Fra Romerbrevets Budskab kapitel 1

af C. O. Rosenius

5: Ved ham har vi fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene, til ære for hans navn. 

Af Jesus Kristus havde Paulus først fået nåde, og derefter apostelembede. Dette er to dyrebare gaver. Så er dette da også den rækkefølge Herren arbejder i: først nåde, og derefter embedet til at forkynde denne nåde.

Ordet nåde, i den hellige Skrift, betyder først og fremmest Guds uforskyldte og evige barmhjertighed, kærlighed, og hengivenhed overfor uværdige. Men med Guds nåde tænker man ofte mere på dens virkning i menneskene, som kilden til åndeligt liv og lys. Det er den Guds nåde som virkes i os gennem Ånden.

Nåde er et vigtig og centralt ord i læren om vor frelse. Derfor må vi også studere dette nøje. Så længe vi bare tænker og taler om det, kan det synes ret let at forstå. Men så snart der bliver tale om at anvende det, - når vor evige frelse eller fordømmelse afgøres af nåde, - da er det ikke noget andet som er vanskeligere at fatte og tro, end dette korte ord nåde. Læren om nåden er en vigtig del af læren om Gud. Og det at have det rette kendskab til Gud i hans nåde, det er evigt liv (Joh. 17:3).

Vi står først og fremmest overfor det faktum at hele verden ligger i et tykt mørke når det gælder spørgsmålet om Guds nåde. Nåde bliver opfattet som at "Gud skal ikke være så nøjeregnende med menneskene som jo er svage og ikke kan leve et fuldkomment liv". "Men Gud er jo nådig", siger man, og så citerer man Skriftens ord: "for Jesu skyld forlader han os vore synder". Dette er den nådeforkyndelse den gamle slange bruger for at bedrage hele verden - så den fortsætter med at sove. På denne måde bliver Guds nåde en slags eftergivenhed, så man ligesom bare kan se bort fra hans retfærdighedskrav og domsforkyndelse. Men det er noget ganske andet Skriften lærer om Guds nåde. Du vil lære noget ganske andet gennem budskabet om at Kristus svedte blod, at han blev hudflettet, og om hans høje råb på korset. Også når du læser videre, og opdager hvordan Jerusalem blev ødelagt, og alt det grusomme som dermed kom over Guds ejendomsfolk, mens ikke en fugl falder til jorden uden at deres Far vil det -.

Nej, Guds nåde er ikke eftergivenhed. Guds hjerte kendetegnes sikkert og vist af en ubegribelig stor kærlighed og barmhjertighed for os. Men dette praktiserer han ikke i strid med den lige så store og fuldkomne retfærdighed han kræver. "Retfærd og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn" (Salme 89:15). Ingen kan få Guds nåde, uden at det sker i fuldkommen overensstemmelse med hans retfærdighedskrav. Kristus kunne græde over Jerusalem, men han kunne ikke frelse dem, for de ville ikke høre på hans røst.

Taler vi om Guds tilgivende nåde, i betydningen af at menneskene kommer ind i hans pagt og venskab, så må vi indprente os at denne nåde aldrig gives os udenom Kristus. Det var udelukkende en fuldkommen opfyldelse af alt det loven krævede, som tilfredsstillede Den Hellige Gud. Og det er bare et eneste forhold som gør at et menneske kan komme ind under Guds nåde, og kan leve der. Det er at mennesket gennem en levende tro er forenet med Kristus, og dermed ved ham har fået del i alt det han har gjort for os. Ja, fået del i det som om mennesket selv skulle have gjort det.

Der er ikke noget menneske som har Guds nåde,

hvis det ikke ejer hele lovens fuldendelse i Kristus.

Men dersom du er i Ham med alt det han har gjort og er for os, da ejer du også en fuldkommen nåde, og har Guds salige venskab og kærlighed.

For ligesom der udenfor Kristus ikke gives nogen nåde, men bare efter fortjeneste,

så gælder tværtimod ingen gerning, ingen synd eller uværdighed,

hos dem som er i Kristus Jesus (Rom. 8:1).

Det er dette som er nåde!

Nåde er den totale modsætning til alt det som har med gerninger og fortjeneste at gøre. Det er det helt grundlæggende man må være klar over, om man vil komme til at fatte hvad nåde er. Apostelen siger: "Er det af nåde, da er det ikke mere af gerninger. Ellers bliver nåden ikke længere nåde. Men er det af gerninger, så er det ikke længere nåde, ellers bliver gerningen ikke længere gerning" *(Rom. 11:6). Og han siger videre: "Den som har gerninger, får ikke lønnen af nåde, men som noget han har fortjent” (Rom. 4:4). Her bliver nåde og fortjeneste stillet op mod hinanden som modsætninger. Og i Rom. 4:16 læser vi: "Derfor fik han løftet ved tro, for at det kunne være af nåde". Og i Ef. 2:8-9 siger han: "Af nåde er I frelst, ved tro. Og dette er ikke af jer selv, det er Guds gave. Det er ikke af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig". Af alle disse bibelsteder ser vi at nåde og gerninger, nåde og fortjeneste, er totalt modsatte, sådan at det ene nødvendigvis må udelukke det andet.

*Her citeret som i den gamle svenske bibel. Dagens norske og danske bibler har bare første del af verset. Men i gamle skandinaviske, også norske, Bibler, og i King James, finder vi at budskabet forkyndes "fra begge sider". Først: "Er det af nåde, da...". Dernæst: "Men er det af gerninger, så er det ikke længere nåde...". Det kan være nødvendigt at se sagen fra begge sider. Hvad er det vi lever på? Der er et enten - eller! (oversætters kommentar).

Når Skriften lærer at det bare er ved nåde et menneske bliver retfærdig og salig, hvad siger så det os om de mennesker som lever under denne nåde? Jo, det fortæller os at det er mennesker som ikke har nogen som helst ret til denne gave. Men ikke nok med det, de fortjener tværtimod bare Guds straf og vrede, og så længe de lever på jorden vil de ikke fortjene noget som helst andet - hvis Gud skulle handle med os efter fortjeneste -! Fordi Guds fuldkomne retfærdighed kræver en fuldkommen hellighed, mens der i os bestandig er synd, også efter vi er frelst -!

Ja, alt dette er let at forstå, når det bare gælder selve læren. Men når Gud besøger et menneske, og vækker det op fra søvnen, da ser og kender det sit dybe, uendelige syndefordærv i sjælens inderste væsen, i tanker, begær og alt det som rører sig der inde. Det indser at det gamle hjerte altid vil i syndig retning, og at kødet er fuldt af syndige tilbøjeligheder. Denne tilstand bliver bare mere og mere åbenbar og følbar, ved den Ånd som nu har taget bolig i os. Da bliver det i hvert fald vanskeligt at fatte at nådens kendetegn er dette: at al denne vor synd og vore lyster ikke hindrer eller rokker den noget som helst!

For når loven er skrevet ind i menneskets hjerte, og den store nåde som Gud har vist ham, får ham til at se virkelig alvorligt på sin syndige natur, da vil han opleve den indre anklage over sin synd endnu stærkere. I samme grad som vi erfarer Guds uforskyldte nåde, vil vi erfare synden lige så forfærdelig. Og når fjenden ikke længere kan holde menneskene fast i søvn og sikkerhed, så vil han sætte alt ind på at give dem modløshed og uro. Til dette bruger han alle midler. Først og fremmest opvækker han igen og igen synden som bor i dig. Derefter bruger han dette til at forfærde og pine din sjæl, ved at han trækker alle mulige dømmende Guds ord frem. Dermed vil han samtidig fordunkle dit syn på Guds nåde, og stadig fremholde Guds hellighed og vrede over al synd for dig.

At kunne beholde ordet nåde i sin sande og fulde betydning i denne situation, det er en visdom som overgår al menneskelig forstand. Måtte Gud bevare alle kristne fra en sådan dårskab at de skulle komme til at tro at de er udlært i dette emne -!  Til og med er alle virkelig hellige mennesker bare blevet spæde lærlinge i dette emne så længe de levede. Det ser vi i alle de suk, den angst og nød, som vi læser om i Davids salmer og historierne om alle de hellige. Under vers 16 vil vi tale mere om den nåde som bor og virker i os.

Nu vil vi se nærmere på hvad apostelen mere har fået gennem Kristus. I tillæg til nåden havde han også fået apostelembedet. Som tidligere nævnt, er dette den rette rækkefølge for den som får et forkynderkald: først få nåden, derefter apostelembedet. Den evangeliske forkynders hovedopgave er: en ret udlæggelse af Guds nåde, som den eneste vej for syndere, både til retfærdighed og til helliggørelse. Derfor omtaler apostelen også dette kald som "husholdningen med den Guds nåde som er mig givet" (Ef. 3:2). Da kan enhver tænke sig hvor vigtigt det er at Kristi tjenere selv ejer det saliggørende nådens værk i sit hjerte, så de kan sige som Paulus: "Men jeg fik miskundhed" (1.Tim. 1:16), "af Guds nåde er jeg det jeg er" (1. Kor. 15:10), "Jeg troede, derfor talte jeg!" (2. Kor. 4:13).

Den som ikke selv lever som en fattig synder bare på nåden, kan ikke tale ret om nåden!  Han vil aldrig kunne tale om den med nidkærhed og liv, hvis han ikke daglig selv lever i nåden. Uden erfaringens lys vil han ikke kunne tale om Guds skjulte veje, og om den kamp som vi da også oplever. Lysets barn, som lever i nåden og undervises af Ånden, kan ofte komme i fare for næsten at fare vild, når de oplever denne kamp. Hvordan skulle disse kæmpende sjæle så kunne få hjælp, hvis ikke sjælesørgeren selv har erfaret den kamp som opstår?

Et Guds barn ved både fra Ordet og erfaring, at det bare er nåden som skaber en hellig iver og kraft i os. Men når de oplever udslagene fra den mægtige syndenatur som bor i os, kan mangen en levende sjæl komme i tvivl om at dette stemmer. Da er det ikke så rart om de som ikke har nogen erfaring i dette, tænker, at på dette område kan nåden da ikke udrette noget. At nåden og evangeliet tværtimod kan modvirke helliggørelse og "ophæve loven" (Rom. 3:31).

En forkynder uden denne erfaring i Åndens liv og kamp, han prædiker så godt han kan, men de tilhørere som har oplevet åndskampen, får ikke den vejledning de trænger til gennem denne forkyndelse. Da bliver forkynderen let frustreret over disse tilhørere. Og hvis han ikke forstår at her er der hemmeligheder som kun det levende gudsliv kan lære os, så konkluderer han med at det er tilhørernes manglende indsigt, eller dårlige smag, som skaber frustrationen i møderne. På den måde kan han, helt mod sin vilje, fuldstændig komme på kollisionskurs med dem som netop konkret oplever det gudsliv som han troede han forkyndte. Ja, hvem kender alle de ulykkelige resultater af at den som skulle fremme nådens værk, selv totalt manglede erfaringen af dette liv? For den som står i Guds nådes embede, er det en tvingende nødvendighed selv at eje nåden i sit hjerte!

For at virke troens lydighed.

Dette var målet med hans apostelembede. I grundteksten står der: "apostelembede til troens lydighed". Sammenholder vi dette med andre steder hvor samme talemåde forekommer, vil vi se at udtrykket "troens lydighed" ikke taler om lydigheden til hele Guds ord, som er troens frugt, men om selve den lydighed at man tror. Når den levende tro er født i en sjæl, virker den et lydigt sind i alt. Det er klart. Men apostelens kald var først og fremmest at bringe mennesker til i lydighed at modtage (indtage) evangeliet. Dette var hoved-lydigheden, og af denne fulgte så efterhånden al anden lydighed. Evangeliet omskaber dem som tror på det! Men det ville på den anden side være en fuldstændig forkert udlægning, om man sagde at evangeliet kom for at omskabe verden. Nej, det blev givet for at frelse sjæle fra den evige død.

Den lydighed det her tales om, er altså at hjertets øre hører og tager evangeliet til sig. Det er evangeliet som møder hjertet og åbner det, så det forenes med evangeliets budskab. Dette stemmer helt med de steder hvor samme udtryk anvendes, som f.eks. Ap. G. 6:7: "en stor flok af præsterne blev lydige mod troen". Peter opfordrede dem til at "lade sig frelse" (Ap. G. G. 2:40). Rom. 16:25-26: "den hemmelighed... som nu er blevet kundgjort for alle folk for at virke troens lydighed", og 2. Tess. 1:8 står der om Herren som skal hævne sig på "dem som ikke er lydige mod vor Herre Jesu evangelium". I Rom. 10:3 giver apostelen udtryk for sin bekymring over dem som "søgte at grundlægge sin egen retfærdighed". Og der tilføjer han at "de gav sig ikke ind under Guds retfærdighed." I vers 16 i samme kapitel siger han: "Men ikke alle var lydige mod (samhørige) evangeliet. For Esajas siger: Herre, hvem troede vel det han hørte af os?"

Der er nok mange mennesker som ikke foragter Guds ord, men tværtimod anser loven for Guds hellige vilje, og som mener at loven skal holdes. Men samtidig har de et totalt uforpligtende forhold til evangeliet. Deres forhold til evangeliet anser de ikke for så alvorligt som sit forhold til loven. Hele Guds ord vidner tværtimod om at den som bryder loven alligevel kan frelses ved at fly til nåden i Kristus. Men den som ikke har det rette forhold til evangeliet, som ikke har "givet sig ind under Guds retfærdighed", ikke omvender sig og "hylder Sønnen", - for sådanne er der "ikke længere noget offer tilbage for synden" (Heb. 10:26). "Har nogen brudt Mose lov, da dør han uden barmhjertighed på to eller tre vidners ord. Hvor meget værre straf tror I da den skal agtes værd, som har trådt Guds Søn under fødder, og foragtet pagtens blod?" (Heb. 10:28-29).

Men hvem er det som træder Guds Søn under fod? Det er de som hører, og kender godt til den store nåde og gave fra himmelen, men ikke mere er optaget med den. De mener måske til og med at de "har jo taget imod". De tror de er frelst. Men det er blevet noget selvfølgeligt og uforpligtende -!  Åh, hvor der tilbydes stor nåde, der er der også stor fare! Der bliver stor vrede, der hvor den store nåde foragtes. Gud har givet os sin Søn til soning for alle vore synder, og givet os et nådefuldt tilbud om at komme til ham, blive forenet med ham, og med ham få del i saligheden. Men som en selvfølgelig del af dette nådetilbud er det også hans majestætiske vilje og bud at vi i taknemlighed "er lydige mod evangeliet"/"bliver lydige mod troen".

Derfor siger Johannes også: "Dette er hans bud at vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi navn" (1. Joh. 3:23). Og Herren Gud siger: "Kys (hyld) Sønnen, for at han ikke skal blive vred og I gå til grunde på vejen!" (Salme 2:12). At foragte Guds tilbud om nåde i Kristus, er et oprør mod hans majestætiske væsen. Dette er grunden til at hvor som helst i Skriften vi læser om dommen, eller fordømmelse, over synd, så er det vantroen som er selve synden. Menneskene ser ikke Guds mening med evangeliet, men elsker mørket frem for lyset. De vil ikke omvende sig til Herren, som evangeliet forudsætter, men forbliver borte fra Herren. Derfor siger Skriften: "Hør! Så skal jeres sjæl leve" (Esajas 55:3).

At kunne høre hvad Gud har besluttet som den eneste vej til frelse for menneskene, at man bøjer sig for det, begynder at spørge efter denne vej, og på trods af alle fornuftens indvendinger, vil lade denne Guds frelse være nok for sit hjerte, - det er at "give sig ind under Guds retfærdighed". Det er dette vort bibelvers kalder for "troens lydighed".

Blandt alle hedningefolk, skulle denne troens lydighed virkes, siger apostelen. I tidligere tider havde Gud ladet alle folkeslag, med undtagelse af jøderne, vandre sine egne veje. Men vi skal da også huske på at Gud, iflg. hans eget ord, havde givet også dem sit vidnesbyrd. Han havde lagt det ned i deres hjerter, og vist dem det i skabelsen (Rom. 1:20, 2:15). Men, siger apostelen, "efter at Gud har båret over med uvidenhedens tider, befaler han nu alle mennesker alle steder, at de skal omvende sig" (Ap. G 17:30). Nu havde Herren givet sine vidner dette kald: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for hele skabningen" (Mark. 16,15). Og Paulus's særlige kald var at være "hedningenes apostel" (Rom. 1:13, 11:13, Ap. G. 9:15, 22:21).

Til ære for hans navn, hedder det til sidst. D.v.s.: for at hans navn skal blive forherliget. Hele verden blev skabt til Guds ære. Underet: synderes frelse, er først og fremmest til Guds ære. Al den nåde og barmhjertighed han viser sit folk, gør han for sit eget navns skyld (Esajas 43:25). Det samme gælder hans straffedomme over hans fjender (se Rom. 9:17). Som regel tænker vi ikke på at Gud skulle have noget højere mål ved det han virker i os, end at vi bliver frelst. Men

over alt taler Skriften tydeligt om at alt det Gud gør, og har gjort, for menneskene,

har som sit højeste mål at forherlige hans navn.

I dette ligger en virkelig stor trøst for elendige syndere. Når jeg er kommet der hen, at al min skidne synd overskyller mig, så det eneste rette for sådan en som mig, synes at være at blive kastet i helvede. Når det er umuligt at tro, at Gud ville vende sit øre til nogen bøn fra så stor en synder, - da er det en stor trøst at vide at alt det Gud gør, det gør han først og fremmest for sit navns skyld.

Da kan vi sige: Gud, bare dit store prisværdige navn må få al ære. Skulle du bare se på mig, så måtte du kaste mig i helvede. Men til dit store navns ære beder jeg dig gøre det store og barmhjertige under at du frelser mig, elendige synder! På denne måde er det Moses, David, og mange andre Guds hellige holder Guds navns ære frem i sine bønner. Ja, Herren skal få en vældig, uophørlig lovprisning af syndere i al evighed. Videre siger apostelen at af Kristus havde han fået nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt alle hedningefolkene til hans navns ære. Ja, tænk som Kristi navn dermed skal æres af alle dem som fik del i dette! Tænk hvilken uendelig lov og pris som engang skal bruse ind for Lammets trone, fra alle synderes hjerter, fra denne "store skare som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål" (Åb. 7:9)

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>tilføjes senere

16: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet, for det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror, både for jøde først og så for græker.

Her begynder et nyt afsnit i brevet. De femten første vers har han brugt til indledning af sit brev. I et kort, men indholdsrigt sprog, giver han os i dette vers hovedemnet for de elleve første kapitler: Selve læren om hvordan menneskene bliver frelst.

For jeg skammer mig ikke ved evangeliet. Man kan spørge sig selv hvorfor apostelen kommer med denne bemærkning. For evangeliet er jo ikke noget at skamme sig over. Det er jo givet os fra himmelen af Gud, og dermed det meste ærefulde på jorden. Hvorfor siger apostelen da at han ikke skammer sig over det? Jo, uden tvivl fordi menneskene sædvanligvis skammer sig over det. Nu vil mange sikkert bemærke at noget sådant kunne måske ske på apostelens tid, da vantro jøder og hedninger ikke kendte evangeliets herlige budskab, og dermed i sin uforstand foragtede det. Og sådan var det rigtig nok på apostlenes tid. Guds evangelium var "for jøder et anstød og for hedninger en dårskab, for jøder kræver tegn og grækere søger visdom" (1. Kor. 1:22-23).

Men på nøjagtig samme måde har vi det også i dag. Til og med blandt dem som er døbt til hans navn, er Kristi evangelium en forargelse og en dårskab for de fleste. Den menneskelige natur vil til alle tider og på alle steder være den samme, uanset ydre omstændigheder. Derfor er Guds ord også en tale som træffer alle mennesker til alle tider, enten det er jøder eller hedninger, muslimer eller navnekristne. Det apostelen siger, det finder vi over alt: "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det som hører Guds Ånd til. For det er en dårskab for ham, og han kan ikke kende det" (1. Kor. 2:14).

Og ikke bare det, men Kristi evangelium står på ethvert område i den hårdeste strid imod alt det som ligger dybest i vor natur. Evangeliets budskab angriber det menneskene elsker allermest: Sin uafhængighed. Der kræves nemlig at både forstand og vilje fuldstændig underkastes Kristi ord. Der bliver selve grundvolden til al selvretfærdighed og stolt indbildning knust. Der er det bare Gud som bliver stor, og mennesket bare en fattig tigger. Noget sådant kan selvfølgelig aldrig behage den menneskelige natur, men bliver tværtimod dens pine og død. Dette er grunden til at Kristi ord, og Kristi sande vidner, altid vil blive hadet af alt som ikke er født af Gud. Derfor talte Herren også ofte til sine disciple om at de måtte forberede sig på at blive hadet af alle mennesker for hans navns skyld. Og han sagde at det var ikke ret med dem, de var ikke hans sande disciple, om de ikke fik dette hans tegn, om det ikke gik dem som Mesteren (Joh. 15:20 og Luk. 6:26). Det er ikke Kristi evangelium, forkyndt sandt og rent, hvis verden kan elske det, og hvis det ikke bliver afvist og angrebet (Joh. 15:19 og 1. Joh. 4:5-6).

Men evangeliets fjender er ikke mennesker som giver sig ud for at hade det gode og det rette. Derfor kommer fjendskabet altid iklædt et skin af nidkærhed for sandheden. Med det udgangspunkt er det Kristi sag som forkastes som dårskab, eller som noget falskt og ondt, som man må tage fuldstændig afstand fra. Kristi disciple og venner udgør jo altid den mindste flok, bare nogle få foragtede sjæle. Og hele verden, som forkaster dem, er den store toneangivende masse som er accepteret af de fleste. Da er det let at forstå at det bliver en stor fristelse at opleve Kristus og hans ord som noget man skammer sig over.

Ja, da bliver det for mange kristne en utrolig hård kamp. For Kristi skyld at sige farvel til det at blive accepteret af alle. Blive en dåre, se sig foragtet og forkastet af sine nærmeste og venner, ja af hele samfundet. Vi må bare indrømme at vi ikke har noget så dyrebart på denne jord, som venskab og fortrolighed fra mennesker som sætter os højt. Og nu skal vi give afkald på alt dette! Der trænges til et guddommeligt værk i vor sjæl for at holde ud under sådanne forhold. For her taler vi ikke om den kristendom som verden kan acceptere og respektere, men om den sande og ægte Kristi efterfølgelse som uundgåeligt bliver en forargelse og dårskab for hele verden. Kristus sagde selv: "En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, så vil de også forfølge jer" (Joh. 15:20). Det er som om han vil sige: Om de skulle begrunde sit had med at de ser at der er meget som mangler hos jer, f.eks. at I ikke er sagtmodige nok, mangler ydmyghed o.s.v., så husk at jeg var "sagtmodig og ydmyg af hjertet" (Matt. 11:29). Alligevel hadede de mig.

Dette er den mest almindelige situation og baggrund for fristelsen til at skamme sig over Kristus og hans ord. Men endnu har vi ikke set på hvad apostelen særligt sigter til, og som de som forkynder evangeliet særligt kendes på. Dette forhold går endnu dybere. Hvis vi lægger mærke til hvordan apostelen udtrykker sig, vil vi opdage noget. Han siger: "Jeg skammer mig ikke ved evangeliet, for det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror". Læg nøje mærke til sammenhængen! Netop den tilføjelse, at evangeliet er en Guds kraft til frelse, antyder hvad han havde i tankerne, når han siger at han ikke skammer sig ved det.

I lighed med Kristus havde Paulus heller ikke stort besvær med alle dem som hverken brød sig om, eller havde, nogen religion. Problemet fik han med mennesker som var engageret i sin skrifttroskab, dem han skildrer i Rom. 2:19-20. Han siger at det er nogen som "regner sig selv for at være en vejviser for blinde, et lys for dem som er i mørket" o.s.v., og som havde "den rette form for kundskab og sandhed i loven". Læg mærke til at det altid var disse som kæmpede mod evangeliet, mod Kristus og mod Paulus, og påstod at de "ophævede loven ved troen" (Rom. 3:31), at evangeliet var både en svag og løsagtig lære som undergravede det rette alvor, og at det så langt fra gjorde mennesker hellige, men tværtimod løsagtige. Det var i hvert fald en svag og løs lære, sammenlignet med loven, - evangeliet var et svagt budskab, sagde de.

Det er ikke mindst rettet mod denne holdning, og disse som endnu havde høje tanker om loven og menneskenes egen kraft, at apostelen formulerer det sådan: "Det er en Guds kraft." Dette ser vi tydeligt af hans ord i 1. Kor. 1, hvor han siger: "Ordet om korset en vel en dårskab for dem som går fortabt, men for os som bliver frelst, er det en Guds kraft."  "Vi forkynder Kristus, Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene." Han siger: "Guds svaghed". Selv kaldte han det jo "Guds kraft". Der må altså være andre som anså det for en svaghed. Men til dem siger apostelen altså: Er evangeliet nogen svaghed, så er det altså Guds svaghed, men "Guds svaghed er stærkere end menneskene."

Evangeliet er en Guds kraft. "Ophæver vi da loven ved troen? Langt fra! Vi stadfæster loven". Det er bare evangeliet som virker at et menneske virkelig begynder at holde loven. Det er bare gennem evangeliet et menneske kan modtage Guds kraft. Evangeliet beskyldes for at være noget svagt, men det er tværtimod en Guds kraft i menneskene, både til retfærdighed og helliggørelse. Det har apostelen forklaret så udførlig, særligt i brevet til romerne og brevet til galaterne. Der kan hvem som helst få tilstrækkelig kundskab om hvad det er apostelen tænker på her. I disse breve beviser han at loven ikke kan gøre menneskene hverken retfærdige eller hellige. Nej, loven tværtimod fordømmer menneskene, fordi intet menneske i sig selv er retfærdig overfor loven. Derfor er alle de som holder sig til lovgerninger, under forbandelse (Gal. 3:10). Og når det gælder helliggørelse, så virker loven bare at "synden bliver overmåde syndig ved budet". Den "vækker alle slags begær i mig", og gør at synden flyder over, bliver stor. Loven virker ikke kærlighed, men vrede. Ikke liv, men død. "Kun hvis der var givet en lov som havde kraft til at gøre levende, kom retfærdigheden virkelig af loven."

Med disse ord stadfæster apostelen at loven ikke gør nogen hverken retfærdig eller hellig. Ved Adams fald i synd, har alle mennesker arvet den åndelige død, er fjender af Gud og hans vilje, og bærer i sig roden til alt ondt. De er "solgt til træl under synden” (Rom. 7:14). I denne tilstand står menneskene overfor loven, som kræver alt det de ikke formår af dem. Og loven fordømmer den som ikke opfylder hele loven. Da kan bare et af to ske: Enten satser mennesket på at holde loven ved ydre gerninger, alt det man selv kan gøre og overholde. Da bliver mennesket en hykler og farisæer, som glemmer det loven siger, er størst, nemlig selve hjertets holdning, gudsfrygten og kærligheden. Eller, menneskene kan blive dybere grebet og vakt, sådan at Guds stemme og øjne forfølger synden i hjertet. De ser Guds dom over hver syndig tanke og lidenskab. Da står mennesket der, fortvivlet og fortabt. Så langt kan loven virke, og det er netop det Gud ville bruge loven til.

Men kommer Kristi evangelium nu og forkynder mennesket al nåde og tilgivelse, netop når det ligger der i sin synd, sin ondskab og fortvivlelse, da skabes der et helt nyt liv i hjertet, et nyt syn på Gud, en inderlig tillid, kærlighed og taknemlighed. Og dermed er der skabt i ham, dette som loven først og fremmest krævede: Kærlighed til Gud. Denne kærlighed, dette liv i Gud, er jo også helliggørelsens inderste grund og væsen.

Men at evangeliet er en Guds kraft til menneskenes frelse, genfødelse og helliggørelse, er en Guds hemmelighed. Gud "fandt det for godt at frelse dem som tror, ved forkyndelsens dårskab" (1. Kor. 1:21). Det skulle ske på en måde som virkede helt tåbeligt, set med menneskelig fornuft. Menneskets syndefald gik på dette at de ville blive sådan som Gud, og kende godt og ondt.  Nu skulle menneskets forstand på godt og ondt, totalt tilintetgøres. Den gamle indbildning i os skulle dødes, og vi skulle lære bare at tro på Gud.

Men at mennesket så totalt skal tilintetgøres, både når det gælder forstand og kraft, og så bøje sig for noget som synes at være dårskab og svagt, det strider stærkt mod vor natur. Du som holder fast ved denne tåbelige forkyndelse, at alt kød er som græs: Hvis du fortsætter sådan, og med et alvor som understreger at du virkelig mener dette, da kan du lige så godt indstille dig på at du vil blive set på, enten som en tåbe der er forvirret, eller som en falsk ånd. Enkelte vil også opfatte dig som en som ikke vil anstrenge sig det mindste for at bekæmpe synden, men bare lade kødet få frit løb. Både fra dit eget hjerte, og udefra, fra de aktive gerningsretfærdige, vil du stadig høre dette: Vi har da fået styrke selv også. Vi er da ikke helt hjælpeløse. Bare vi tager os alvorligt sammen, så skal vi da kunne stå imod synden. Deres løsning er ikke at vente på at Kristus skal være både vor retfærdighed og vor helliggørelse, men i stedet bryde op fra denne svaghedslære og foretage sig noget -. Vi må da tro der er nogen kraft tilstede i os selv, og gøre brug af den, så vi kan blive mere hellige end bare at sidde og vente på at evangeliet skal virke dette også, siger de.

Dette er den stærkeste og fineste fristelse en kristen nogen gang møder. En væsentlig grund er at det ikke er noget som sidder så dybt rodfæstet i vor natur, som det at tro på sig selv, og ikke på Kristus. Men det er heller ikke nogen fristelse som har et sådan skin af hellighed og alvor over sig, som dette. I tillæg undgår du på denne vejen korsets dårskab, og bliver tværtimod anset som en alvorlig, gudfrygtig, og respektabel person.

Ja, man kan frygte for at mange som en gang har forstået og smagt evangeliets kraft, skal glide over i en sådan holdning. De holder ikke fast ved en klar bekendelse, men afviger i alle tilfælde på en lidt finere måde, og anlægger en tone som smager for den menneskelige forstand. Men ofte er det netop dette, at da vil de undgå den konstante ydmygelse, som frister dem til afvigelsen, så de i stedet kan blive anset for forstandige og alvorlige personer. Efter hånden er de kørt træt i at leve under korsets anstød. Noget sådant antyder apostelen i Gal. 5:11 og 6:12. At skulle miste medmenneskers agtelse totalt, en agtelse som kan købes med få ord, det koster et menneske ganske meget. Men Herren ser hvad dit hjerte vil. Han som ved hvad der bor i mennesket, har alvorligt formanet: "Den som skammer sig over mig og mine ord, ham skal også Menneskesønnen skamme sig ved når han kommer i sin Fars herlighed" (Mark. 8:38). Hvis du altså forkynder evangeliet på en sådan måde at du ikke samtidig formaner de troende til at "leve et liv som er Kristi evangelium værdigt", til at "våge og bede" (Matt. 26:41) og "tage Guds fulde rustning på" (Ef. 6:13), da pådrager du dig straf fordi du ikke har forkyndt hele Guds ord.

Men det som der tales om her, er at selv om du bruger loven som en tugtemester til Kristus, og formaner de troende til alt godt, så må du alligevel bære korsets vanære, - hvis du bare fortsat for alvor tror og forkynder at alt kød er græs, at vi i os selv ingen kraft har til at gøre Guds vilje, men at du udleder alt fra det Kristus giver os, - og derfor først og fremmest forkynder Kristus. Dette er nok til at du pådrager dig menneskenes forargelse. Er der måske nogen som vil påstå at Paulus ikke formanede de kristne, eller ikke forkyndte loven? Nej, han forkyndte alvorligt læren om at hverken vi selv, eller loven, har nogen kraft til at gøre os hellige. Men at loven tværtimod var givet "for at hver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig for Gud" (Rom. 3:19), og at al retfærdighed og helliggørelse kommer ved troen. Alligevel blev han beskyldt for at "ophæve loven ved troen" (Rom. 3:31). Ja, han blev til og med beskyldt for at have sagt at vi da "lige gerne kan gøre det onde for at det gode kan komme af det" (Rom. 3:8). Dette er korsets dårskab! Og det pådrog han sig bare fordi han alvorligt og udholdende forkyndte dette tåbelige budskab.

I evangelierne ser vi at det var nøjagtigt de samme anklager Kristus selv vedblivende måtte tåle fra de gerningshellige farisæere. Så må vi stille os spørgsmålet: Skal alle hans sande tjenere ikke lide samme skæbne? Det var jo ikke fra den afvisende masse, men netop dem som havde nidkærhed for Gud ud fra loven, og havde de samme Guds ord som vi har, - at disse Guds højeste tjenere fik denne samme beskyldning! Skulle vi da ikke indse at dette til alle tider er et vigtigt tegn på det sande evangelium? Og læg mærke til at når Paulus siger dette: "Jeg skammer mig ikke ved evangeliet", så har han dermed givet et fint kendetegn og en afgørende understregning af hvad der er den rette vej: Det er den som bærer vanæren i sig. Ikke på grund af mange forskellige forhold, men udelukkende fordi evangeliet forkyndes ret. Det er dette han mener når han siger at han tjener Gud efter den Vejen som de kalder en sekt (Apg. 24:14).

Der findes mennesker som vil være noget helt andet end verden. Vil være fromme og rette kristne, men på en forstandig og "rigtig måde", så deres kristendom kan blive respekteret og godtaget af flest folk. Og dette lykkedes også for dem. Men den vej de har givet sig ind på har bare den betænkelige fejl at Kristus ikke accepterer den -! Han siger tværtimod: "Ve jer når alle mennesker taler vel om jer" (Luk. 6:26). Eller er det muligt at din lære og dit liv er mere bibelsk end Herren Kristus? Han opnåede aldrig at undgå beskyldninger om at han lærte i strid med loven. Skulle du da ikke frygte for at dit hjerte og den listige fjende kan have bedraget dig, når du ret og slet går en anden vej end den Kristus og Paulus gik? Måtte vi være alvorligt på vagt, så vi ikke tager fejl af selve vejen, men i al vor skrøbelighed alligevel er på den rette Vejen, "den som de kalder en sekt", og som man ofte fristes til at skamme sig over! Men da må vi ikke skamme os over den, men bare prise Gud for nåden! Se 2. Tim. 1:8,12.

Igen går vi tilbage til teksten. Når apostelen siger at evangeliet er en Guds kraft til frelse, så har han derefter en kort, men vigtig tilføjelse. Han siger: "for hver den som tror." Han siger ikke at evangeliet er en Guds kraft til frelse for alle som hører det. Nej, han siger: for hver den som tror. Dette må vi lægge nøje mærke til. Mange undrer sig over at de ikke finder nogen Guds kraft i evangeliet. Men de har aldrig nogen sinde virkelig troet. Har du det sådan, da er du enten et sovende verdens barn. Eller du er et vakt menneske, men er altid bare optaget med dig selv, og hvad du selv er og gør. Flygtig kender du nok de store budskaber om evangeliet, og du mener at du altid har troet - fordi du aldrig har betvivlet sandheden i budskabet. Men dit hjerte har hele tiden tragtet efter, og haft sin trøst i, det du selv kunne udrette. Og så sukker du over at du ikke oplever at evangeliet er en Guds kraft! Nej, hvordan skulle det være muligt? Du har jo endnu ikke virkelig troet at du var aldeles fri fra alle dine synder - bare gennem Kristus. Fri fra hele lovens dom! Og at du nu er Guds elskede barn! Når du aldrig har troet noget af dette - hvordan skulle du da kunne opleve evangeliets kraft? Fortsat står det uimodsigelig fast at evangeliet er det eneste som er en Guds kraft til frelse for hver den som tror.

Både for jøde først og så for græker. Grunden til denne tilføjelse: først jøderne og dernæst grækerne*, bliver videre udførligt forklaret i niende, tiende og ellevte kapitel. Der taler apostelen om Guds gamle pagt med Israel, som burde være de første til at blive indpodet i sit eget olietræ: Kristus (Rom. 11). Men jøderne havde forkastet og dræbt sin konge, Kristus, som på trods af dette udtrykkeligt gav apostelen besked om at begynde sin forkyndelse i Jerusalem (Luk. 24:47, Apg. 3:26, 13:46). Her har vi et rigt budskab. Sådan som Kristus dermed handlede, skulle ikke bare profetierne opfyldes (f.eks. Esajas 2:2-3, Salme 68:16-17), men dermed skulle Herren også vise hvor stor og tilgivende hans hjertes nåde og kærlighed er, som forkyndes i evangeliet: Netop ved at denne nåde allerførst skulle tilbydes dem som havde gjort at hans blod flød, de som havde "dræbt livets høvding". Med dette ville han vise at evangeliet skulle forkyndes for de største syndere, så det kunne vise rigdommen og det fuldkomne i hans forsoning, når den også gjaldt mordere. Måtte så hver og en virkelig tro dette! Så skal de blive frelst. Og da skal de erkende at evangeliet er en Guds kraft til frelse "for hver den som tror" - hver og en. Ikke en eneste er undtaget.

*Efter at Alexanders generaler havde grundlagt hans rige i Ægypten og Asien, blev indbyggerne i disse lande også betragtet som grækere, fordi de sædvanligvis talte græsk. Og fordi jøderne praktisk talt ikke havde omgang med andre hedninger, så kaldte de alle hedninger for grækere. Derfor bruges altså udtrykket "grækere" som betegnelse for alle hedninger.

17: For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro. Som det står skrevet: Den retfærdige af tro, skal leve.

Med dette vers forklarer apostelen hvorfor evangeliet er en Guds kraft til frelse. Han siger Grunden er at evangeliet åbenbarer Guds retfærdighed, som er det eneste grundlag for at nogen kan blive frelst. Men hvad er det apostelen her mener med Guds retfærdighed? Det apostelen her, og mange andre steder i hans brev, mener med "Guds retfærdighed", er noget fuldstændig nyt og ukendt for de fleste mennesker, også inden for den såkaldte kristenhed. Man må "være indviet" i den hellige Skrifts udtryksmåde i sin almindelighed, og apostelens eget sprog i særdeleshed, for at forstå dette udtryk. De som ikke er kendt med denne talemåde, vil ud fra selve ordvalget opfatte Guds retfærdighed som den egenskab hos Gud som peger hen på hans retfærdigheds-krav, og dermed er forfærdelig i sin dom over syndere. Men her, som så mange andre steder, har dette udtryk en helt særlig betydning, og står for noget ganske andet end den sidstnævnte Guds egenskab.

Det apostelen lægger i dette udtryk ser vi særligt i Rom. 3:21-22. Det er den Guds retfærdighed som åbenbares gennem evangeliet. Det vil sige Kristi stedfortrædende, fuldkomment retfærdige liv, som tilregnes alle troende, "så han kunne være retfærdig og retfærdiggøre den som har troen på Jesus" (Rom. 3:26). Den er en gave til os fra Gud selv. Derfor kaldes den Guds retfærdighed, og er dermed den eneste retfærdighed som gælder for Gud.

Apostelen siger i Rom. 3:21-24: "Men nu er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, blevet åbenbart uden loven, det er Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus, til alle og over alle som tror. – For der er ingen forskel, alle har syndet og står uden ære for Gud. Og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus". I femte kapitel bliver denne Guds retfærdighed beskrevet endnu mere udførlig, som den store "nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, ...for de mange" (Rom. 5:15). Og Guds store plan med nåden forklares det sådan at "ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed" (vers 19). Menneskene havde ved syndefaldet tabt al sin egen retfærdighed, og enhver mulighed til at blive retfærdige overfor Guds hellige lov. I denne tilstand ville menneskene for al evighed være fordømt. Derfor har Gud i sin store barmhjertighed fattet denne nådefulde beslutning, at han selv skulle give mennesket en retfærdighed - en fuldkommen opfyldelse af loven, både af de ti bud og den straf som var udtalt for overtrædelse af disse.

Denne retfærdighed står færdig for menneskets regning, til at modtages i tro. Og når dette sker, er mennesket ved denne retfærdighed fuldkommen fri fra al skyld, og fra al den dom loven udtaler, og har navnet indskrevet i livets bog fra verdens grundvold blev lagt, som arving til det evige liv. Om denne Guds retfærdighed er det englen Gabriel taler i Daniels niende kap., når han siger om Kristi død: "... til at indelukke frafaldet og til at forsegle synder og til at dække over misgerning og til at føre en evig retfærdighed frem". Det er denne Guds retfærdighed som skildres som "den bedste klædning" (Luk. 15:22), som "bryllupsklæder" (Matt. 22:12), og som "rent og skinnende fint linned som er gjort hvide i Lammets blod" (Åb. 7:14, 19:8).

Nu siger apostelen at denne Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet. Han siger ikke at først når evangeliet blev forkyndt, blev denne retfærdighed tilbudt, og kunne tilegnes af menneskene. For ind for Gud var "Lammet slagtet fra verdens grundvold blev lagt" (Åb. 13:8). Han siger heller ikke at denne retfærdighed var ukendt i Det gamle Testamente. Tværtimod har han netop i teksten henvist til en profets vidnesbyrd om retfærdiggørelse ved tro (Hab. 2:4). Og i fjerde kap. viser han at Abraham blev retfærdiggjort ved at den samme retfærdighed blev tilregnet ham. Nej, det han siger, er bare at den største og mest fuldkomne åbenbarelse af denne retfærdighed sker gennem evangeliet.

Når det gælder denne Guds retfærdighed, ser vi dens historie gennem tre store tidsafsnit i Guds husholdning, som vi skal lægge mærke til. Først da Gud fattede den nådefulde beslutning om dette i sit evige råd. Dernæst da han i Det gamle Testamentes forberedende tid gav løfte om den, og hvor alle de som i sandhed troede på ham som skulle komme, blev tilregnet denne retfærdighed. For det tredje, når retfærdigheden fuldt ud blev forkyndt og åbenbaret ved evangeliet. Herren Gud gav mange herlige løfter i GT om hvordan denne retfærdighed skulle åbenbares i evangeliets salige tid. F.eks. "min frelse kommer snart, og snart skal min retfærdighed åbenbares" (Esajas 56:1). Men apostelen tilføjer:

Af tro til tro. Dette udtryk kan virke underlig og tåget. Nogen har villet tolke det der hen at det betyder: fra den tro man i Det gamle Testamente havde på den kommende Frelser, - til Det nye testamentes tro på den som allerede er kommet. Andre igen mener det betyder: fra den ene grad af tro til den anden, o.s.v. Men de må uden tvivl have opfattet det ret, de som ser at første del af dette udtryk, altså "af tro", hører ind i sammenhængen sådan: "Guds retfærdighed af tro". Det betyder jo ganske enkelt, at i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed ved tro - altså den retfærdighed som vi får ved tro (i modsætning til "ved gerninger"). Sidste del af dette udtryk, "til tro", vil sige at det virker troen. Retfærdigheden ved tro åbenbares altså i evangeliet, så mennesker kan komme til tro. Det stemmer også godt overens med vers 5, hvor apostelen siger at han har fået apostelembedet for at virke troens lydighed. Det betyder, som vi tidligere har set, den lydighed at vi tror. Apostelen mener sikkert også at sige at evangeliet havde samme mål som apostelembedet: altså at åbenbare retfærdigheden ved tro, for at troen kunne fødes i menneskene og de kunne blive frelst.

Som det står skrevet: "Den retfærdige af tro skal leve". Her viser han til GT's skrifter (Hab. 2:4) som bekræftelse på det han nu har sagt og bevist, at dette ikke er nogen ny lære han kommer med. Akkurat som han i v.2 antyder at Gud til alle tider har retfærdiggjort menneskene på samme måde. Alle som nogen gang er blevet retfærdige og salige indfor Gud, har blevet det ved troen på Kristus. I Heb 11:4 sies dette allerede om Adams andre søn, Abel. Betydningen bliver helt klar når vi ser at det som sies, er at den som er retfærdig af/ved tro - han skal leve. D.v.s.: Ingen bliver retfærdig uden gennem tro. Og bare slige skal eje det evige liv. To andre steder finder vi de samme ord. Først i Gal 3:11, der han er optaget med at bevise at ingen kan blive retfærdige ved loven. Der bruger han dette udtryk: "Den retfærdige af tro skal leve". I Heb 10:38 formaner han de han skriver til, at blive faste i troen. Der bruger han igen denne formulering, og giver straks en fyldig forklaring på hvad han mener med dette gennem hele det ellevte kapitel, hvor han viser at helt fra verden ble til, ble Guds retfærdighed bare tilregnet menneskene ved troen.

Når så denne eneste vej til retfærdiggørelse og salighed, åbenbares gennem evangeliet, da må det vel gå op for os hvorfor det bare er evangeliet som er Guds kraft til frelse. Mange mener at enhver trøstefuld tale om Gud og hans nåde, er et evangelium. Straks nogen hører en sådan trøstefuld forkyndelse, så siger de at talen var evangelisk. Dette er en farlig vildfarelse. Utallige er de som nok lever på en vis trøst i Guds nåde, men som går til evig fordømmelse. Nej, evangeliet er et helt konkret budskab. Nøjagtig som loven indeholder nogle konkrete Guds bud, så er evangeliet konkrete ord om vejen til frelse - også et herligt budskab: "Det er fuldbragt". Men også et konkret bud: "Hyld Sønnen". Evangeliet forkynder at "ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen". Evangeliet holder den retfærdighed som tilregnes den som tror på Ham, frem for os, og lærer at dette er den eneste vej til frelse. Evangeliet lader Gud beholde al sin fuldkommenhed, og lærer at ingen bliver frelst hvis han ikke ejer en retfærdighed som fuldt ud bekræfter alle lovens krav. Og en sådan retfærdighed har vi bare gennem Kristus. Evangeliet fortæller os at "retfærd og ret er din trones grundvold. Nåde og sandhed går frem for dit åsyn" (Salme 89:15). Det forkynder at kun den som har evigt liv, som her i livet er dømt for sine synder, men også her i livet er frikendt fra alle sine synder, har modtaget Guds benådning og er blevet forenet med ham i én ånd.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>fortsættes