlys, lader han også nogle fald og brist ske, så han kan skjule sig og overmodige dommere kan forarge sig over ham».

Gennem sådanne sørgelige oplevelser af fordærvelsen bliver Guds børn ofte dybt nedtrykt, og kan slet ikke tro at de alligevel har Guds nåde og venskab. Det er på grund af denne nød at Herren lærer os at komme frem for ham og klage og råbe: Fader vor, forlad os vor skyld. Så han gennem denne hans daglige syndsforladelse igen kan oprette vor samvittigheds trøst og fred i Ham.

For det tredje lægger jeg mærke til at Herren lærte os at bede denne bøn fordi hans mål og inderste vilje virkelig er at forlade os vore synder. Og at hans hensigt var en evig forladelse for sine børn. Tænk når den trofaste Frelser selv sagde: «Derfor skal I bede sådan: Fader vor forlad os vor skyld» - da vil han jo i sandhed forlade dem. Her har vi igen den vældige trøst som ligger i det at Herren lærte os at bede om noget bestemt. Da ved vi jo altid at den sag som han selv lærte os at hige efter af ham, må han mindst ville give os. Eller kunne vi forestille os at den trofaste Herre og Frelser alligevel ikke vil give os det, når vi kommer og gør netop sådan som han selv lærte os at bede om det? - han som udgød sit blod «til syndernes forladelse», og som yderligere havde lagt ordene i vor mund hvordan vi skulle hige efter denne forladelse!

Skulle han i denne mest alvorlige sammenhæng når det gælder vore sjæle, bedrage os sådan - han som i sin store kærlighed kom og udgød sit blod for os?

Hvem er det da som alligevel gør denne sag så usikker for os, som kvæler vore hjerter med en dunkelhed og uvished om Guds nåde? Vi er på denne måde næsten aldrig tilfreds og sikker på Guds nåde. Burde vi ikke lægge mærke til at det er sjælefjenden, og derfor begynde at leve i den største forvisning om denne forladelse for Kristi trofastheds skyld? 

*

Men når vi altså dagligt skulle bede om forladelse for vore synder, så må vi ikke forstå det sådan at vi ind imellem, eller når vi falder i synd, er under Guds dom. Luther siger det sådan i tidligere omtalte del af hans store katekismus: «Gud forlader os synderne uden og før vi beder. Han har givet os evangeliet til og med før vi begyndte at tænke på det, og i det har vi evig forladelse. Men sagen er den at vi bør bekende, og så modtage denne forladelse».

Dette ord af Luther kan synes noget uforståelig, når han altså siger at Gud «har givet os evangeliet, og i det har vi evig forladelse, før vi har bedt om det eller i det hele taget har tænkt på det». Men vi finder også en kostelig lærdom i dette. Luther har nemlig samme tanke her som apostelen Paulus har i 2. Kor. 5. Der siger han netop, idet han forklarer evangeliet eller «forsoningens ord»: (vers 18) «Det var Gud som i Kristus forligte verden med sig selv, så han ikke tilregner dem deres overtrædelser og lagde ordet om forligelsen ned i os» (vers 19), som nu helt enkelt lyder: «Lad jer forlige/forsone med Gud», vers 20.

Læg her mærke til hvad forsoningen i Kristi død betyder: At «han ikke tilregner dem deres overtrædelser». Hvem er «dem»? Verden, siger apostelen. Og hvordan skal det forklares? Jo, siger apostelen i vers 21: Ham som ikke vidste af synd, har Gud gjort til synd for os. Der er årsagen. I og ved Kristi død har Gud fået fuld soning (opgør) for hele verden en gang for alle. Og har gennem dette et sådant hjerte overfor alle ugudelige mennesker, som faderen havde overfor den fortabte søn - også mens han var i «det fremmede land» og «sløsede alt det han ejede bort». Dermed har Gud dette hjerte over for alle mennesker før de hverken har bedt om forladelse, eller nogensinde tænkt på det. Den samme Paulus siger nemlig i Kol. 1:14: «I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse».

Læg mærke til: forløsningen, syndernes forladelse, sådan som også Kristus udtrykte det: Mit blod udgydes til syndernes forladelse, Matt. 26:28. Derfor opfordrer evangeliet os til: «Trøst, trøst mit folk, siger deres Gud. Tal venligt til Jerusalem og råb til hende at hendes strid er endt, at hendes skyld er betalt, at hun af Herrens hånd har fået dobbelt for alle sine synder», Esajas 40:1-2.  Ligeså ser vi hos profeten Zakarias i kap. 3 hvor Herren taler om sin tjener Zemak (som betyder Spire). Han sammenligner ham med en sten og siger: Se, på den skærer jeg ud de tegn den skal have, siger Herren, hærskarernes Gud. Og jeg tager dette lands misgerning bort på én dag (vers 9). Læg mærke til ordbruget: tager misgerningerne bort! - og «på én dag»! - Hvilken dag? Den dag da de tegn den skulle have blev skåret ud - dvs. den dag der blev skrevet en indskrift - (på Golgata).

Behøver vi flere beviser for dette hovedpunkt i evangeliet? Eller er vor naturs blindhed så stor at vi ikke ser dette med vore øjne? Er det ikke nok bare at spørge: Hvad udrettede Kristus med sin soningsdød? Hvad betyder de mest kendte ord: Herren lod den skyld som lå på os alle, ramme ham, Esajas 53:6? Og videre: Se det Guds lam som bærer verdens synd, Joh. 1:29. Og fortsat: Ham som ikke vidste af synd, har han gjort til synd for os, 2. Kor. 5:21. Og videre: Skyldbrevet, det tog han bort idet han naglede det til korset, Kol. 2:14.

Hvad betyder alle disse bibelord? Jo, i Guds hjerte er der syndsforladelse før vi modtager den. Det er en syndsforladelse som består i at Guds uomstødelige retfærdighedskrav er tilfredsstillet, og at hans hjerte ved Jesu soning er vendt mod syndere. Nøjagtig som Kristus lod os se det hos faderen til den fortabte søn, som vi netop omtalte, og hvordan festklæderne lå færdige før sønnen kom tilbage, og som så blev taget på ham. Det er nøjagtigt dette som sker når vi kommer tilbage til Jesus. Den som falder fra, eller «rejser bort» er fortabt netop ved sit fravær, som Kristus så udtrykkeligt har sagt: «Fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn», Joh 3:18.

Men den som kommer tilbage gør ikke andet end at han modtager den nåde som før dette skete lå og ventede på ham. Så er evangeliet altså Guds løfte og testamente på den forladelse som er vor ved Jesu soning. Den som får et testamente på en ejendom, har i samme øjeblik fået ejendommen - selv om han ikke har set den eller er flyttet ind der/taget den i besiddelse. Da forstår vi Luthers ord når han siger at Gud har givet os evangeliet, og i det har vi evig forladelse, før vi har bedt eller i det hele taget tænkt på det. Men, siger Luther, sagen er den at vi bør bekende og modtage denne forladelse.

Når så et menneske er kommet tilbage og lever i troens samfund med sin Frelser, er det menneske i et vedvarende venskabsforhold hos Gud så længe det ikke falder fra og går tilbage til vantroens og selvoptagethedens fremmede land. Men netop på grund af dette sit barneforhold til Gud må dette menneske dagligt komme frem for Gud med sine synder - så han bekender og modtager denne forladelse. Denne bøn er med andre ord givet til børnenes behov.

Børn har et stærkt behov for at bede om forladelse når de gør noget galt, selv om de godt ved at de ikke er forkastet af sin far, eller har mistet arven. Gud vil vi skulle leve med ham under samme forhold som børn med sin far i et godt familieforhold. Derfor begynder denne bøn også med ordene Fader vor. Han er ikke tilfreds med at vi skal stå i en tjeners forhold til sin chef; bare gøre vor pligt, bare gøre tjenester og gerninger for ham. Nej, til sådanne skal han sige: Jeg har aldrig kendt jer. I har profeteret i mit navn, I har gjort kraftige gerninger - men jeg har aldrig kendt jer.

Kristus vil altid at Guds børn skal forblive i den første kærlighed. Vi har nu set hvordan den første kærlighed til enhver tid kun kan bestå ved at vi dagligt modtager forladelse. Dermed indser vi nu hvad denne bøn vil udrette: Selve livet er afhængigt af den, for at vi kan blive værende i den første kærlighed.

For at vi skal gennemskue dette endnu tydeligere, vil vi tage forholdet med den vedvarende nådestand op igen. Gennem hele Guds ord bliver det åbenbaret at så længe vi ved troen er i Kristus, har vi et vedvarende nådeforhold, som ikke veksler eller vakler på samme måde som vor hellighed veksler og vakler. Nej, nåden «hersker over os», Rom. 5:21, over hele vort liv, ja den er mægtig over os. «Så højt som himmelen er over jorden», Salme 103:11. Og på samme måde hvælver den sig, uden ujævnheder, over alle jordens ujævnheder. Lovet være Herren! Skriften lærer udtrykkeligt at der ingen fordømmelse er for dem som er i Kristus Jesus, Rom. 8:1, at de er et folk som Gud ikke tilregner synd, Rom. 4:8.

Læg nu mærke til, og hør nøje efter! (Og dette er der tusinder bekendende kristne som ikke ved): Det findes et nåderige på jord hvor synderne aldrig tilregnes dem som tilhører dette rige. Profeten siger det sådan: «Ingen indbygger der skal sige: Jeg er syg! Det folk som bor der, har fået sin synd forladt», Esajas 33:24. Tusinder ellers ganske oplyste mennesker ved ikke at i kristenheden er der to åndelige riger. Først et lovrige der hvor man får alt efter sin egen fortjeneste, som apostelen siger det: «Den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent», Rom. 4:4. Det samme er det Kristus vil vise os når han siger at de som har arbejdet hele dagen og båret byrderne og heden i vingården, de fik ingen nåde, men bare efter sin fortjeneste. De fik bare dagpengene fordi de «holdt sig til lovgerningerne», Gal. 3:10. Sådanne mennesker kalder Galaterbrevet for tjenere, trælle og tjenestekvindens sønner, som kun får det de har fortjent.

Men der findes også et nåderige der hvor det aldrig går efter fortjeneste. Nej, de som tilhører dette rige har en vedvarende nåde. I sine gode og dårlige stunder har de samme nådestand - fordi de har en stedfortræder som har sørget for at de ikke dømmes efter loven, og at ingen synder tilregnes dem. Paulus siger om dette i Rom. kap. 4: «Den derimod som ikke har gerninger, men tror på ham som retfærdiggør den ugudelige, han får sin tro tilregnet som retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger», og som «Herren ikke tilregner synd». Disse kaldes i Galaterbrevet for børn, sønner, eller den frie kvindes sønner, disse som skulle «blive i huset», Joh. 8:35, og få arven.

Med disse ord om tjenere og børn i huset (særligt i det vigtige og forbilledlige Abrahams hus), Gal. 4:22-31, har Paulus peget på et forhold som er meget lærerigt. Dette er der mange som ikke tænker over - nemlig hvordan Gud bruger vore familieforhold til at levende­gøre nådeforholdet. Vi ser jo klart hvordan vore kære børn, i sit legemlige forhold lever i en sådan nådestand i hjemmet, at de aldrig kommer i noget gældsforhold (bliver noget skyldig) til hjemmet, hvor meget de end forbruger dagligt - og hvor lidt de end arbejder. I hjemmet har de alt det de behøver, og de har det frit og gratis. De får sin mad og drikke, sine klæder og sine behov, sin seng og sin opdragelse (som jo alt sammen i løbet af en del år udgør ganske store summer). Alligevel - på trods af at de måske ikke selv skaffer noget af dette til veje, men bare forbruger, så bliver de aldrig noget skyldig. Til sidst, efter at de mange år bare har modtaget alt godt, skal de også modtage arven!

Tjenerne i huset, de har arbejdet hårdt og trofast, og måske været dem som har indtjent alt det hele hjemmet har at leve af. Det føres der derimod regnskab med. Sådan at om de f. eks. i løbet af året har taget mere ud end det som svarer til deres lønaftale, står de til sidst i et gældsforhold. Og at arve noget af det som hører hjemmet til - det kommer ikke på tale.

Men børnene - lad det være sagt endnu en gang - uanset alt det de forbruger og ikke arbejder, så bliver de aldrig noget skyldig. De kommer aldrig i noget gældsforhold til hjemmet. Er dette ikke en mærkelig regeringsform? Hvad skyldes så dette at børnene aldrig bliver noget skyldig? Det er jo alene fordi der aldrig føres noget regnskab for dem. Det er jo børnene, siger man, hvem holder vel regnskab med børnene så længe de lever ved sin fars bord eller lever på barnets vilkår? Ja, sådan er Guds riges hemmelighed! Der holdes aldrig regnskab med børnene. Vor skyld eller skyldfrihed afhænger bare af et eneste forhold: Om vi er tjenere - eller børn, tjenestekvindens barn - eller den frie kvindes barn, Gal. 4.

I din egen familie ser du det sande billede af nåderiget, dette billede Skriften så ofte bruger. Nøjagtig sådan som det er med dine børn, sådan er det med dem som er i Kristus, og lever i barnets forhold hos Gud. Der føres ingen regnskab med dem. De er det folk som Gud ikke tilregner synd. De lever af nåde på grund af det deres førstefødte bror fuldbyrdede. Derfor lever de under barnets vedvarende nåde.

Åh, er det sandt? Er det muligt, at der også findes et sådant nåderige på jorden? Ja, det er sandt. Skriftens ord kan ikke bortforklares, selv om vort hjerte, som er både ustadig og gennemtrængt af loviskhed, ikke kan holde fast ved denne herlige trøst. Men så sandt som Skriften ikke lyver, er dette netop alle Guds børns tilstand: At Gud ikke tilregner dem nogen synd som fordømmer. Der er ingen fordømmelse for dem. De er Guds elskede børn, under samme nåde hos Gud i deres ynkelige som i deres stærkere stunder. Når de fryder sig over at have fået kraft til at gøre noget godt, eller når de er bekymret over sine synder og sin dårskab så de «skriger fordi hjertet stønner», Salme 38:9. De er under samme nåde når de smager og ser hvor herlig Herren er, som når de under langvarig tørke bare synes at leve på malurt og galle.

Hvis det ikke skulle være dette som er sandheden, da måtte det altså være sådan at vi er til Guds velbehag når vi får nåde til at være mere kristelige og hellige. Mens vi måtte falde udenfor nåden i de tider vi var svage og faldt. Hvis det var tilfældet, ja da var i sandhed retfærdighed at få ved loven, og da var Kristus altså død uden grund, Gal. 2:21. Da var vi i et gerningsrige som herskede over nåden - og ikke et nåderige som herskede over gerningerne.

Men vi indrømmer at denne sandhed om nåderiget er den forfærdeligste galskab for vor fornuft og intelligens. Alt i os, følelse, fornuft og samvittighed er gennemsyret af lovsindet. Dermed trækkes vi gang på gang ned på lovsindets plan og forudsætninger. Den menne­skelige natur er nu en gang for alle skabt sådan at den ikke kan klatre højere end til det plan vi selv befinder os på, og har forudsætninger for at forstå eller finde ud af. Altså på samme måde som ethvert legeme naturligt vil trækkes ned mod jorden på grund af tyngdeloven. Men skulle vi da også for alvor basere vor tro på det vi af naturen føler og mener? Det ville jo være at falde fra troen og «fuldende i kød», som er det udtryk Paulus netop bruger om et sådant forhold, Gal. 3:1-3. Nej, nåderiget, hvor ingen synd tilregnes, det er summen af alt det Kristus har virket og af alt det Skriften vidner om dette. Gud være evig lovet for sin usigelige gave!

Vi må samtidig være klar over at for at vi altid skal holdes varme, bevares i den første kærlighed og øves i troen, så har Gud ladt den synd som bekymrer os, blive i vort kød - for at vi altid skal drives til nådestolen. Han tugter os også selv, som vi ofte ser i Skriften, så vi forfærdes og synes at føle Guds vrede. Men han «går ikke altid i rette» med os, Salme 103:9. Han «forlader os et lille øjeblik og gemmer sit ansigt», Esajas 54:7-8. Men alt med samme mål for øje: nemlig at vi altid skal holdes i den første kærlighed og øves i troen udtrykt i bønnen: Forlad os vor skyld. 

*

Den fjerde hovedlærdom af denne bøn finder vi i tilføjelsen: som vi også forlader vore skyldnere. Der er mange oprigtige sjæle som opfatter denne tilføjelse som aldeles forfærdelig, så de ofte bliver helt modløse af den grund. Men det skyldes en misforståelse. Denne tilføjelse skal tværtimod bidrage til at vi skal få en ny forvisning i troen, hvis vi forstår det rigtigt. For nogle falske kristne som lever i uforson­lighed og had, er det ganske rigtig forfærdeligt. For sådanne er det som om her udtales en «bindenøgle», og med den er de i sandhed bundet til evig fordømmelse.

Lad os da studere denne tilføjelse: som vi også forlader vore skyldnere. Mange har studeret på om Herren Kristus virkelig ville sige at kun i den grad vi forlader vor næste - vil han forlade os. Så har man tænkt: Han er da Gud og ikke menneske, og dømmer nu ikke efter det som øjnene ser. Hvordan kunne vi egentlig nogensinde blive virkelig overbevist om tilgivelse, om ikke Gud tilgav mere end vi tilgav? - Men vi behøver ikke at leve i uvished om meningen med denne tilføjelse, for vi ser jo hvordan Herren selv forklarer det lige efter han havde lært dem Fader vor. Det første han da talte om var netop for at forklare dette nærmere. Han sagde: «For hvis I forlader menneskene deres overtrædelser, da skal jeres himmelske far også forlade jer. Men hvis I ikke forlader menneskene deres overtrædelser, da skal jeres himmelske far heller ikke forlade jeres overtrædelser», Matt. 6:14-15.

I kap. 18 i samme evangelium fortæller Herren en særlig lignelse for at understrege samme forhold. Det gælder den tjener som skyldte ti tusind talenter og fik eftergivet alt, men bagefter selv krævede at hans medtjeners gæld til ham på hundrede denarer skulle tilbagebetales i sin helhed. På grund af denne store ubarmhjertighed ved vi at han selv kom under samme dom, og blev afkrævet hele sin egen store gæld som nu også skulle tilbagebetales til sidste øre. Herren forklarer det derefter sådan: «Sådan skal også min himmelske far gøre mod jer, om ikke hver og en af hjertet tilgiver sin bror». Af alt dette lægger vi mærke til hvad Herrens alvorlige mening med denne tilføjel­se er.

Af denne lignelse ser vi også at dette punkt ikke angår verden. Som eksempel kan vi nævne et såkaldt «godt» menneske. Det har ikke «gjort regning med Kongen», dvs. er ikke gennem omvendelse og tro kommet til liv i Gud, men lever i sin naturlige tilstand. Han kan være overbevist i sin samvittighed om at han ikke har en eneste uven på jord. Han tilgiver hjertelig gerne den synd ethvert ondt menneske påfører ham. Alligevel vil han blive kastet i afgrundens yderste mørke - udelukkende på grund af at han ikke havde gjort regning med Kongen. Det er det første vi her må lægge mærke til.

Vi har på den anden side følgende forhold: Ved Faderens kald og Guds store nåde er et menneske virkelig kommet til omvendelse og tro på Gud. Siden kommer han ud i verden, og bliver da ført ind i særlige forhold. Dette gør at netop Guds nåde og venskab, som efter omvendelsen var det hans øje var fæstet på, nu bliver skubbet i baggrunden. Om stor ondskab eller uretfærdighed fra mennesker møder ham, kan han nu blive siddende fast i had til disse, så han ikke af hjertet forlader dem. Da har denne sjæl mistet den benådning han havde modtaget hos Gud. Og har lidt et forfærdeligt tab på grund af disse menneskers ondskab - eller i virkeligheden på grund af sin ånds frafald.

Men, er det muligt, siger du, at Gud dømmer et svagt menneske sådan fordi han ikke kan tilgive alle onde mennesker? Ja, det er ikke bare muligt, det er nøjagtig hvad Kristus udtrykkeligt har sagt bl.a. i nævnte lignelse. Netop derfor har han medtaget en påmindelse i denne daglige bøn om dette konkrete forhold. Sagen er nemlig den, at selvfølgelig bliver de uretfærdige som var begyndelsen til dit had, også straffet. Selvfølgelig har Kristi blod også udslettet så store synder som dit had. Men at du nu kan fortsætte med at leve i had til andre, det beviser at du er en frafalden - at du ikke længere lever i den nye fødsels nåde. For alt det som er født af Gud sejrer over verden - sejrer over selv den største ondskab, sådan som vi ser de hellige martyrer med glade og tilgivende hjerter kunne lad sig brænde osv. - og dette er den sejr som har sejret over verden: Vor tro.

Forholdet er nu blevet dette: Du erfarede og modtog en gang den rette Guds nåde. Da blev dine egne synder så forfærdelige at andre menne­skers ondskab blev småt ved siden af. Da blev Guds venskab så vældig for dig at alt andet mistede sin betydning. Dette forhold har du nu mistet, når du i den grad kan overvindes af det onde at hadet bliver siddende fast i dig.

Dette afhænger nemlig altid af hvor stor man ser sin egen synd og Guds nåde. Bliver din egen synd virkelig stor for dig - så betyder andre menneskers ondskab mod dig lidt. Bliver Guds nåde virkelig dyrebar for dig, da kan du med lethed sige farvel til alt andet. Dette er grunden til at de svageste, usleste kristne, som går nedtrykte under sine egne synder og fald, de består meget let prøven og forlader andre. Jo svagere og uslere de er i egne øjne, desto lettere har de ved at tilgive andre. Ja, dette er hemmeligheden med nævnte tilføjelse. Åh, det er så fint, så skønt at det i sandhed røber sin mester.

Her får vi en oplysning om den rette omvendelse, som vil være af stor betydning for alvorlige sjæle. Oprigtige og tænkende kristne har jo en stadig bekymring som de udtrykker sådan: Jeg ved nok at den som har Sønnen, har livet, 1. Joh. 5:12. Jeg ved også at omvendelse og tro ikke er det som frelser mig, men kun skal drive mig til Kristus, og i ham er hele vor frelse. Jeg ved også at det kan være højst forskelligt hvad graden af syndserkendelse og trangen efter Frelseren angår. Jeg ved at der heller ikke i Ordet er sat noget mål for sådanne ting. Men jeg ved også at der virkelig kan være en syndserkendelse som ikke er tilstrækkelig, et forhold til frelsen som ikke er nok til at kunne modtage den. Sig mig da hemmeligheden i spørgsmålet: Hvor stor syndserkendelse er nødvendig for at nå målet? Hvor stor trang efter syndernes forladelse kræves der - for at jeg virkelig skal modtage den?

Svar: Se på denne tilføjelse i bønnen («som vi også forlader vore skyldnere»), og på det forhold som vi for nylig omtalte: nemlig at din evne til at forlade al menneskelig ondskab ganske enkelt afhænger af om dine egne synder er blevet et stort et onde for dig at alle andres synder bliver småtteri i dine øjne. Er Guds nåde samtidig blevet dig dyrebar at du for dens skyld giver afkald på alt andet? Når du har en sådan trang efter Guds nåde at ingenting i denne verden har stor værdi for dig, da kan du være sikker på at du i denne stund har Guds nåde. Et bevis på et sådant ret forhold er at du ikke ser noget menneskes ondskab så sort som din egen, og at du derfor har lettere ved at tilgive andre end at tro at Gud tilgiver dig.

Af samme grund må din sjælstilstand sandelig også være falsk og ufrelst når du umuligt kan tilgive din næste. Denne bøn vil da stænge dig ude og fordømme dig. For at citere Luther om dette forhold (citat fra en forklaring af Fader vor af 1518) lægger vi mærke til følgende: «To slags mennesker kan ikke bede denne bøn. De første er ganske rigtigt grove eksempler. De fortrænger sin skyldfølelse, men opdimensionerer sin næstes skyld i den grad at de ligesom uden at skæmmes kan sige: Jeg vil og kan aldrig tilgive ham det. Jeg kan aldrig forlige mig med ham. Sådanne går med bjælken, ja mange bjælker, i sine øjne og ser dem ikke - men det lille fnug i sin næstes øjne kan de ikke glemme. Dvs. sin egen synd overfor Gud tænker de ikke på. Sin næstes skyld opdimensionerer de - og vil alligevel at Gud skulle forlade dem. Om de ingen anden synd havde, så var denne bjælke i deres øje stor nok, ved at de er ulydige overfor Gud når de ikke vil forliges med sin næste. Og det er i sandhed en underlig Guds dom at den som ikke tilgiver, har større skyld end den som har været oprindelsen til forholdet/det onde.

Derfor begår disse mennesker en synd ved at bede denne bøn, Salme 109:7. Ja, det bliver en snare for dem. Gennem en sådan bøn fordømmer og forbander menneskene jo sig selv og pådrager sig unåde, når de beder om nåde under sådanne omstændigheder. For når du siger: Jeg vil ikke forlade. Men kommer selv til Gud og beder: Forlad os vor skyld som vi også forlader vore skyldnere, så er dette jo det samme som at sige til Gud: «Åh, Gud, jeg står i gæld til dig. Der er en anden som er mig skyldig. Nu vil jeg ikke forlade ham, derfor forlader du mig heller ikke! Jeg vil ikke lyde dig i din befaling om at forlade. Jeg vil hellere gå fra dig, miste din himmel og alt med den, og for evigt gå til djævelen».

Tænk efter, du stakkels menneske, hvad du påfører din sjæl med en sådan bøn! Har du i det hele taget nogen fjende som i den grad forbander dig overfor menneskene - som du nu forbander dig selv ind for Gud med en sådan bøn? Og hvad har din uven gjort dig? En timelig skade? Og så vil du på grund af en timelig skade føre dig selv ud i en til og med evig skade? Se dig for - kære ven! Det er ikke det menneske som påfører dig ufreden, men dig selv som ikke forlader ham det - som altså påfører dig den virkelige ulykke som ingen i hele verden kunne påføre dig.

Ganske rigtig kan fristelsen af og til komme mod os enormt stor. I vort eget hus kan vi f. eks. have et menneske som virkelig er bitter og ondskabsfuld, og som hver eneste dag ribber op i samme sår. Men hvad betyder det? Det er bedre for dig at lide hvad som helst helt til blodet - og forlade ham ondskaben. Og så beholde Guds venskab, og efter dette elendige liv på jord gå ind til himmelens glæde, end at blive siddende fast i had overfor en sådan ondskab. Og så under Guds dom gå mod helvede.

Åh, det som er fuldstændig umuligt for din natur, nemlig en sådan konstant tilgivende holdning, det kan den almægtige Gud stadigvæk give dig nåde til.

 *

 «Men der findes også nogle», siger Luther, «som går med had på en finere måde. Det er disse som åndeligt forulemper sin næste. Dvs. at de gør dem ikke andet ondt end at de i sit hjerte stiller spørgsmål ved rigtigheden i et eller andet forhold hos dem. De mener måske at de ikke er så oplyste eller retsindige som dem selv, eller de har ikke særligt positive tanker om dem. De ser dem gå under en stor synd eller vildfarelse. I stedet for at redde dem på en broderlig måde, ved formaning og overbevisning gennem Skriften, så vokser der i stedet et had til disse op i hjertet, og de begynder på fjendtlig vis at omringe dem og forulempe dem. Finder de så nogle fejl hos dem de nu har lagt for had, så er det et kærkomment fund som de udbreder for alle og enhver, taler om det, opdimensionerer det, dømmer og fordøm­mer. Sådanne kaldes på vort sprog bagtalere, på græsk djævle, på latin forrædere og på hebraisk sataner. De kaldes i Skriften også for orme og slanger, Salme 58:5. De taler modig og stærkt om ret, om retfærdighed og om den rette lære - som de savner hos andre. Men at de selv i sit hjerte bærer på had til disse vildfarne - den store bjælke i sit eget øje - mærker de ikke.

Om nogen gør noget galt, finder han ingen nåde hos disse. De møder ham ikke som det havde sømmet sig kristne mennesker med forbøn for ham, med mildhed i undervisning og broderlig formaning. Mens en forbryder efter både guddommelig og verdslig lov bare må stå frem for en dommer, en domstol og en anklager, så møder han gennem disse menneskers giftige tunger så mange dommere, domstole og anklagere som der findes ører på dem han møder. Dette beviser deres hjertes had. Og derved sker det forfærdelige at Gud ikke bare undlader at forlade dem. Men han lader også den unåde kommer over dem at han aldrig lader dem kende sin skyld.

Men ved deres flittige bagtalelse optræder de med tilsyneladende omsorgsfulde ord og siger: «Jeg taler jo ikke om disse ting til hans skade eller i nogen ond mening. Jeg under ham jo alt godt.» Åh, du hykler! Var du hans ven, så burde du tie og ikke sprede din næstes ulykke med lyst og velbehag i dit hjerte. Var du en oprigtig kristen, så ville du have opdaget dit hjertes skjulte had. Du ville blive forfærdet over denne opdagelse, og du ville få medynk og barmhjertighed for den som var faldet. Ja, du ville undskylde og prøve at dække over hans fejl overfor andre, og du ville bede til Gud for ham. Du ville på broderlig vis værne ham og hjælpe ham med at rette skaden op igen. Du ville tænke på din egen skrøbelighed med frygt og bæven, og sige med de gamle: I dag dig, i morgen mig. Paulus advarer netop om dette sådan: «Om også et menneske skulle blive overrumplet af en eller anden synd, da hjælp ham til rette, I åndelige, med sagtmodigheds ånd. Men tag dig i vare, så du ikke også bliver fristet. Bær hverandres byrder, og opfyld på den måde Kristi lov!» Gal. 6:1-2.

Tænk også over hvordan det ville smage dig om Gud gjorde det samme mod dig som du gør imod din næste. Hvis han holdt din synd frem, udmalede og udbredte den for hele verden! Han kan stadigvæk gøre dette med dig, om du ikke omvender dig på dette punkt. Ja, hvordan ville du kunne acceptere at en anden på denne måde forkyndte din ondskab? Du vil uden tvivl at hver og en skulle tie, undskylde, bære over med dig og bede for dig. Ja, «alt det I vil at mennesker skal gøre mod jer, gør det også mod dem!» Matt. 7:12.

Så oplever vi at de siger, nærmest undskyldende: «Men det er sandt det jeg fortæller. Hvorfor skulle jeg ikke tale om det som er sandt? Jeg har jo selv set det og ved det jo med sikkerhed». Svar: Det er jo også sandt at du har syndet. Hvorfor fortæller du da ikke også om din ondskab - hvis det er påtrængende for dig at omtale alt som er sandt? Og hvis du vælger at tie om det som er skadelig for dig - så praktisér også den store kærlighedslov når det gælder andre.

Vil du foretage dig noget når det gælder din næstes synd, så lær af Kristi ædle, gyldne regel: «Om din bror synder mod dig, så gå og tal ham til rette, han og du alene!» Matt. 18:15-17. Læg mærke til Kristi ord: han og du alene. Vil du ikke sige det til ham i enrum, så ti som en mur, og lad det være begravet i dit hjerte». Så langt hvad Luther siger om dette.

Alt dette er eksempler på hvordan det skjulte og forklædte had kommer til udtryk, og hvad, på den anden side, en virkelig tilgivende holdning vil sige. Desuden skal vi huske Herrens gentagede forklaring - at som du forlader din næste - sådan vil han også forlade dig. Dvs. at om du ikke af hjertet forlader din bror, så vil Gud heller ikke forlade dig.

En gudfrygtig kristen er så bange for denne Guds dom og for hadet, at han til og med frygter for at dette skal være hans tilstand - selv når det egentlig ikke er det som er hans forhold. Men den som ved med sig selv at det ikke er noget han mere ønsker og beder om, end at inderligt i Ånden kunne forlade sin bror, men alligevel føler i sit kød ligesom en torn eller et sår, som dagligt også så let kan rives op, han skal være klar over at dette ikke er det egentlige had. Beviset for at en sådan sjæl virkelig forlader, er at han er mere bekymret over og tugter det han kender til hos sig selv, i sit kød, end han er optaget med sin brors ondskab, som er ophavet til tornen eller såret. Desuden anser han generelt sin næstes skyld for småtteri mod sin egen. Han anklager derfor sig selv mest, og har vanskeligst ved at tilgive sig selv.

Om man altså prøver nævnte bøn: Forlad os, som også vi forlader, på en sådan tilstand, så er der ingen fare, selv om man altså oplever nævnte torn eller sår. For hos Gud er der ikke noget han kender til som strider mod hans guddommelige natur. Når han vil forlade, så er det også retsmæssig forladt. Du som ved med dig selv at du ikke anser noget menneskes ondskab så stor som din egen, så der ikke er noget andet som kan trøste dig end det Frelseren har fuldbragt - med dette sind bærer du i sandhed selv kendetegnet i dig på at også du får og har forladelse. På denne måde bliver tilføjelsen: Som også vi forlader vore skyldnere, meget trøsterigt.

Men den absolut største trøst vi kan få af dette, oplever vi hvis vi ser nærmere på Kristi vejledning om hvordan vi skal forlade vor næste. For af det kan jeg udlede hvordan han selv vil forlade os, fordi han lærte os at sige: Som vi også forlader. Han vil jo ikke lade os overgå ham i at forlade. Han har ikke bare lært os i Matt. 18:22 at vi skal forlade «ikke syv gange, men halvfjers gange syv gange», dvs. hele tiden, uafladeligt. Men i Luk. 17:3-4 læser vi noget endnu mærkeligere. Der siger Herren: «Tag jer i vare! Om din bror synder, så tal ham til rette. Og hvis han angrer, så tilgiv ham! Om han så synder imod dig syv gange om dagen, og syv gange kommer tilbage til dig og siger: Jeg angrer! - så skal du tilgive ham». Dette sted handler om forladelse så stærkt man kan finde det. Betragter man nogen for en ven og bror, da skal vi, sådan som Herren lærer os, lade dette være det afgørende: Om han angrer! Et andet sted taler Herren om Guds alminde­lige nåde. Ved den «lader han sin sol gå op over onde og gode», og der siger han at vi også skal forlade vore uvenner - som aldrig angrer (Se Matt. 5:44-45 og Luk. 6:27-28). Men her siger Herren altså: Hvis han angrer. Alligevel tilføjer han at denne syv gange om dagen kan synde mod dig og syv gange om dagen kan komme tilbage til dig og sige: Jeg angrer. Da har Herren altså givet os en højst tankevækkende oplysning om betydningen af ordet anger. Dette er det første.

Det andet er at kødet stadigvæk kan være så ondt hos dette menneske som Kristus siger, angrer, at han syv gange på en dag kan falde i synd - men også lige så mange gange angrer. Her lægger jeg mærke til noget om angeren som vi bør huske på. Her påbyder Herren, om din bror synder mod dig så ofte som syv gange om dagen, men angrer, så skal du forlade ham og betragte ham for en bror og ven.

Når han nu sandelig ikke vil at vi skal være mere barmhjertige end hans himmelske far er det (Luk. 6:36), ser jeg altså her hvordan han vil forlade os. Syv gange om dagen synes at være i overkanten når vi taler om synder tilsvarende forbrydelser mod en bror. Alligevel har Herren lært os at bede: Forlad os, som også vi forlader! Trøsterige tilføjelse! Åh, du vidunderlige Frelser! Syv gange halvfjerds! Syv gange om dagen! Ja, David siger: Som en far forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem som frygter ham, Salme 103:13.

Hvordan er forholdet med børnene? Gentagne fejl, gentagne tilgivelser, mad og tilgivelse, formaning og tilgivelse - og mere mad, formaning og tilgivelse. Sådan forbarmer Herren sig over dem som frygter ham. Amen!

 

Den sjette bøn:

Og led os ikke ind i fristelse,

Dette er den anden store hovedsag når vi ser på vort eget nådeliv. Den største nød er syndens skyld. Ved den frygter vi for at Guds nåde viger fra os. Derfor beder vi: Forlad os vor skyld! Den næststørste nød gælder det ondes magt over os. Eller faren for at djævelen, verden og vort eget kød skal forføre os til synd, så vi viger fra Herren. Hvis det sker, kan vi på ny komme til at tabe alt det vi havde fået af bare nåde.

Derfor er det igen nødvendig at råbe og bede til den almægtige Gud: Led os ikke ind i fristelse! - Forlad os vor skyld. Og led os ikke ind i fristelse! Dette er to nødvendige forhold som vi er helt afhængige af til liv og frelse. Sammenhængen mellem disse to bønner er også højst betydningsfuld. Ja, hvis ikke begge disse bønner så og sige følger hinanden i de suk dit hjerte bærer frem af sig selv, da står det sandelig ikke godt til med dig. Du må altså have et sådant sind som af sig selv har netop det samme tosidige behov som disse bønner udtrykker.

Læg derfor mærke til følgende: Hvis jeg virkelig har bedt: «Forlad os vor skyld!», da har jeg fået den trøst at alt er tilgivet mig, og at Gud nu er tilfreds med mig for sin elskede Søns sonings skyld. Men da vil det uundgåeligt blive mit hjertes første og inderligste suk at jeg ikke på ny må synde mod min nådige Far. Dermed begynder mit hjerte at bede sådan: «Led os ikke ind i fristelse! Hjælp mig, kære Gud, at jeg ikke igen synder mod dig!» Den som bare vil undgå syndens straf, og ikke har noget behov for at komme væk fra selve synden, han har alene i dette bevis nok for en falsk ånd.

Ja, hos alle oprigtige sjæle, selv før de kommer til troen, plejer der til og med at være mere trang til at løses fra synden, end at få forladelse. Dermed kan det ind imellem også føre vakte sjæle på afveje, så de sætter den sjette bøn foran den femte. De vil altså først frigøres fra den ondes magt, og siden bede om forladelse. Dette sker også med Guds børn, i særdeleshed når de bliver mere loviske end evangeliske i sin ånd. Da er de ti gange mere optaget af at blive løst fra synden - mens de måske bare tænker én gang på tilgivelsen.

Nu er dette altså ikke ret. For det er jo tilgivelsen og evangeliet som skulle fylde vort hjerte helt, om vi skal få en ren nidkærhed og en sejrende kraft imod synden. Men når vi lægger mærke til denne velkendte tilbøjelighed hos alle oprigtige sjæle, så får vi jo et desto stærkere bevis på hvilken falsk, sovende og kødelig ånd som bor i den som ikke i det hele taget gør noget for at blive løst fra synden. Vi har aldrig sagt at kødet ikke mere elsker synden hos mennesker med et oprigtigt sind. Men vi taler om dette underlige Herrens værk i sjælen: Den hellige og villige ånd som gør at jeg er bange for mit eget køds syndelyster, så jeg begynder at råbe: «Herre, hjælp mig mod synden! Led mig ikke ind i fristelse! Hjælp mig mod mit onde kød og djævelens og verdens fristelser!»

Måtte hver og en som virkelig tænker på at komme til himmelen, prøve sig selv oprigtigt ind for Guds ansigt! Frygter du virkelig for fristelsen og vil løses fra synden? Herren ser alt, Herren kender menneskenes hemmeligheder, han ved om du som læser dette virkelig har en nød for at blive løst fra synden, eller om du bare vil slippe udenom straffen.

Åh, hvilket forfærdeligt hjertets mørke, hvilket bedrag fra den gamle slange, når menneskene ikke skælver overfor falskhed ind for den store Guds øjne, de som er som ildsluer og «ransager hjerter og prøver nyrer» og «dømmer hjertets tanker og råd». Han ved hvordan du har det, om du virkelig tænker på at løses fra synden, eller om du endnu er indstillet på at beholde den. Hvad skal denne bøn til for - hvorfor i det hele taget nogen som helst religion - om du ikke er oprigtig ind for Ham, og til og med din bøn er et skuespil?

Til dette hykleri hører også at man vil løses fra mange synder, men gør undtagelser for en særlig - den egentlige skødesynd. Eller, du vil løses fra synlige synder, som farisæerne, men tager det på den anden siden ikke så nøje med om du leger med synden i dit hjerte. Det kan også være at du tager afstand fra de synder som er ubehagelige. Mens du derimod lever roligt i de synder som giver en vis nydelse og føde til dit selvliv, som selvbehag og åndeligt hovmod, f. eks. glæde over din åndelige forstand, dine gaver eller dit alvor - dette giftigste onde som strider imod nåden.

Der foregår også et stort skuespil når den sjette bøn bruges på den måde at man først beder: Led os ikke ind i fristelse. Og derefter vel vidende og med vilje opsøger det som er ens fristelse. Du ved f. eks. i et selskab et bestemt sted venter der dig en bestemt fristelse i en bestemt person. Alligevel går du af egen fri vilje derhen, og beder måske i døren: Led os ikke ind i fristelse. Enten er dette letsindigt at «friste Herren», og bevirker da at den retfærdige straf rammer dig så du virkelig oplever at falde i fristelse. Eller det er en følge af en fristelse som helt har tag i dig, og drager dig mod målet med forførerisk kraft. Men da ved du hvor elendig du er stillet, og bør egentlig bede om kraft til fysisk at flygte. For har du ikke kraft til det, så vil du senere have endnu mindre af den kraft som må til for at stå imod det onde. Dette gælder dem som begiver sig hen imod fristelsen af egen fri vilje.

Helt anderledes er det med dem som på grund af arbejde, familie og lignende er nødt til at omgås verden og vanskelige selskaber. Dette er jo forhold som netop er den store nød og bekymring for så mange oprigtige sjæle. Disse bør bare under frygt, men med stor trøst, flittigt bede denne bøn. Da skal de vide at «Herren ved at udfri de gudfrygtige fra prøvelser», 2. Pet. 2:9.

De må også huske at deres brødre rundt om på jorden har samme trængsel, om ikke netop samme slags fristelse. For den som har mindre fristelser fra verden, har som regel desto stærkere fristelser fra sit eget kød og af djævelen. Selv om det møder hver enkelt forskelligt efter forskellig åndelig alder og vækst. Men hver og en skal efter Guds ord erfare så meget at han «med nød og næppe bliver frelst», 1. Pet. 4:18, så han mister al sin egen kraft og virkelig må råbe til den eneste mægtige Gud.

Vil du være oprigtig og holde dig fra alt ondt, også hjertets hemmelige ondskab, syndelyster, vrede, misundelse, afguderi eller dit eget behag? Da først kommer du virkelig til at kende det ondes magt. For, som Paulus siger, netop det åndelige bud: Du skal ikke begære, det «virker alle slags begær i mig», Rom. 7:8. En sand kristens liv er helt igennem et liv fuldt af fristelser. Hele hans liv her på jorden er en tid fuld af strid, så han kun kan ønske sig døden. Han har jo hele sin fordærvede natur, og desuden mørkets rige, imod sig. Synde­giften har i den grad gennemtrængt hele vor natur, at en sand helliggørelse og Kristi efterfølgelse ikke kan ske uden en konstant kamp mod alle vore tilbøjeligheder både i forstanden og viljen.

Men lad os nu tale lidt sammen om kilderne til alle vore fristelser. Læg da først mærke til hele vor faldne og forgiftede natur, som sædvanligvis kaldes kødet. Forstanden er formørket, og fornuften vendt bort fra Gud. Dermed kommer vi stadig på urigtige tanker om Gud og os selv. Viljen, hjertet er en uophørlig kilde til al synd og elendighed, og vil altid i forkert retning, Salme 95:10. Herren siger jo: «menneskenes ondskab var stor på jorden, og alle tanker og hensigter i deres hjerter var onde hele dagen lang», - og dette siger Herren er «fra ungdommen af», 1. Mos. 6:5 og 8:21. Videre siger Herren: «Svigefuldt er hjertet, mere end noget andet, det kan ikke læges, hvem kender det?» Jer. 17:9. Og Herren Kristus siger: «For fra hjertet kommer onde tanker; mord, hor, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, spot», Matt. 15:19 og Mark. 7:21. Hvilken forfærdelig giftkilde, en uhyggelig ormerede menneskets hjerte er. Herren siger ikke: Fra det og det menneskets hjerte, eller fra den ugudeliges hjerte, men han siger: Fra hjertet, dvs. fra alt som hedder menneskehjerte.

Føler vi ikke dette dagligt? Hvad er det alle Guds børn sukker over? Er det ikke netop de onde tanker, det forfærdelige hjerte? Men man tier som regel med selve sagen, det som rører sig der inde. Grunden er at man kan ligesom ikke tro at så uhyggelige sager i det hele taget kan komme op i en kristens hjerte. Men mange oprigtige og prøvede sjæle har måttet bekende at alt det Kristus nævnte i sidste bibelcitat, det har rørt sig i deres tanker. Og Paulus har sagt at det var netop der hvor loven havde fået lov at komme til, at hele synden blev levende, Rom. 7:8-9.

Luther siger: «Jo mere lys over evangeliet, desto mere lys over loven. Og jo mere lys over loven, desto mere erfares synden. Sådan at ingen mennesker erfarer det onde så stærkt som de største helgener». Ja, Prætorius siger: «De mest åndelige, de som frugterne og kærligheden fra Gud virker allerstærkest gennem, de kender det onde mest intenst». Det samme nævner også vor ven Huhn sådan: «Dette har de mest hellige og åndelige mennesker jo til alle tider bekendt. Netop i deres mest hellige og åndelige stunder oplever de at de forfærdeligste fristelser og anfæg­telser fra kødet stormer løs på dem med dobbelt, ja tredobbelt kraft». Her finder vi altså den største kilde til alle Guds børns fristelser, kampe og bekymringer i livet.

Men i tillæg til denne fordærvelse som bor i os selv, har vi også verden. Fra verden fristes vi i det ydre til forfængelighed, begær, overdådighed og al slags sanselighed, men også til harme og utålmodighed. Den udretter dette ved at angribe os gennem ord og gerninger. Luther siger: «Vi vil aldrig opleve at erfare andet fra verden end had og misundelse, fjendskab, vold og uret, utroskab, hævn, sværgen og banden, bagtalelse, overdådighed og stolthed med over­flødig pynt, æresbevisninger eller magtudfoldelse.

Så har vi også for det tredje djævelen, som driver sit spil både i vort eget kød og i verden. Han blæser til alle former for ond ild, og giver alle mulige, fristende indskydelser. Dermed benytter han sig særligt af vore naturlige anlæg. Hvis nogen f.eks. af naturen har anlæg for hidsighed, misundelse og utålmodighed, så lægger han også altid til rette for noget sådant. Der hvor nogen har tilbøjelighed til et lystigt liv og letsindig­hed, der trækker djævelen netop det som fører til sådant frem. Den som har en udpræget havesyg natur, ham viser han al verdens herlighed osv.

Det er af og til vanskeligt at vide hvad der er djævelens og hvad der er det onde hjertets fristelser. Men der er visse klare tegn, som f. eks. når til og med din forstand forandres på et øjeblik. Du har f. eks. et forhold (en grov synd eller lignende) som du altid så på med gru, så bare tanken på sådant fik dig til at skælve. - Samme forhold kan så på et øjeblik blive noget du ikke tager så højtideligt, noget du knapt ved om du kan betegne som synd! Når du så husker på at der står skrevet: «I skal slet ikke dø», 1. Mos. 3:4, da burde du vel forstå at det er et bedrag som nu har grebet og blændet dit indre øje. Da forstår du vel at det er den gamle slange som har rørt ved dig med sin forvirrende ånd og fordrejet dit åndelige syn.

Men djævelen er særligt virksom i det som gælder samvittigheden og åndelige forhold. Han vil vi skal «stå på» voldsomt, være aktive og ikke have tillid til hverken Guds ord eller værk. Han vil drage os bort fra troen, håbet og kærligheden. Han vil føre os ud i vantro, falsk sikkerhed og forhærdelse. - Eller tværtimod til fortvivlelse, Gudsfornægtelse, bespottelse og utallige andre synder. Dette er altså de virkelig glødende pile som ikke kød og blod, men selve djævelen skyder ind i hjertet som de giftigste pile». Så langt Luther.

Fra disse tre fjender, djævelen, verden og vort eget kød, kommer der altså uafladeligt fristelser så længe vi er på denne jord. Hvordan skulle noget andet være muligt - når vi trods alt er i strid med det onde? Hvordan kan tilstanden egentlig være for den slags religiøse sjæle som lever hele sit liv igennem så frie fra alle fristelser og kampe? Er jeres kød nu blevet helligt? Er slangens sæd nu ikke længere i kamp med kvindens sæd i Guds børn? Er djævelen nu blevet god - så han ikke vil gøre os noget ondt? Er Kristus og Belial nu blevet forligt? 2. Kor. 6:15.

Åh, om du kunne vågne op fra denne tilstand, du rolige, religiøse menneske! Da ville du opdage at dette liv fri for fristelser er det sikreste tegn på at dit indre menneske har sovet. Da er det lykkedes for slangen at dysse dig ind i en behagelig og skøn søvn som kaldes «kristendom». Den hellige, kæmpende ånd har måttet vige. Du har nu en ånd som har indgået fred med disse åndelige fjender.

Men af alt dette kan vi alligevel ikke drage den konklusion at al slags indre strid med det onde er kendetegnet på en sand kristen. Vi ved jo f.eks. hvordan drankere og slaver under andre synder kæmper mod sine laster udelukkende på grund af hvad det fører med sig, som skamfølelse, vanære, sygdomme, fattigdom. Og for det andet: Hvor mange lovens trælle uden troens liv og kraft fører ikke en ynkelig kamp mod synden for sin frelses skyld. Hos alle disse kæmper kun kød mod kød.

Men når du først er blevet et nyt menneske, forsonet og forenet med Gud ved Kristus, og siden har kæmpet mod det onde, da skal du vide at selv de største fristelser ikke beviser at noget som helst er galt med din sjæls tilstand. Bare du ikke er begyndt at give efter og følger fristelsen, enten til synd eller ud i fortvivlelse, men i stedet uafladeligt fortsætter med bønnen: Led os ikke ind i fristelse. Du må blive værende ved nådestolen og den uforskyldte nåde i Kristus. Eller hvordan kan fristelsen bevise at noget er galt - når vi tværtimod har set at det slet ikke er noget godt tegn om nogen lever aldeles frie og rolige fra al denne kamp mod det onde?

Dette er det vigtigt at lægge mærke til. For om vi skal kunne fortsætte med at bede denne bøn, er det nødvendigt at fristelsen ikke får os til at miste modet. Den som tror han helt er i fjendens arme, han nedlægger straks våbnene. Vi vil derfor se lidt nærmere på dette punkt. Mange oprigtige nådebørn mister ofte fuldstændig modet straks de møder fristelsen. Det sker oftest ved at de tænker som følger: «Om jeg nu til og med falder i synd, så ville jeg ikke tvivle på nåden. Men jeg føler noget i mig som er meget værre: Jeg føler nemlig kærlighed til synden. Dette er jo helt forfærdeligt!»

Til dette må vi svare: «Kære ven, er du tilfreds med denne kærlighed til synden?» «Tilfreds med den? Hvordan skulle jeg kunne være det? Den er tværtimod det mest afskyelige jeg ved», siger du. Da må vi være klar over at dette jeg som afskyr, som hader denne kærlighed til synden - det er dit rette jeg. Det er det nye menneske. Dermed kaldes dette du oplever ikke i Skriften for at elske synden. Men det som du kalder det for, det hedder i Skriften «kødet med dets lyster og begæringer», Gal. 5:24. Det er altså kødets kærlighed til synden som du føler. Hvordan skulle vi kunne vide hvad en fristelse er - om vi ikke var klar over kødets lyster og begæringer? Det er altså en fristelse du oplever. Pas da bare på at du ikke giver efter for fristelsen så du begynder at flirte med den, lovpriser den og følger den. Ved troens bøn må du tværtimod stå kødet og djævelen imod. Uanset hvordan det går med dig, må du blive ved nådestolen og den uforskyldte nåde i Kristus. Da har du jo altid det evige liv i Ham.

Da kan det se så ringe og elendigt ud som det bare vil, ja om du så skulle føle dig fuldstændig overkørt af det onde, så «djævelen springer på dig med fødderne og tramper dig på halsen», som Luther siger. Eller det kan opleves som om han regerer fuldstændig frit over dig, og at al kraft og Den Hellige Ånds nåde synes fuldstændig tabt. Men at blive stille og bie på Herren nu, midt i det sorteste mørke - det er en stor visdom og en stor nåde. For det Herren virker i sine børn i sådanne prøvelsens tider, det er af de dybe hemmeligheder. Den som da er optaget med det han føler, eller det øjnene kan se, han ville fortvivle. Det er netop noget af endemålet med disse dybtpløjende og nedbrydende fristelser: Vi skal miste al «bi»-trøst i egen fromhed og styrke. Derfor må det udvikle sig helt til det yderste, og blive helt så sort for sjælen at der ikke findes den allermindste trøst i noget af det vi kan se eller kende hos os selv. Der må bare blive Herrens eget guddommelige væsen tilbage. Hans egen guddommelige trofasthed og magt skal være alt det som nu er vort eneste håb.

Også sådanne fristelser omfattes af Jakobs ord: «Mine brødre, agt det for ren glæde når I kommer i mange slags prøvelser. (Læg mærke til: «mange slags»!). For I ved at når troen bliver prøvet, virker det tålmodighed», Jakob 1:2-3, og videre i vers 12: «Salig er den mand som holder ud i fristelse, for når han har stået sin prøve, skal han få livets krone» osv. At apostelen her taler om syndens fristelser, ser vi tydeligt af hvad han lægger til lige bagefter, i vers 13 og 14: «Ingen som bliver fristet, må sige: Det er Gud som frister mig! For Gud bliver ikke fristet af det onde, og selv frister han ingen. Men enhver som bliver fristet, drages og lokkes af sin egen lyst».

Læg mærke til udtrykket: «holder ud i fristelse»! Det betyder at man ikke bliver trætte og giver efter for fristelsen så man følger den. At man heller ikke fortvivler og forlader nådestolen. Men hele tiden udhol­dende fortsætter i stærk tro under lidelsen at bede denne bøn: Led os ikke ind i fristelse. Peter lærer os også det samme overfor djævelens fristelse: Stå ham imod, faste i troen. Bemærk: «Faste i troen»!

Når man ikke længere tror på Guds nåde og hans vilje og magt til at hjælpe, da holder man op med at bede og bie på Herren. Da overgiver man sig til fjenden. Men skal jeg igen bie på Herren, da må jeg være indstillet på at bie længe og tålmodigt. For os synes det mindst at være noget hen imod uendeligt, og dermed som om vi ikke kan vente hjælp. Det vi da først og fremmest føler her er: Alt er til ingen nytte, det er ikke muligt at vente på nogen hjælp længere. Jeg ser og føler jo bestemt at jeg er overladt til Satan osv. Bliver man stående ved den indstilling, da ophører bønnen, som vi netop så.

Vor naturlige ladhed støtter også op under dette, så vi bliver trætte af at bede når vi ikke straks bliver bønhørt. Eller vi bliver opbragt over Kristus som ikke fører os netop sådan som vi havde tænkt. Lukas siger: (Kap. 18, vers 1 flg.) «Han sagde en lignelse til dem om at de altid skulle bede og ikke blive trætte». Lignelsen var om en dommer, en hård og uhjælpsom dommer som længe bare var undvigende over for enken som søgte hjælp. Men til sidst var han ligesom udmattet af hendes bønner og sagde ved sig selv: «Om jeg hverken frygter Gud eller tager hensyn til noget menneske, så vil jeg alligevel hjælpe denne enke til at få ret, fordi hun plager mig sådan. Ellers kommer hun vel til sidst og slår til mig. Og Herren sagde: Hør hvad den uretfærdige dommer siger! Men skulle Gud da ikke hjælpe sine udvalgte til sin ret (tage sig af deres sag), de som råber til ham dag og nat? Er han sen når det gælder dem»

Her ser vi for det første Kristi vilje: At vi altid skal bede og ikke blive trætte. For det andet ser vi årsagen til at man bliver træt og giver op: Man ser på Gud som en dommer som ikke hjælper, men trækker sig væk for vor bøn. For det tredje siger Kristus at selv om han var som den dommer vi læser om, så ville han alligevel ikke kunne holde ud at hans børn forgæves måtte råbe til ham dag og nat. Er han sen når det gælder dem? siger Herren.

Men hvad er det Herren antyder gennem dommerens ord: «Ellers kommer hun vel til sidst og slår til mig»? Åh, «hvem er vis, så han skønner dette, forstandig, så han bemærker det», Hoseas 14:10. Gud selv ville jo være en løgner om han lod os stå der uden hjælp, på trods af vor bøn og vor tro på hans løfter. Gud har jo gennem hele sit ord sagt: «Kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal prise mig», Salme 50:15. Da må Guds ære og sandhed jo først blive tilintetgjort, da må Gud ikke længere være Gud, om han ikke gør efter disse sine egne ord.

Vågn derfor op og indprent dette dybt ind i dit hjerte: Forestiller vi os et menneske som først har forsøgt sig med sine egne kræfter. Som dernæst har lært fuldstændig at måtte give op at regne med disse. Når han så til sidst bare råber til Herren om hjælp! - Da er det fuldstændig umuligt at et sådant menneske skulle stå der uden hjælp, uanset hvor fortvivlet situationen end måtte se ud. For her er hele Herrens eget guddommelige væsen, hele hans guddommelige troværdighed, sandhed og magt, garantien for at jeg skal blive reddet.

Vi har nu set hvilket sind som kræves for at bede denne bøn på rette måde. Vi har også set på selve kilden til fristelserne. Nu vil vi se lidt nærmere på selve bønnen og hvad vi kan lære af den.

Det første Herren her lader os forstå er at selv har vi ikke nogen som helst kraft til at stå imod fristelserne. Det ser vi jo af at han har lært os at bede om netop dette. Det fremgår særdeles tydeligt af det konkrete ordbrug han anvender. Han siger ikke: Hjælp os i vor strid imod fristelserne, - men han lærer os at sige: Led os ikke ind i fristelse. Dette antyder: Om du så bare leder os ind i fristelse, så falder vi. Spar os for dette, slip os ikke i striden, vi har ingen kraft, vi omkommer!

Vi vil også tilføje, som Luther siger det, at bønnens mening er at Gud vil beskytte og bevare os i fristelserne, men Herren vælger at bruge et udtryk for dette som bærer i sig at vi samtidig bekender at vi er fortabt hvis han forlader os i fristelserne. Vi beder jo: Led os ikke - osv. Fordi vi i tillæg skulle bede Herren om dette hele tiden («uophørligt»), så fremgår det jo tydeligt af det at vi ikke kan hjælpe os selv. Ja, vi kan gå endnu videre og lægge mærke til at det dermed også slås fast: Ikke bare at vi i os selv ikke har nogen som helst kraft, men også at vi heller ikke én gang for alle har fået Guds kraft «tilført os», så vi selv kan disponere over den sådan som vi synes vi trænger til den. Nej, vi må til stadighed og altid, for hver dag og stund, tigge om at få det.

Så siger du måske: Ja, det ved jeg selvfølgelig, at selv har jeg ingen kraft. Svar: Ikke noget skuespil nu! Lyv ikke om hvad der foregår inden i dig! Kender du egentlig dig selv? Hvis du både vidste og troede at du ikke magtede noget som helst selv, da blev du snart hjulpet. Da ville du stadigvæk ikke tænke på dig selv og egen aktivitet. For det er disse tanker som omgående vender dit blik bort fra Herren. Da ville du have oplevet hemmeligheden som Paulus taler om når han gådefuldt siger: Når jeg er skrøbelig, da er jeg stærk, 2. Kor. 12:10. Åh nej, der findes ikke noget så ulideligt sejt i vor natur som den gamle, dybe tillid til os selv.

Hvis du forstod at du ikke magtede noget som helst selv, men fuldstændig og udelukkende var afhængig af Guds barmhjertighed, da ville du for det første få lyst til «altid at bede og ikke blive træt». Og du ville gøre det i tillid til Gud og hans løfter. For det andet ville du være klar over at kun i den grad du gennem denne troens bøn fik nåde til det, ville du selv undgå at falde i synd, eller kunne flygte fra synden. For det tredje ville du da vide at hvad der end senere sker i striden, så er det alt sammen under Herrens nåde, 2. Kor. 12:9, og at dit liv er ført i Gud og af Gud.

Har du det ikke sådan? Da har du altså selv endnu nogen kraft, så du ikke hvert et øjeblik er afhængig af Gud. Brug da bare den kraft du selv har, men klag og græd ikke. Hjælp dig selv! Vær stærk og bær ikke på bekymring af nogen slags! Vær alvorlig, vær bange for synden, forsigtig, trofast og alt andet hvad du bør være - vær det og klag ikke! Du har med denne baggrund ingen grund til at tigge og bede Herren om noget.

Men læg mærke til at Gud gennem hele Skriften aldrig har sagt at vi selv har nogen kraft, eller at Guds kraft er overført til os på nogen måde så vi ikke skulle behøve bede om den for hver dag og time. Når Peter, som helt sikkert gav Jesu navn æren for sin styrke, ApG. 3:6,16, lovede Herren inderlig trofasthed, Luk. 22:33, da lægger jeg mærke til at Herren ikke lod ham beholde den opfattelse at han havde fået nogen kraft «tilført sig», som han ligesom kunne disponere over når som helst. Nej, da lader han ham hellere samme aften falde tre gange for fristerens sigte, Luk. 22:31 - indtil han går ud og græder bittert. Nu havde han fået den lærdom som viste ham at han ikke selv kunne råde over denne kraft.

Åh, hvor underligt det er med den kristnes liv! Det er et korsfæstet liv. Vil han begive sig på vej til venstre (på syndens vej), da tugtes han. Bevæger han sig ud mod højre side (egenretfærdighed og egen styrke), da tugtes han også. Gennem begge hænder har han nagler, både den højre og den venstre. Målet er jo at han eftertrykkeligt skal lære hvordan Herren vil være alt i alle, så han siger: «Alene i Herren er der retfærdighed og styrke», Esajas 45:24.

Men dette ord: Led os ikke osv. har endnu en lærdom at give os. Det peger på endnu et tankevækkende forhold, ja et forhold som kan overraske mange. Se endnu en gang på ordene: Led os ikke ind i fristelse. Kan Herren tænkes at have valgt ordbrug som ikke havde praktisk reference i henhold til sin betydning? Hvorfor skulle han vælge et sådant udtryk? Ordene i Jakobs brev kap. 1 vers 13 er nok en evig sandhed. Der står det at en syndig fristelse aldrig kommer fra Guds eget hellige væsen: «Gud bliver ikke fristet af det onde, og selv frister han ingen». - Vi har også tidligere set de egentlige kilder til alle vore fristelser. Og vi må stadigvæk huske på at djævelen er den som også har fyldt verden og vort kød med synd, og altså er den som i dybeste forstand bærer navnet «fristeren», Matt. 4:3. Dette er en udiskutabel sandhed, - og alligevel, hvad siger Skriften? Jo, Skriften lærer med tydelige ord at det netop hører med til Guds hellige, retfærdige straf at de mennesker som foragter eller misbruger hans nåde, og ikke vil høre på hans advarsler mod synd og djævelens fristelser, - de skal tugtes ved netop at ledes ind i dem.

Forhærdelse, kraftig vildfarelse, skammelige lyster, alt dette er jo i sit væsen djævelens værk. Alligevel siger Skriften at Herren skal sende alle disse onde ting over menneskene. Ja, helvede og døden skal tjene ham. Det samme gælder djævelen og hans fristelser. Alt dette som straf over dem som levede et falskt liv ved hans side. Eller til tugt og ydmygelse (svensk: «til helbredende tugt») som kan redde hans børn. Som eksempel på sidstnævnte fristelser, altså som tugt for hans børn, kan vi bare nævne Job. Herren var den som bestemte målet/grænsen for det onde som Satan fik lov at påføre denne gudfrygtige mand. Alligevel blev fristelsen/prøvelserne så store at han til sidst faldt i utålmodighedens synd. Ja, det gik så langt at han forbandede den dag han blev født. På samme måde ser vi også Kristus give Satan tilladelse til at sigte disciplene. Han siger jo: «Se, Satan krævede at få jer i sin magt for at sigte jer som hvede», Luk 22:31.

Men når det gælder eksempler på de fristelser som er Guds hævnende retfærdighed over de ulydige, må vi være klar over dette: I Rom. 1:21 siger apostelen: «For selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud. I stedet blev de tomme i deres tanker, og deres uforstandige hjerter blev formørket, vers 24: Derfor overgav Gud dem også i deres hjerters lyster til urenhed». Og videre (vers 26): «Derfor overgav Gud dem til skammelige lidenskaber». Og i vers 28 siger han: «Eftersom de ikke brød sig om at eje Gud i kundskab, overgav Gud dem til et udueligt sind, så de gør sådant som ikke sømmer sig».

Læg mærke til ordene: «For selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud» - «I stedet blev de tomme i sin tanker» - «Efter som de ikke brød sig om at eje Gud i kundskab», derfor, derfor, «overgav Gud dem». Og i 2. Tess. 2:10-12 siger samme apostel: «fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud dem kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at de skal blive dømt, alle de som ikke har troet sandheden» osv. Og i 2. Mos. 4:21 siger Herren om Farao: «Jeg vil forhærde hans hjerte, så han ikke lader folket fare». Videre læser vi i Ordsp. 22:14 om skøgens fristelser: «Den Herren er vred på, falder i den».

Dette er Herrens forfærdelige retfærdighed. Når så Guds børn, de eneste som med rette kan bede Fader vor, også står i fare for at falde i selvsikkert hykleri, de som ved Åndens advarsler så ofte frygtede for denne fare, - så ser vi hvordan den sjette bøn «led os ikke» også får denne alvorlige betydning for deres hjerter. Den som ikke ser nogen grund til at frygte - han har i sandhed grund til at frygte! Men så længe «Herrens Ånd - den Ånd som giver kundskab om Herren og frygt for ham», Esajas 11:2, stadigvæk bor i os, da frygter vi for alt som er farligt. Da beder vi med alvor også sådan: «Gud, vær os nådig! Gør ikke med os efter vore synder, så du skulle overgive os til vort hjertes lyster og djævelens forfærdelige strategi! Forlad os vor skyld. Og led os ikke ind i fristelse!»

Men vi opdager også at ordet «fristelse» har en særlig, frygtelig hentydning. Fra fristelse til fristelse kan der være stor forskel. Det er nemlig også en fristelse som vi må bede Gud bevare os fra; når djævelen går efter vort kød og optænder en ild af f. eks. vrede, utålmodighed, havesyge eller urene begær. Da kan vi stå i fare for pludselig at føres ind i en synd.

Men tusind gange farligere fristelse står da også foran dig, når djævelen går efter sindet og vor overbevisning. Da går det på at han ret og slet vil slutte fred og venskab med synden. Dette foregår sædvanligvis på følgende måde: Først trætter han sjælen ved at han ihærdigt og kraftigt beskyder hjertet med glødende fristelses­skud. Han optænder det stærkeste begær i os, fylder følelsesliv og fantasi med syndens fristende smag, og udmaler alt hvad vi kan nyde og opleve i dette for os. Han kommer stadig tilbage med det samme, og prædiker selv i os at dette aldrig skal ophøre.

Lidt efter lidt, når sjælen er totalt udmattet, kommer han, om vi kan sige det sådan, med forhandlingsflaget. Dvs. at han siger: «Stands!» til sjælen. For at den kan begynde at diskutere med sig selv, og tænke på om det virkelig er så konkret syndigt og farligt - det djævelen byder på. Måske man i hvert fald skulle kunne finde en grund for en undtagelse fra den almindelige regel! - Sådan ser vi alt dette i den første fristelse på jord. Da viste han ikke bare hvor god frugten var at spise, og hvor skønt træet var at se på. Men han sagde også: «Har Gud virkelig sagt: I skal ikke spise af noget træ i haven?» I, ophøjede herskere over hele vor jord! - Skulle vel Gud have lagt et sådant bånd på jer? Nej, «Gud ved at på den dag I spiser af det, vil jeres øjne åbnes, I vil blive sådan som Gud og kende godt og ondt» - og «I kommer slet ikke til at dø». - Nej, langt fra dø, men tværtimod have gavn af det. Ja, dette er nøjagtig fristerens stemme! Det samme siger han til os: Selv om det er synd, så vil det bare føre til en dybere sønderknuselse og at du sætter endnu mere pris på nåden. Du skal «kende godt og ondt». Du skal blive mere ydmyg og erfaren m.m.

Oplever vi så yderligere de ugudeliges råd, eller påvirkning fra onde ånder som forsvarer synden, så kan en kristen efterhånden føres dertil, at de påvirkninger som han altid tidligere frygtede, de ser nu i fristelsens stund ganske acceptable ud, ja, synes til og med gode og sande. Enden på det hele bliver at han indgår fred og går i kompagniskab med synden, dvs. bestemmer sig for at blive værende i syndens tjeneste. Så er til og med sindet altså fanget og «omvendt».

En kristen skulle ikke behøve at komme til et så ulykkeligt resultat, hvis han havde taget Herren og hans ord alvorligt. For Gud er trofast og stærk nok til at hjælpe selv den allersvageste mod fristelsen. Apostelen siger det sådan: «Selv om de kendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud. I stedet blev de tomme i sine tanker. Derfor overgav Gud dem også til deres hjertes lyster til urenhed» osv. Her ser du hvad det drejer sig om når vi beder: Led os ikke ind i fristelse.

Et andet eksempel: Det er også en fristelse når vi pludselig fyldes af øjets begær til jordens forgængelige skatte. Mod sådant har et Guds barn al grund til at bede: «Gud, bevar mig, frels mig!» Og fristelsen bliver tusind gange stærkere hvis en kristen pludselig oplever at gå fra fattigdom over i en rigere tilstand. Han får måske en lysende karriere eller værdifuld ejendom. Da opsluges hans tanker, hans hjerte og alle kræfter af den store jordiske lykke han nu har fået.

Hvem er da den kristne som virkelig ser alvoren i Kristi ord: «Ve I som er rige, for I har allerede fået jeres trøst», Luk. 6:24, og «Det er vanskeligt for en rig at komme ind i himlenes rige», Matt. 19:23-24. Da vil han være bange for, og han vil bede om at få lov at slippe for en sådan lykke. Ja, han vil frygte for det som den største fristelse. En særlig grund har han nok for det, fordi sådanne blændende undskyldninger som disse altid følger med sådanne fristelser: «Er det ikke Guds gaver og velsig­nelse? Er Guds velsignelse et onde? Skal jeg ikke takke Gud for hans gaver og disponere dem med omtanke? Desuden er min glæde over dem ikke så stor som mine bekymringer». (Som om man dermed kunne se bort fra farerne!)

Men vi ser alligevel Herren siger at netop disse uskyldige ting, som i en sum udgør vor rigdom, virkelig er en så stor hindring for et sandt Guds rige i sjælen - at han bruger lignelsen om kamelen og nåleøjet for at understrege det! Og da vil spørgsmålet om en kristen kan reddes i netop sådanne fristelser, helt afhænge af om han virkelig ser alvoren i disse Kristi ord, tager det til hjerte, og lader sig føre ind i den frygt og den bøn som en sådan situation kræver.

Gør han ikke det, men i stedet i sit tankeliv bliver optaget med rigdommen, da vil Gud netop overlade ham til hans hjertes lyst. Da Salomon bad: «Give mig ikke armod, og heller ikke rigdom!», Ordsp. 30:8, da bad han egentlig: Led mig ikke ind i fristelse.

Det som her er sagt om rigdom i form af jordisk velsignelse, det gælder selvfølgelig også al anden rigdom som kan fordreje eller opblæse et menneske. Det kan f.eks. være en rigdom på menneskelig forstand, store natur- eller nådegaver. I sig selv er det alt sammen både uskyldigt og noget Gud selv har givet os. Men så snart hjertet er blevet betaget af noget af dette, så bliver det din største ulykke. Det kan vel mere benævnes kun som en fristelse når en flygtig tanke af selvtilfredsstillelse berører sjælen, - da vil et gudfrygtigt hjerte reagere og bede: Gud frels mig! - Men kommer det til at du ikke mere frygter for denne fornøjelse, men måske tværtimod begynder at lefle med den som acceptabel, fordi du ganske rigtigt har visse fordelagtige sider at sole dig i, - da har du drukket af «tumlebægeret». Da er dit fald uundgåelig. Nu flyder Skriftens ord om at «Gud står de stolte imod», 1. Pet. 5:5, og «de første skal blive de sidste», Matt. 20:16, igennem dit hoved. Men nu kan du ret og slet ikke frygte mere. Du ved med dig selv at du regner dig som en af de mest forstandige, gudfrygtige og alvorlige kristne osv., men alligevel frygter du ikke!

Luther siger om dette: «Denne tekst (om de første osv.) skal man ikke prædike for fattige mennesker, men for sådanne som mig selv og lignende, som kunne mestre hele verden og dermed tænke at vi er de første. Ja, hvordan kan det være at én forholder sig på en måde, en anden på en anden måde overfor evangeliet? Uden tvivl fordi de ikke tror at sådanne ord som «De første skal blive de sidste» angår dem. Eller - om de til og med opfatter det angår dem, så er de faktisk gledet så langt ind i tilfredshed og bedrag, at de ikke tænker på at frygte - men tværtimod fortsætter med at anse sig blandt de første. Derfor kommer de under Herrens dom: De bliver virkelig blandt de sidste. Det vil enten vise sig her på jorden gennem grove fald i synd. Eller, om det ikke sker, vil det åbenbares i dommen på den yderste dag. Bliver det en ulykkelig udgang på fristelsen, så kommer det altid af at man ikke tog Herrens ord alvorligt og bad inderligt: Led os ikke ind i fristelse!

Igen nævner vi et eksempel: Det er også en fristelse når en kristen pirres til at blive misfornøjet med sine nådesøskende. De har den eller den fejl, de støder ham på en eller anden måde, de har ikke udtrykt sig rosende nok om ham osv. Men han frygter for hvad djævelen nu er ude på, at han skal skære kærlighedsbåndet over og adskille lemmerne i legemet. Derfor beder han Gud om nåde til fortsat at overvinde alt med tålmodighed så han kan forblive i kærligheden. Ja, dette er en fristelse som kan give os de allerhårdeste kampe i hjertet.

Men tænk hvor meget giftigere det bliver når djævelen angriber og fordrejer sindet og din overbevisning, så du begynder at følge fristelsen med fuldt overlæg! Baggrunden kan f. eks. være: Disse er ikke rette kristne, de har ikke ret i det eller det, og jeg har ikke brug for dem, jeg har Gud og hans ord i mit hus, jeg vil aldrig se dem. - Så begynder du mere eller mindre forsigtigt at udmale deres fejl og mangler. Og mere og mere grundigt afskærer du forbindelsen med dem som trods alt gennem alle sine anstrengelser har som mål at være rette kristne (ikke bare teologer), som ikke bare vil vide hvad Herrens vilje er, men også gøre den, som virkelig vil tro og prise Lammet, og følge det.

Om disse, måske med skiftende held, lykkes i dette sit slid gennem denne onde verden fuld af fristelser, så er de alligevel Herrens folk. Dette er det de nu er optaget med. De er et folk som Herren af sin nåde kendes ved, forlader, fører og former for sit himmelske rige. Fra disse har du så skilt dig ud på grund af en eller anden ensidig opfattelse. Husk hvad Herren har talt: «For hvis I ikke forlader menneskene deres overtrædelser, da skal jeres Far heller ikke forlade jeres overtrædelser», Matt. 6:15 og 18:35. «Af dette skal alle kende at I er mine disciple, om I har kærlighed til hinanden», Joh. 13:35. Men du er døv for sådanne ord. Kristi egne ord fordømmer dig, men du frygter ikke. Åh hvor det er om at gøre at bede: Led os ikke ind i fristelse!

 *

Til sidst vil vi tage endnu et eksempel frem på en dødelig fristelse.  Den ligger på et helt andet plan end det vi har nævnt tidligere, og er af en sådan natur at man sædvanligvis ikke ser på det som nogen fristelse. Alligevel går dette på netop det at fordreje selve troen og det indre liv. Ganske rigtig fristes alle Guds børn dagligt med vantro i sine tanker. Det kan være kraften til helliggørelse som svigter. Det kan være en følelsesmæssig langvarig tørke - når både Ordet og bøn virker livløst. Men alt dette er kortvarige og forbigående fristelser. Det bliver småt sammenlignet med når djævelen til sidst til og med angriber din overbevisning. Da planter han mistanke imod selve troens vej - den som er selve grundlaget for vor åndelige fødsel.

En stakkels kristen ser meget som mangler i sin livsførelse og helliggørelse, åbenlyse forhold som ikke kan bortforklares. Så begynder man at fordybe sig i disse og hvad man selv burde være og gøre - så Kristus og nåden skydes til side og bliver ubetydelig for en. Ja, til sidst er der knapt en tanke på disse væsentlige ting tilbage i ens hjerte. Da er det djævelen prøver at plante nye tanker i Guds børn. Det gør han enten gennem Guds børns egne tanker, eller gennem en umoden og egenretfærdig leder. Han fortæller dig at disse mangler eller fald er tegn på at den vej du går på ikke er den rette. Han fortæller dig videre at det ikke er rigtigt at du kun efterhånden skal vokse i troen, våge og bede, og så lægge i din trofaste Frelsers hånd hvor meget kraft han vil give dig. - Nej, du må slå ind på en helt ny vej, du må rette blikket mere på loven end på Kristus, du må selv engagere dig, blive aktiv osv. - Da bliver forførelsen virkelig stor.

Snart er dine øjne fuldstændig vendt bort fra Frelseren. Nu kaster du bare hastige sideblik hen på ham. «Forsoningen, retfærdiggørelsen,» siger du, det kender jeg godt, «men helliggørelsen må nu blive mit mål og det jeg må koncentrere mig om». Så falder det dig ikke ind at det du mangler i din helliggørelse alene kan modnes ved at din tro forøges, og ved et stærkere samfund med Kristus, han som er livets eneste kilde. Det er udelukkende fra ham, «vintræet», al saft og kraft kommer til grenene.

I stedet ser og tænker du nu så meget på dig selv, at du kommer længere og længere bort fra livets kilde. Nu ligger det i selve sagens natur at du bliver mere og mere død. Når grenen ikke længere trækker saften fra selve vintræet, da må den tørre mere og mere ind, Joh. 15:4, 6.

For det andet begynder loven igen at regere i samvittigheden. Og loven har altid et særligt kendetegn når den begynder at arbejde: Den vækker synden til endnu større kraft, Rom. 7:8-11. Resultatet er at din syndserkendelse, som tidligere var blevet alt for tung for dig, den bliver nu endnu større. Og det gør at du trækker dig længere og længere bort fra Kristus.

Sådan gik det med galaterne. Falske apostle havde forført dem til «et andet evangelium - skønt der ikke findes noget andet», siger apostelen og fortsætter: «Det er bare nogen som forvirrer jer og vil forvrænge Kristi evangelium», Gal. 1:6 -7flg. Men egentlig var de vist ikke ude efter at ville fornægte Kristus. De ville bare understrege en nødvendig tilføjelse, mente de. At de med det forventede en større kraft til helliggørelse, det ser vi af apostelens spørgsmål i kap. 3 vers 2: «Bare dette vil jeg vide af jer: Var det ved lovgerninger I fik Ånden, eller var det ved at høre troen forkyndt?»

Det drejede sig altså om en ny vej for at få mere Ånd og kraft. Men både ved dette skriftsted, og i Kol. 2 viser apostelen at dette sker alene gennem den enfoldige tro på Kristus - ved at «holde fast ved ham som er hovedet. Fra ham er det jo legemet vokser Guds vækst, hjulpet og holdt sammen af alle bånd og led», vers 19. Hvor stærkt har apostelen ikke understreget at den eneste vej til helliggørelse går gennem at sættes fri fra loven så vi kan «tjene i Åndens nye væsen, og ikke i bogstavens gamle væsen» (Se Rom. 6,14 og 7: 4, 6)!

Behøver vi mere end Kristi egne ord: «Den som bliver i mig, - han bærer meget frugt» - «Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver i vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt uden at I bliver i mig», Joh. 15! Han siger ikke: Hvis I råber til mig, men han siger: «Hvis I bliver i mig». Dette har du nok også erfaret når du alene ved troen og nåden fik et andet, et åndeligt sind. Du blev glad i Gud, fik lyst til det gode, blev forvandlet fra verdens og dit eget medfødte sind. Alligevel sker det at når Gud ville du skulle erfare din svaghed og dine fejl - da bliver du irriteret. Du vil nu følge fornuften og djævelen som vil vise dig en bedre vej.

Vi vil på ingen måde nægte at fristelsen er overmåde fin. For hvem skulle vel frygte for et råd som gik på at du måtte få et nyt møde med Gud? Og når det bare går på spørgsmålet om en dybere helliggørelse - hvem skulle da tro at djævelen står bag? Så begynder nogen altså at søge efter et bedre liv end det Gud virkede da de fuldstændig fattige og hjælpeløse kom til Kristus. Det liv, hvor de selv ikke var eller havde noget, - var fattig og misfornøjet med sig selv - men havde Kristus og i ham havde alt. Det liv er ikke længere nok. Nu søger de en vej hvor de selv skal blive mere hellige end de blev på troens vej.

Men vi skal lægge mærke til at hvis disse bare beholder en vågen ånd som stadig kender lovens åndelige krav, så vil de aldrig tilfredsstilles på denne nye vej, aldrig finde det de søger. De vil tværtimod blive endnu mere ulykkelige. Og grunden er det vi netop nævnte. Hvis de da stopper op i forvirringens og vantroens mørke og kulde indtil al nød og længsel efter frelse dør ud, så har denne fristelse ført til en fuldstændig fortabelse. Hvem skulle vel have tænkt sig det, at djævelen skulle have sigtet mod en sådan slutning, når han begyndte fristelsen så smukt?

Men der kan også blive en anden afslutning på denne fristelse, som er lige så ulykkelig. Du kan til og med finde det du søger (sådan som du selv opfatter det), og havner da i egenretfærdighed og selvvalgt åndelighed. Dette sker når forvandling og helliggørelse går på de ydre ting, og (bemærk dette) når sjælen på en sådan måde retter al opmærksomhed mod en bestemt eller nogle konkrete gerninger. Når ens helliggørelse konkretiseres omkring disse særlige ydre forhold, da skubbes hele vort indre livs vederstyggeligheder i baggrunden. Man føler ikke mere hjertets ondskab, og er slet ikke vågen for lovens åndelige krav. Da kan man nok blive from og stærk og fornøjet med sig selv. Denne udgang på «den nye vej» er, om muligt, endnu mere ulykkelig end den forrige. For i sit bedragede sind går man da sædvanligvis endnu længere på selvbedragets vej.

Alene af de fristelser vi nu har taget frem, har vi set så tilpas meget at man kan blive bange for sit evige liv. Vi skal sandelig ikke føle for at leve sovende og selvsikre. Vi må frygte for grøfterne på alle sider, og flittigt bede denne bøn. Al vor erfaring bekræfter dagligt det Guds ord også siger, at vor «modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen han kan opsluge», 1. Pet. 5:8. Vi ser sporene både efter hans grove og åbenlyse angreb, og efter hans fine og listige kneb. Han «skaber sig om til en lysets engel», 2. Kor. 11:14, som i den fristelse vi nævnte sidst.

Måtte den som ikke kender den ondes angreb, alligevel forstå at fjenden lægger fælder for ham! Gud, væk os op af vor forfærdelige sikkerhed! Lær os at tage din kærlige formaning alvorligt! Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse!

Men, måtte også de som er nær ved at give op i kampen, ikke miste modet, men vide at Gud både er mægtig og trofast, som ikke lader os fristes over evne, men gør både fristelsen og dens udgang så vi kan tåle den, 1. Kor. 10:13.

Det er ikke for ingen ting at Kristus har lært os denne bøn, men fordi han selvfølgelig har tænkt at bønhøre den, og hjælpe os ud af fristelserne. «Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan have medlidenhed med os i vor skrøbelighed. For ved at han selv har lidt og er blevet fristet, kan han komme dem til hjælp som bliver fristet. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone», Heb. 2:18, 4:15, 16,

Vi skal vogte os for grøfterne både på højre og venstre side - både for selvsikkerhed og for modløshed, og mod begge farerne skal vi tillidsfuldt bede: Led os ikke ind i fristelse!

  

Den syvende bøn:

men fri os fra det onde.

For at vi skal kunne forstå hvad Herren Kristus mener her med ordet «det onde», må vi først være klar over at denne syvende bøn har en så klar sammenhæng med den sjette, at den knapt kan betragtes som en separat bøn. Den udgør egentlig bare den sidste del af den foran.

Vi bemærker bedst denne sammenhæng ved selve ordstillingen hvor bindeleddet «men» udtrykker dette. Det lyder jo sådan: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Alle og enhver ved at ordet «men» har en betydning som gør at på dette sted fremstår det at fries fra det onde som det modsatte af at ledes ind i fristelse.

For det andet må vi vide at ordet «onde» efter grundteksten ligeså godt kan betyde den onde som det onde. Eftersom djævelen er ophavet til alle fristelser, så synes det som om følgende mening ligger i hele sammensætningen af disse bønner: «Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra djævelen og alt det onde han vil føre os ud i». For selv om vi også oversætter ordet med «det onde», så er meningen alligevel her det onde som findes i fristelserne, det vi fristes til - eller det fristelsen kan føre os ud i. Dette ser vi ikke mindst af den ordstilling vi for nylig påpegede.

Det som er sikkert, er at vi beder den syvende bøn fordi vi erkender fristelsens magt og farer. Og derfor råber til den almægtige Frelser og beder: Fri os fra djævelen og alt det onde som han vil føre os ud i!

Er du så en gudfrygtig sjæl som har lært ikke at have tillid til noget som helst i dit eget falske hjerte. Du har erfaret fjendens listige angreb og tillokkende kneb. Ja, du er til og med blevet bange for at han kan føre dig ud i noget ondt uden at du ser og opdager det. Du frygter kort sagt for djævelens angreb og dit eget hjertes mangfoldighed af falskhed. Da har du her den trøstefulde udvej at fly til den trofaste Gud som ser alt, og bede netop denne bøn, at han må våge over dig og fri dig fra alt ondt.

Da passer det netop bedst med det ubestemte ord «onde» eller «det onde». Frels os du trofaste, mægtige Gud, fra alt ondt, også det vi ikke forstår. Du som ser alle djævelens skjulte net og snarer, verden og vort eget hjerte, og som har befalet os at påkalde dig i al vor nød, frels os du!

Det er en af de almindeligste bekymringer blandt Guds børn, når de siger: Vel vil jeg ikke bevidst være falsk eller tilbede noget ondt. Men jeg frygter for at mit hjerte skal bedrage mig. Jeg er klar over at jeg mangler den og den kraft, men jeg ved ikke hvor fejlen ligger. Jeg har oplevet hvad det vil sige at være «løst fra loven ved Kristi legeme», Rom 7:4 og 6. Jeg benytter mig af nådemidlerne og vil våge og bede. Men jeg mislykkes så alt for ofte i det at våge og bede. Jeg frygter for at der er noget falskt i mit hjerte, og dermed i min kristendom. Det kan være noget ubevidst som hindrer Herrens virke. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, siger disse.

Ja, i en sådan tåge, og med en sådan frygt for noget ukendt ondt - er det da ikke en usigelig trøst at kunne kaste al din bekymring på den trofaste Herre som selv lærte os at bede: Fri os fra det onde? Og sige til ham: Frels mig fra netop det onde som du ved om og ser hos mig, men som er skjult for mig! Tag du det bort som ikke behager dig, du trofaste, almægtige Gud. Og giv mig så det du ser jeg mangler!

I den forbindelse bliver det vigtig at have for øje (det vi også af og til tidligere har peget på som en vigtig forudsætning) at Gud er den eneste som kan udforske og virkelig kende det bedragede hjertets skjulesteder og Satans dybder. Vi skal også huske på at Gud aldrig har sagt at vi skal kunne udforske hjertet - nej tværtimod. Med egne ord siger Herren: «Svigefuldt er hjertet, mere end noget andet, og ondt er det, hvem kender det? Jeg, Herren, ransager hjerter og prøver nyrer», Jer. 17:9-10. Her udelukker Herren udtrykkeligt at noget menneske kan udforske hjertet, og siger at alene han kan det. Vi ser også at David, som havde så rig en åndsudrustning, og som i profetiske stunder fik se tusind år ind i fremtiden, alligevel ikke kunne gennemskue sit eget hjerte. Han vender sig derimod til Gud og beder: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine mangfoldige tanker»10, Salme 139:23 osv. Åh, hvilken trøst det er at vi også i dette spørgsmål kan kaste vore bekymringer på Herren!

Men vi må for det andet både vide og have for øje at Herren Gud også er den eneste som kan læge det som er galt hos os. Han har aldrig sagt: I må skabe nye hjerter i jer, I må selv gøre jeres hårde hjerter bløde osv. Nej, tværtimod siger han: «Jeg vil give jer et nyt hjerte, og en ny ånd vil jeg give i jer. Jeg vil tage stenhjertet væk af jeres kød og give jer et kødhjerte», Ezek. 36:26. Også i dette vendte David sig til Herren og bad: «Gud, skab i mig et rent hjerte, og forny en stadig ånd i mit indre», Salme 51:12.

Nu har Gud selv sagt at ikke vi - men han - er den som både kan kende vort hjerte og læge det. Og nu lærer han os at bede om dette. Da bør vi sandelig også med fuld tillid vende os til ham, når vi er inde i en tåge som nævnt foran. Han er en trofast Gud, som ikke vil bedrage den sjæl som selv frygter ham og dømmer sig selv, som vil tage lærdom af hele hans ord - også det som rammer vort kød allermest. Lige så sikkert som at den trofaste Gud ikke bedrager en sådan sjæl, lige så sikkert kan vi da tro og vide at han også skal gøre det vi beder ham om. Han vil selv påtage sig hele omsorgen for vor frelse, og tage sig af alt som er ondt og farligt, også det vi ikke selv forstår os på. Han har selv lært os at bede: Fri os fra det onde.

Men det som måske er endnu mere sædvanlig, er at vi i fristelsestider nok ved hvad det onde er - men vi kan alligevel ikke gøre os fri fra det. Jeg ser dette og hint som er synd, ja at det er djævelen som arbejder på at føre mig ud i det. Alligevel kan jeg ikke selv gøre mig fri fra det. Det har i den grad taget mig til fange ved «syndens lov, den som er i mine lemmer», Rom. 7:23. Det holder mig så fast. Jeg ved jo at det er synd, f. eks. hidsighed, had, urene lyster, begær efter en andens ejendom osv., og jeg ser det farlige i det. Jeg synes det er forfærdeligt, og alligevel kan jeg ikke skubbe disse ting væk fra hjerte og tanker. Ja, af og til kan det udmatte mig i den grad at jeg er i færd med helt at fortvivle. Jeg føler mig fuldstændig forladt om ikke Gud selv i sin barmhjertighed tager sig af mig og frelser mig. Men nu lærer jeg hvad det vil sige: Fri mig fra det onde.

Åh, fald da straks på knæ og bed - og tænk nøje over - i sådanne stunder står vi overfor en fjende som der ikke findes nogen magt, hverken i himmel eller på jord, som råder over - uden denne ene, den eneste Almægtige. Han har da også sagt: Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen frelser, Esajas 43:11. Luther siger: «Rør dig ikke med den hensigt at du selv skal kunne overvinde synden. For da vil du opleve at den rejser sig mod dig i den grad at du er evig fortabt». Nej, her gælder det bare for alvor at ty til den trofaste, almægtige Herre og bede: Fri os fra det onde!

Da vil det nok blive en vældig trøst, hvis vi virkelig kan tage det til os, det som ligger i at Herren selv har lært os at bede netop sådan til ham. Vi burde også tro at Herren, når han lærte dem denne bøn, ikke bare vil spøge med hans børn når de er i nød. Men at han virkelig har til hensigt at frelse os. Han siger jo udtrykkeligt: «Kald på mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig og du skal prise mig», Salme 50:15!

Men selv om denne bøn egentlig handler om fristelsens onde, så må vi ikke se bort fra at vi her også skal bede, som Luther siger det, om frelse fra «alt ondt både til krop og sjæl, ejendom, omdømme m.m.». Dette også fordi sådant ydre onde kan medføre fristelser for sjælen. Men vi skal samtidig altid holde os for øje11 at når noget ondt ikke kan ramme os, ikke en gang et hår kan falde fra vort hoved, uden at vor himmelske far vil det, så er det altid noget større, noget indre ondt, som Herren vil angribe og læge med det ydre onde.

Det kan være en farlig sjælstilstand, en åndens falskhed, en selvcentreret, løsagtig, utro eller ulydig tendens som Herren vil arbejde med gennem de vanskelige ydre forhold han har ladt dig komme ud i. Derfor bør vi først og fremmest bede Gud at han oplyser os om dette onde i sjælen og frier os fra det først, så tager han sig nok også af det ydre, vanskelige forhold bagefter.

Vi hører profeten sige i Klag. 3, når han taler om prøvelser, som f. eks. at man er forladt, eller at man er blevet genstand for en fejlagtig dom: «Hvem talte så det skete (på svensk: Hvem er den som er bøjet, og det skete) uden at Herren bød det?» osv. Og han tilføjer: Hvorfor klager et menneske som lever? Lad hver klage over sin egen synd! Lad os ransage vore veje og granske dem, og lad os vende om til Herren. Dette er en overmåde vigtig formaning, om vi virkelig vil frelses fra det onde! Herren er en stor og trofast ven, en ven for evigheden. Han vil frelse vor sjæl - han vil frelse os fra den evige fortabelse, ja fra helvede. Hvor utrolig bittert må det ydre menneske da ikke ofte angribes, om det indre skal bevares til liv og helse!

Derfor, vær ikke så kødelig sindet at du kun ser på menneskene og på de ydre omstændigheder, når noget ondt rammer dig. Tro da fortsat at der lever en Gud midt iblandt os som har talt alle vore hovedhår, og at ikke det mindste ondt kan møde os uden hans vilje. Gå hellere i dig selv og ransag om der er noget i dit sind som Herren vil pege på med dette plagsomme onde som har mødt dig. Hvis vi da ikke er fuldstændig blinde, skal vi nok komme til at opdage hvad Herrens hensigt er. Og vi skal nok se at der er en eller anden synd eller ulydighed som er baggrunden for det onde vi nu oplever.

Vi skal komme til at indse og erkende at der ikke findes noget som helst ondt som rammer os, og som vi skal kunne forsvare os imod og sige at det ikke stod i noget forhold til vor synd. Så længe du ikke vil søge efter grundårsagen, nemlig din synd eller ulydighed, og søge forløsning fra det, så får du ingen fred i din sjæl, - så sandt du er et Guds barn og skal opdrages for himmelen. David taler om at fortie synd for Herrens åsyn, dvs. ikke at ville tilstå sin synd for Guds åsyn, og søge nåde der. David siger om dette: «Da jeg tiede, blev mine ben borttæret, idet jeg stønnede hele dagen. For dag og nat lå din hånd tungt på mig» osv. «Jeg sagde: Jeg vil bekende mine misgerninger for Herren! - Og du tog min syndeskyld bort. Derfor lad hver from bede til dig den tid du er at finde! Sandelig, når store vandstrømme kommer, til ham skal det ikke nå», Salme 32.

Her ser du hvordan du kan blive frelst fra det onde. Men får du igen fred i synden, får du fred ved fortsat at blive stående i bevidst ulydighed eller en godtaget synd, da vil en udfrielse fra det ydre onde blive din største ulykke. Da venter der dig en ny sorg i evigheden. Derfor: Hvad ondt som end træffer os, og hvilken nød som end måtte komme over os, så kan vi ikke bede: Fri os fra det onde, uden tanke for vore synder. (Men igen minder vi om at: Dette gælder de ægte Guds børn som har en gudsfrygtens ånd i sit hjerte.)

Da skal det heller ikke trække længe ud, selv om de ydre vanskelige omstændigheder fra begyndelsen optager alle vore tanker, før vore øjne vender sig mod det indre, tænker efter og opdager hvad Herren vil med dette han har sendt os. Da går det som vi hele tiden har sagt: Du får ingen ro, ikke noget virkeligt tillidsforhold til Herren, før du har bekendt dine synder for ham, har anklaget og dømt dig selv og erkendt dig skyldig i alt, så du siger: Jeg har fortjent tusind gange mere her i tiden og i evigheden end det onde jeg nu oplever, - for jeg har syndet. Frels mig, ja, fri mig fra min synd!

Fra dette øjeblik, når vi sådan ydmyger os for Herren, bekender vor synd for ham og giver ham ret i hans domme, da får vi igen trøst, inderlig glæde og barnlig tillid til hans nåde. Vi får visheden om at Herren vil høre vor bøn - han vil frelse os fra alt ondt.

 *

Nu er vi altså klar over at alt det Herren gør, har et bestemt mål - at han vil læge vort største onde: Synden. Han vil gøre os åndeligt stærke og evig frelste. Men hvad gør han da ofte med os for at nå dette mål? Ja, hvad tror du han gør for at opnå dette? Jo, med dette som mål gør han ofte helt modsat af vor vilje og mening om hvad der er bedst. Han tager f. eks. ikke vor ydre plage væk. Og ofte heller ikke den indre. I stedet lader han måske meget åndelig ondt plage vor sjæl, trætte, ja udmatte vort gamle menneske gennem stadige ydmygelser - mens vi meget hellere ville være stærke og sejrende. Herren fører dem han elsker på underlig vis, som han selv siger sådan: For mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren. For som himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker, Esajas 55:8-9.

Derfor lader han det onde som plager dig fortsætte endnu en stund, ja måske gennem hele dit liv. Og ydermere lader han noget nyt ondt møde dig. Da vil dette blive i den grad hårdt for dig, ja uudholdelig. Du vil komme til at blive opbragt over hvordan Herren fører dig - hvis du nu ikke tænker dybt over hvad hans trofaste mening og mål er med dette. Ja, du må fæste det dybt i dit hjerte; at hans mål er at rense og forløse dig fra det største onde, synden, at hellige hele din ånd, din sjæl og dit legeme og opdrage dig for himmelen.

Åh, når en sjæl får dette helt tydeligt og klart i sin bevidsthed - da kan han til og med rose sig over sine trængsler (Rom. 5:3), glæde sig og takke Gud for sine bitreste erfaringer, og efterhånden blive et Guds under af et menneske, som værdsætter sorgen højere end glæden, lidelsen højere end nydelsen, fattigdom højere end overflod, at blive foragtet højere end at blive æret, og døden højere end livet! Ja, et sådant sind må vi have. Og på denne måde må vi forstå og elske Guds underlige skole, - hvis vi skal kunne bede denne bøn på rette måde: Fri os fra det onde.

Til sidst vil vi også nævne de tider som kan komme i vort liv da denne bøn bare får en eneste mening for vore hjerter: Kom Herre Jesus, forløs os fra hele jammerdalen! Før det sker, bliver vi jo ikke helt frelst fra det onde. Luther siger det sådan i vor børnelærdom at vi beder i denne bøn også om at Gud må «give os en salig afslutning på vort liv, og i sin nåde tage os fra denne sorgens dal til sig i himmelen». For hvor godt vi end ville kunne få det for både sjæl og legeme, så vil synden altid, dette bedrøvelige onde, hænge ved os i vort legeme. Er vi da ægte børn, har stillet os under Guds opdragelse og tugt, er oprigtige så vi ikke kan leve frit i nogen som helst synd, - ja, da vil hele vort liv være et korsfæstet liv, en langsom og smertefuld død. Derfor bliver denne jord altid en sorgens dal. Vi må ikke lade nogen indbilde os noget andet!

Selvfølgelig giver Herren os også hvile og glæde i denne dal. Hvis ikke han gjorde det, ville vi ikke holde det ud. Derfor oplever vi også tider med velsignelse, fred og fryd for Herrens åsyn, så vi kan «glæde os under gudsfrygt». Da skal vi modtage og bruge denne tid i taknemlighed, men samtidig altid modnes og forberede os på nye prøvelser. For hele vor vandring på denne jord består trods alt af en kæde vekslende mellem sorg og glæde, en stadig svingning og uro. Sirak12 siger: «Her er altid sorg, frygt, forventning og til sidst døden». Derfor sagde apostelen også at «vi må gå ind i Guds rige gennem mange trængsler», Apg 14:22.

Som vi netop nævnte, så vil mindst én sorg altid gøre livet bittert for os - nemlig den at vi aldrig kan stå frem for vor nådige Gud uden synd. Selv om vi er benådet med den store, usigelige lykke at være et Guds barn, at være udvalgt fra verden, at være ført fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds elskede søns rige - så er det alligevel altid en stor sorg at vi hver eneste dag, på trods af dette, skuffer vor nådige Frelser med vore synder. Vi skuffer ham med vor vantro, vor ulydighed, vort kolde hjerte, vor utålmodighed osv.

Det er i sandhed forfærdeligt hvis vi holder en bestemt periode i vort liv frem foran os. Vi ser på den ene side hvor usigelig trofast og nådefuldt Herren førte os i denne tid. Hvor trofast han kaldte, drog og vogtede os, hvor langmodig han forlod os alle vore synder og tugtede os for vore afsporinger. Han lod os ikke mangle noget som vi behøvede for vort åndelige liv.

Så må vi på den anden side på det stærkeste både beskæmmes og bedrøves når vi ser på vor utroskab, vort kolde hjerte og ulydighed, som vi stod frem med over for al denne hans nåde. Vi elskede og takkede ham så lidt for al hans kærlighed. Vi var så utålmodige under hans tugt, så ulydige mod hans bud. Vi vågede og kæmpede ikke alvorligt mod synden. Vi havde ikke i hjertelig lyst samfund med ham i bønnen. - Åh, hvilken uværdig synd er dette ikke hos et benådet Guds barn! Skulle hvert åndedrag og pulsslag ikke tilhøre vor Frelser? Skulle mit hjerte ikke brænde for ham hvert øjeblik, - han som købte mig så dyrt med sit blod, og som gennem hele mit liv har båret mig i sine kærlige arme!

Alligevel ser jeg altså at mit hjerte stadigvæk er så koldt, så ustadig, så lidt glad i Jesus og så vantro! Er dette ikke netop så meget ondt at man i sandhed må bede over dette: Kom, Herre Jesus, og gør ende på dette syndefulde liv! Fri os fra det onde, kom og tag os herfra og hjem til dig!

Men ved siden af sorgen over at vi stadig synder mod vor Gud, har vi også en kilde til stadig uro og stress i det gamle forgiftede hjerte, dette urolige onde som aldrig lader os være i fred for disse stadig nye begær. Hjertet er en gudløs ting. Gud, hans nåde og venskab er ikke nok. Nej, det gamle hjerte vender stadig vort blik mod andre sager, mod dette eller hint sanselige gode som skal give os mere glæde end det Gud giver. På denne måde bliver vi til stadighed bedraget.

Men en genfødt sjæl kan aldrig tilfredsstilles med noget som helst jordisk. Og sjælens brudgom vogter sin bruds hjerte med hellig nidkærhed. Derfor ødelægger han vor nye fryds kilder som afleder os. Eller han tager dem fra os på anden måde. Ofte tugter han os også i vort indre for dette hjertets afvigelse Gennem alt sådant får vi stadigvæk ny uro.

Det mest udmattende er at hjertet aldrig synes at lære. Hvor bittert det end har angret sin dårskab, så kommer det snart tilbage med nyt. Åh, det plagsomme hjerte. Gamle Bunyan skriver:

 

«Hvor meget fristelser må Jesu venner tåle?

Alt ondt vil ramme den som hos sin Gud vil blive.

Om end han fortsat står når hjertet vil bedrage ham,

det giver ej op, men dukker snart på nye måder frem.

Det kommer hurtigt og stadigvæk på ny».

 

Dette er altså en stadig kilde til uro i dette liv. Så har vi ydermere også den utryghed som følger i kølvandet af vor svage tro, og det faktum at vi ikke ser helt klart - som altid følger med vandringen i tro - fordi vi ikke ser noget af det vi håber, Rom. 8:24-25.

Vi ville jo så gerne beholde visheden om Guds venskab - uden at vi så tit skulle komme ind i frygt. Men vi oplever både den daglige syndens elendighed, dette at man aldrig kan leve sådan som man bør, og erkendelsen af djævelens stadige indsats for at fange vore hjerter på ny. Det gør at vi faktisk frygter for et virkeligt frafald hvor vi mister målet i himmelen.

Vi oplever også den indre tilstand som tåget, når vi i lange tider ikke mærker noget som helst af Guds nåde og nærvær. Da skyder Satan også sine glødende pile mod vore hjerter. Alt dette fører en vis åndelig utryghed med sig, som gør at vort liv næsten er som soldaternes feltliv i krig. Hverken dag eller nat er de trygge for kugler og nye angreb og kampe, kort sagt: Synden, uklarheden og kødets strid mod Ånden. Med sådanne forhold som baggrund er det Paulus så træt og bedrøvet udbryder: Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme! Rom. 7:24.

Hvad er der da at sige til at det ofte bliver tungt for Guds børn at bo under sådanne omstændigheder blandt dem som hader fred (Salme 120), og at de da ind i mellem løfter sine hænder mod himmelen og beder: «Kom, Herre Jesus!»

Apostelen siger jo: «Og mens vi er her, sukker vi, fordi vi længes efter at blive iklædt med vor bolig fra himmelen», 2. Kor. 5:2. Kristus siger også dette om det særlige tidspunkt da tegnene begynder at vise sig for hans komme: «Ret jer op og løft hovedet! For jeres forløsning nærmer sig», Luk. 21:28.

Før det sker, er vi aldrig helt forløst. Kødet, djævelen og verden forfølger os. Derfor bliver følgende også ofte en ret kristen bøn: «Herre, kom og forløs os helt fra det onde. Kom og tag os væk fra denne jammerdal til dig i himmelen!» Men vi må alligevel altid bede med den indstilling at vi bøjer os for Herrens vilje. Vi må altid passe på for det falske hjerte som somme tider vil dø, og somme tider vil leve her - begge dele med lige selvisk trang. Derfor bør vi altid bede Gud om et helt overgivet sind.

Men så er det da også en umådelig stor trøst, når alt bliver både bittert og tungt på denne jord, at vi husker på at alt en gang får ende! Jeg skal ikke altid være syndig og svag, bange og ængstelig. Der skal ikke altid være noget uklart, eller være nogen afstand mellem min Frelser og mig. Satan skal ikke bestandig friste og anfægte mig. Verden skal heller ikke altid forfølge og udsende usande rygter om mig. En dag skal jeg tage en glad afsked med hele hæren af indre og ydre fjender og i sandhed kunne sige:

 

Jeg takker dig til sidst fordi

du forfulgte mig, nu er det slut

nu kommer du ikke efter.

 

«Herren skal fri mig fra al ond gerning, og frelse mig ind i sit himmelske rige», 2. Tim. 4:18. Hvad siger Guds ord så om det rige og Herrens forløste folk på den dag? Jo, sådan taler Guds ord: «Herrens forløste skal vende tilbage og komme til Sion med frydesang. Evig glæde er der over deres hoved. Fryd og glæde skal de nu, og sorg og suk skal fly». «Han skal tørre hver tåre bort fra deres øjne. Og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, og heller ikke skrig, og ikke pine skal være mere, for de første ting er borte». «Der skal ikke længere være nogen forbandelse. Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham. De skal se hans ansigt, og hans navn skal være på deres pander. Nat skal ikke være mere, og de behøver ikke lys fra lamper og lys fra solen, for Gud Herren skal lyse over dem, og de skal være konger i al evighed», Esajas 35:10, Åb. 21:4 og 22:3-5.

 

For riget er dit, og magten og æren i evighed. Amen!

 Efter den nåde Gud har givet os har vi nu gennemgået selve bønnesukkene i denne gudgivne bøn, alle bønners bøn; Fader vor. Men skal vi nu ikke alene forstå denne bøn, men også af hjertets lyst bruge den, så kræves der egentlig endnu et forhold; at vi til sidst også kan sige et virkeligt Amen til vor bøn. Det vil sige at vi beder med en virkelig hjertets tro og tillid til at Gud også skal bønhøre os. Det er dette «Amen» et udtryk for.

Ordet «amen» kommer fra den hebræiske grundtekst, og er egentlig et ord som bekræfter eller forsikrer/garanterer. Det giver her udtryk for vor fulde vished om at disse bønner er velbehagelige for vor himmelske Far, og helt sikkert er hørt af ham. «Amen, amen, det er: ja, ja, det skal ske». Men dette ord forudsætter også oprigtighed, dvs. at det bliver udtalt som hjertets fulde mening. Og hvordan står det til med dette forhold?

Her har vi igen et sørgeligt forhold vi kan lægge mærke til. Der er mange Guds børn som fejler netop her, om de ellers er oprigtige nok. De rejser sig fra sin bøn uden at gøre det klart hvad de nu kan vente sig af dette. De afslutter bønnen uden i det hele taget at stille spørgsmålet: Får jeg nu det jeg begærer? Vil Gud virkelig gøre det jeg nu har bedt ham om? Eller om de måske har stillet sig dette spørgsmål, så er de så usikre på det at de har hverken trøst eller kraft af bønnen. De går fra bønnestunden lige ulykkelige som de gik til den.

Én ting er at bønnen på den måde bliver både smagsløs og et tungt og bekymringsfuldt arbejde. Desuden vil en sådan sjæl i enhver situation som opstår opleve at han står uden både hjælp og trøst fra Herren.

Det er vantroen og det overfladiske sind som virker et sådant bønneforhold. Det bevirker igen at vi ikke har klart for øje om vore bønner er velbehagelige for vor Far og er hørt af ham. Eller hvad skulle grunden ellers være til at et bekymret menneske også efter sin bøn er lige lidt trøstet og stadigvæk lige så ængstelig som før han bad. Det er jo som om den Gud og Frelser som han har bedt til ikke skulle findes, og dermed heller ikke har hørt ham. Og hvorfor går han efter sin bøn tilbage til samme selv-redningsaktion, samme egen-indsats og egen-omsorg som før?

Alt dette beviser at han har bedt uden nogen som helst tro og mening. Han har i sin bøn bare fægtet ud i luften, bare råbt, men ikke været opmærksom på grundlaget for en sand vished om bønhørelse. I stedet har han været optaget med sig selv og sin bøn, hvordan han oplevede og følte bønnestunden.

Men har vi så grundlag for en sand vished om bønhørelse? spørger nogen måske. Dette spørgsmål er meget vigtigt. Og svaret er at vi har så godt grundlag for vished om bønhørelse, at om vi kun fik øjnene åbnet, så ville vi begynde at råbe bare af fryd over alt dette.

Derfor er det vel rigtigst at sige at her er det bare om at gøre at Gud ved sin nåde kan få åbnet vore øjne. Da vil det gå som med Elisas tjener som stod der chokeret over fjenden som havde omringet dem. Det blev alt sammen løst ved at Elisa bad: «Herre! Åbn hans øjne så han kan se». Straks så han at bjerget var fuldt af heste og vogne af ild omkring Elisa, 2. Kong. 6. Sådan ville vi også være fulde af tillid i vor bøn - hvis vi bare havde øjnene åbnet så vi kunne se hvilke grundlag vi havde for bønhørelse. Vi skal pege på de tre vigtigste.

Den første og vigtigste årsag er at det er Herren selv som har sagt til os at vi skal påkalde ham i nøden, og lovet: «Jeg vil udfri dig og du skal prise mig», Salme 50:15. Hvis Gud aldrig havde sagt noget som helst om bøn, så havde vi aldrig mens vi lever her have kunnet vide om han virkelig ville høre os, eller ikke. Vi ville have levet i en evig uvished. Men det behøver vi altså slet ikke nu. Det er Guds egen befaling at vi skal skynde os til ham, og Guds eget løfte at han vil høre os.

Stands op og tænk efter! Er der nogen tvivl om det Gud selv har sagt? Hvem er Gud? Tror du på Gud? Er Gud til at stole på? Kan Gud afvige fra et eneste af sine ord? Er et ord fra Guds mund ikke sikrere end alt andet som du ser for dine øjne? Bed Gud om et åbent sind så du kan se hvad der ligger i dette at Gud selv har befalet os at bede!

Til sidst skal du være klar over at i din bøn findes der ikke noget andet end hans egne ord og løfter som påvirker den store Gud til at give dig noget. Alt det Gud gør, det gør han for sin egen skyld. Luther siger så træffende: «Hvis Gud ikke havde befalet os at bede, og lovet os at høre, så var der ikke en eneste skabning som kunne få det allermindste af ham ved sin bøn. Læg derfor mærke til følgende: Det er ikke den andægtige bøn som er god og rigtig. Heller ikke den bevægede, lange bøn om timelige eller evige goder. Nej, en ret bøn er den som bygger og stoler fuldt og fast på Guds velsignelse. Den bliver hørt (hvor fattig og uværdig den så er i sig selv) for Guds sandheds og løfters skyld. Guds ord og løfter gør din bøn god - ikke din andægtighed. Desuden er troen på Guds løfter jo den rette andægtighed. Ja, uden dette er enhver andægtighed helt og holdent bedrag».

Her har vi et fast grundlag for vor tillid i bøn: Vi skal alene holde vore øjne fæstet på det Gud har sagt, i stedet for at famle efter egne følelser. Nu kan jeg altså på Guds generelle befaling om at bede, være sikker på at det er Herrens vilje at jeg skal kalde på ham i nød. Men da må jeg også kunne være fuldstændig overbevist om at det er til Herrens velbehag at jeg beder denne bøn han selv har lært os. Hvis ikke ville jeg vel kunne komme i tvivl om netop min bøn og i min situation var efter hans behag. For «vi ved ikke hvad vi skal bede om sådan som vi trænger det», Rom. 8:26. Men når nu kongen selv har lært os de bønner han særligt vil høre, og mit eget hjerte af sig selv har nøjagtig samme nød, begær og bønner som Herren har lært os, da må jeg vel kunne være sikker på at min bøn er efter hans vilje! Læg mærke til at vi sagde: Når mit eget hjertes bøn helt og fuldt stemmer overens med hvad Herren selv har lært os at bede.

Derfor har bønnen Fader vor en betydning uden grænser. Den er ikke bare den mest fuldkomne bøn. Men den er til og med en bøn Herren har givet os ord for ord. Han må da både elske og have til hensigt at ville give det han selv har lært os at bede om! Er dette ikke overbevisende? Tænk over dette forhold endnu en gang: Kristus, den trofaste Frelser, har selv sagt: «Sådan skal I da bede: Fader vor osv. Når vi så gør nøjagtig sådan som han har lært os, og beder af vort hjertes behov nøjagtigt det samme som han har lært os at bede - skulle vi da fortsat være i tvivl om han vil høre os?

Men vi burde også kunne overbevises om denne Herrens hjertelige vilje til at høre os, bare af det første ord i denne bøn, nemlig ordet Fader. Tidligere har vi set nærmere på dette ord, og lagt mærke til den dybde og inderlige mening det har i Jesu mund. Gud er vor rette, vor virkelige Far, som har skabt alt det som findes på jord udelukkende for os, hans børn. Han har til og med givet os sin Søn for at genoprette den barneret vi havde mistet. Skulle han da ikke give os alle ting med ham? Rom. 8:32. Skulle vor himmelske Far være hårdere end vi er, vi som er onde?

En jordisk far plejer da at have ømhed for sit barn, så han ikke giver det sten i stedet for brød. Hvad skulle vi da vente os af vor himmelske Far? Må Gud åbne vore øjne så vi ser! Da ville vi sige: Herren Gud har befalet os at bede. Han er vor Far, den rette far for alt som kaldes børn i himmelen og på jorden, Ef. 3:15. Da må han også garanteret ville høre vor bøn, særligt når han til og med selv har lagt ordene i munden på os.

Men en anden grund for vor vished om at han vil bønhøre os, er at han også kan gøre alt. Dette ser vi af de stærke ord i slutningen af Fader vor: For riget er dit, og magten og æren i evighed. Disse ord skulle ikke bare være en lovprisning til Gud. De skulle være en mægtig trøst for os om at vor Far er en mægtig Herre og konge, som meget let kan gøre alt det vi beder om - også det som måtte se umuligt ud for os. Vi behøver denne trøst. For det kan være en af de største hindringer for vor tro i bøn at vi anser det ene eller det andet umuligt.

Det er hedningen i vort hjerte som ikke vil tro at Gud kan gøre noget mere end vi kan. Når vi forgæves har søgt hjælp i hvad vi eller andre mennesker kan udrette med vore kræfter - da tror vi at vor sag er uløselig. Da behøves der sandelig en Gud som kan udrette noget mere end vi og andre mennesker kan. Men har vi så en sådan hjælper? Herren Kristus har lært os at bekende at vor himmelske Far er netop en sådan.

 *

For riget er dit, dvs.: Du er en almægtig og vældig konge over alt det du har skabt. Du kan befale over alle kræfter både i naturen og i åndens verden. Derfor kan du læge alt og give os alt som er nødvendig for vor frelse.

Magten er din, dvs.: Du kan også selv udføre alt det du vil. Og når du har befalet os noget, så må du også selv give os kraften til at udføre det. Derfor må vi begære alt af dig.

Og æren er din, dvs. du skal have lov og pris i evighed. Derfor må det være store og herlige ting du skal gøre. Vi, arme skabninger, betyder ikke meget, men æren er din, O Herre! Så giv os det vi har behov for - til din æres herliggørelse! Hvem vil prise dig i dødsriget? Salme 6:6. Frels os derfor til dit himmelske rige! For som riget og magten er din i al evighed, så skal også æren være din i al evighed. Ja, til og med mens vi lever her kan vi mærke at hvis bare vore øjne var åbnet, så ville vor tillid være så stor at vi kunne sige: Skulle noget være umuligt for Gud, den almægtige skaber?

Den tredje grund for vor vished om bønhørelse, eller rettere den første og den sidste grund, finder vi sluttelig i vor Frelser. Vi ser det i hele hans hengivenhed, hans tjenende gerning, hans forbøn, hans trofasthed, hele hans person.

Her ser vi det som frem for alle ting burde overbevise os om at alt det vi beder om i hans navn også virkelig vil blive givet os. Vi skulle lade os overbevise om denne første og sidste grund for al nåde gennem selve ordet Amen. - Ikke bare fordi Frelseren så ofte bruger det ord (i vor Bibel oversat med «sandelig, sandelig»), men særligt fordi han også selv hedder Amen. Det kalder han sig jo selv i Åb. 3;14: Dette siger han som er Amen, det trofaste og sandfærdige vidne. Og Paulus siger om ham i 2. Kor. 1:20: For så mange som Guds løfter er, i ham har de fået sit ja. Derfor får de også ved ham sit amen. Det vil sige: Alle Guds løfter bliver opfyldt i Kristus. Der, i Ham, har vi vor fuldkomne værdighed og al vor ære. Her udslettes da også den største hindring for vor tro: Vor uværdighed.

Hør dette: Det er udelukkende Kristus som behager Gud! Kristus sagde: Alt det I beder Faderen om, skal han give jer i mit navn, Joh. 16:23. Og hvad det vil sige at bede i Jesu navn, det ved vi er at begære alt på Jesu regning, for hans fortjeneste, på baggrund af den uendelige værdi af alt det han har gjort og har lidt for os.

Vi siger ligesom til vor Far: Se ikke på os, se på din Søn! Hos os ser du bare elendighed - i ham al vor værdighed osv. Og Gud har en gang for alle sagt at han ikke vil regne med os syndere, men bare med sin Søn.

Når vi tror på hans Søn, vil han ikke holde opgør med os og spørge efter vore synder. Men han vil give os alt efter sin Søns fortjeneste. I ham har alle Guds løfter sit ja og amen. Beder du i Jesu navn, vil ikke det mindste suk være forgæves. Da kan heller ikke din største uværdighed hindre bønhørelse. - Alt er ja og amen i Ham! Gud, give os åbne øjne og øg vor tro!

Så har vi nu også set på grundlaget for vor vished om bønhørelse. Af den første grund så vi at Gud vil, af den anden at han kan, af den tredje at han sandelig skal gøre det han har lovet os, eller at det er ja og amen i Ham som er givet os. Kunne vi tro dette, hvad var der da tilbage?

Nu er der kun det tilbage som hedder praksis, dvs. at vi går til selve værket og beder den allerbedste bøn, alle bønners bøn. Af flere grunde burde den være særligt kær for os under vor pilgrimsvandring gennem denne jammerdal.

Det er en bøn som alle Guds børn over hele jorden samstemmer i ved den ene, vor fælles Fars fødder. Det er bønnen som bedes på mere end tre hundrede og halvtreds forskellige sprog, og derved udgør en underlig ydre demonstration af den Åndens enhed som findes mellem Guds børn.

Hele denne store skare som ingen kan tælle, af alle folkeslag, stammer og tungemål, med alle sine større og mindre forskelligheder, beder alligevel af hjertet samme Fader vor. Alle beder af hjertet: Helliget blive dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje osv. Om hele denne store skare kan man i sandhed sige med evangelisten: Hele flokken af dem som var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl, ApG 4:32.

De har alle de samme suk, samme hjertets begær, samme kampe, samme tillid og samme hovedsag. Alle disse suk, disse kampe og problemer er inkluderet i denne bøn ved Mesterens egne ord. Derfor kan den med rette kaldes alle Guds børns bøn. Derfor siger vi da også: Fader vor, og gennem hele bønnen vor og os.

Så skal vi da bede denne bøn for og med alle Guds børn på jord helt til Herren kommer igen og samler sine børn som er spredt udover jorden, og troen og bønnen vender tilbage til det evige salige hvor det både ses og opleves. Ja, hjælp os alle sammen til det, du vor Far som er i himmelen! For riget er dit, og magten og æren i evighed. Amen!

 Fodnoter:

1: Rosenius´ kommentar til Fader vor udkom i 1855.

2: Dvs. at Guds navn i og ved vore liv må holdes og fremtræde udadtil som hellig.

3: I stedet for flertalsform: ”… er vi alle døde”, er der i 1930-oversættelsen brugt entalsform: ”død”, og med det markeret at vi er alle døde i og ved den ene.

4: Se fodnote ovenfor.

5: i gamle oversættelser: ”kend mine motiver”.

6: Dette af den grund at ordet ikke findes noget andet sted, hverken i Bibelen eller hos andre græske forfattere, end i fjerde bøn af Fader vor, Mark 6:11 og Luk 11:3.

7: Svensk bibeloversættelse. I vor norske Bibel: ”Så meget de ville have”.

8: Originaltekst: ” Ganske åndeligt helbredende for en kristen”.

9: I originalteksten på svensk og i datidens norske bibeloversættelse hed det: ”Børn, har I noget at spise?”

10: i ældre oversættelser: ”mine motiver”.

11: De apokryfiske skrifter.